Shit & Chanel - pigebandet fra Aarhus satte ord og musik til kvinders liv

Deres musik blev soundtracket til kvindefrigørelsen, men de fem piger i det banebrydende kvinderockband ville ikke spændes for rødstrømpernes vogn. Aarhusianske Shit & Chanel havde søstersolidaritet på dagsordenen, men ikke bastant feminisme. De viste bare vejen, da de indtog spillestederne med deres nyskabende tekster om kvinders liv. Gruppen udfyldte en tom plads på den danske musikscene, og snart stod publikum i kø, når de fem optrådte med Anne Linnet i front.

Af journalist Dorte Søholm

2013

I den varme sensommer 1975 gik danskerne i biografen og morede sig over filmkomedien, ”Piger i trøjen,” i skolerne skrev børnene stile og lavede gruppearbejde om kønsroller, og i Folketinget arbejdede politikerne på en ligelønslov. Ligestillingen var på dagsordenen i familien Danmark. Men i musikverdenen dominerede mændene. Selv om hippietidens værdier var gældende mange steder i musikerkredse, var det et særsyn, at der i Rosenberg Studiet i København den sommer stod fem piger og indspillede en plade – uden mænd på guitar, klaver og trommer. Pladen, som udkom året efter, var kvindebandet Shit & Chanels første – men gruppen var allerede godt etableret som liveorkester.

Anne Linnet undrede sig

Som 16-årig gymnasieelev var Anne Linnet i 1969 begyndt at optræde lidt med sin guitar og egne tekster. Musikken fyldte en stor del af hendes liv, og da hun som 17-årig  blev kæreste med den 11 år ældre saxofonist, Holger Laumann, som var en central person i det aarhusianske musikmiljø, gik der ikke lang tid, før hun debuterede som sanger i hans orkester, jazzrockgruppen Tears.

SHIT & CHANEL 

Lis Sørensen (1955), sang og guitar 
Anne Linnet  (1953), sang og guitar 
Lone Poulsen (1955), bas 
Astrid Elbek (1956), klaver og keyboard
Ulla Tvede Eriksen (1955), trommer

En opvækst i et frisindet lægehjem i Aarhus-forstaden Åbyhøj med klaver og højt til loftet havde givet den handlekraftige Anne en selvstændighed og en naturlig tro på eget værd. 

Sideløbende med at hun gik i gymnasiet, optrådte hun med Tears, og efter studentereksamen i 1972 indspillede de et par plader. Der var gang i musikmiljøet i Aarhus i begyndelsen af 70’erne, og Holger Laumann var her og der og alle vegne. 

I 3. g flyttede den 18-årige Anne Linnet ind hos Holger Laumann, og året efter fik de en datter. Så det var en 20-årig kvinde med masser af både musikalsk og menneskelig erfaring, der i 1973 begyndte at spekulere:
 
”Jeg undrede mig over, at når man på den tid der i starten af 70’erne kiggede sig rundt i det musikalske landskab, så var det drengeorkestre med en kvinde, der stod i spidsen og sang i en pæn kjole. Det var sådan ligesom det, der var,” fortæller Anne Linnet i dag.

Anne Linnet og Holger Laumann.

”Jo, der var et pigeorkester, der hed Lady Birds, men de kunne ikke spille noget som helst – de smed bare tøjet. Det var jo noget helt andet, som ikke havde noget med musik at gøre.”

Ulla og Astrid spillede i ”Koen”

Anne Linnet så sig om efter andre piger, som ville musikken. Holger Laumann, som ind imellem underviste på den meget musikorienterede Aarhus Friskole, henledte hendes opmærksomhed på et par tidligere elever, Astrid Elbek og Ulla Tvede Eriksen, som under vejledning af musikpædagogen Leif Falk havde dannet et børneband ved navn ”Koen.” Anne Linnet tog ind for at høre, hvad det var for noget. 

 ”Ulla spillede congas, og Astrid spillede keyboard eller el-klaver. Og så spurgte jeg dem, om de kunne tænke sig at være med i noget. Jeg havde tænkt på at samle nogle piger, og det ville de gerne. Min storebror Lars havde på det tidspunkt en kæreste, der hed Lone, og hun spillede rigtigt godt guitar – altså exceptionelt godt guitar – og så spurgte jeg hende, om hun ville være med.” 

 Lone Poulsen var også klar. Til sidst kom Lis Sørensen til. Hendes stemme havde Holger Laumann spottet, allerede da han underviste hende i 5.klasse på Engdalskolen i Aarhusforstaden Brabrand.

Anne Linnet i studiet omkring 1973.
Turnéliv.

De sure tjanser

Nu var de fem, men det lå ikke klart fra begyndelsen, hvem der skulle spille hvad. Der blev drukket en masse kaffe og te, snakket og stillet instrumenter op hjemme i Anne Linnet og Holgers Laumanns hus på Åbyvej 26 i Åbyhøj.
 
Alle var fortrolige med klaveret, og guitar kunne de fleste også begå sig på. Men trommer og bas var der ikke rift om. De blev betragtet som de sure tjanser, mindes Astrid Elbek. Der blev byttet pladser og eksperimenteret en del det første halve års tid. Lone Poulsen ofrede sig for fællesskabet og greb bassen, mens Ulla Tvede Eriksen, som allerede var bekendt med percussions, tog pladsen bag trommesættet. Astrid Elbek blev ved sit klaver, og Lis Sørensen spillede guitar og sang lige som Anne Linnet.
 
”Det var sådan gefühl – vi prøvede os frem. Men Lone blev jo en fremragende bassist, og Ulla blev en fremragende trommeslager, så der kom virkelig noget ud af det,” fortæller Astrid Elbek i dag.  

Lis Sørensen.

Holger Laumanns gode råd

”Damebeatgruppen,” som Anne Linnet i et interview i 1973 kaldte konstellationen, var en realitet. Den fik sit navn, Shit & Chanel, og ”damerne” gik i gang med at øve. Anne Linnet var 20, og de andre 2-3 år yngre. Hun havde sin egen idé med bandet men var også inspireret af den entusiastiske Holger Laumann, som var meget interesseret i pigernes projekt. Det var svært for ham at lade være med at give gode råd.

”Holger han ville meget, meget gerne være en del af det der, og han kunne ikke holde fingrene væk fra det. Han syntes, det var utroligt spændende og god musik, og vi havde jo noget på hjerte, og det var næsten umenneskeligt svært for Holger at blive ude i køkkenet og lade være med at blande sig,” mindes Astrid Elbek med et grin.
 
”Han kom farende ind hele tiden og ville være med. Vi måtte finde nogle måder at undgå det på, så det blev så til, at vi øvede hos Ullas forældre nede i Åbyhøj i nogle kolonihaver, hvor de boede og havde bygget et øverum, hvor ”Koen” også havde øvet.”

Mændene var skeptiske

De fem piger fra Åbyhøj gik frygtløst til opgaven. Som journalisten Ditte Giese mange år senere udtrykte det, så stod der ”Bare kom an” malet i panden af dem på det billede, der prydede coveret på den første LP, ”Shit & Chanel” i 1976.
 
Men de blev udfordret fra den første dag, de trådte frem. Musikmiljøet var overvejende befolket af mænd, og de var skeptiske. Så Shit & Chanel besluttede, at de ved deres debut på spillestedet Trinbrædtet i Vestergade i Aarhus 19. april 1974 , skulle tage den skepsis ved hornene.
 
Anne Linnet beskriver i sin erindringsbog, ”Testamentet”, hvordan det første nummer gik over scenen:
 
”Jeg spiller på guitaren med en ølflaske, som jeg kører op og ned ad strengene. Det lyder ad helvede til. Lis’ guitar stemmer i med helt straighte akkorder i en anden toneart, Astrid falder ind med mærkelige toner fra el-klaveret, og Lones bas og Ullas trommer kommer ind med et brag. Jeg synger: ”Jeg har en gammel cykel, jeg gider ikke cykle på den, jeg tror, jeg stiger af. Jeg har en gammel opvask, jeg gider ikke vask’ den op, jeg tror, jeg lader vær.” Det ene umulige vers efter det andet.  Publikum måber, hvad er det her for noget? Så begynder de at trække på smilebåndene, og snart sidder de og griner. ”
 
Publikum blev på en humoristisk måde konfronteret med deres egne fordomme. Astrid Elbek fortæller:
 
”Det var Annes idé, at det skulle provokere. Hun var rigtigt kvik til sådan noget. Hun havde forudset, at reaktionen ville være: Hvad kan de her piger? Kan de noget? Det kan de nok ikke. Og så skulle vi spille sådan som om, det kunne vi ikke – og være åndssvage. Og så skulle det næste nummer være det, som vi kunne bedst, og så skulle vi så vise dem, at aha, vi kan godt noget alligevel. 

Og det holdt meget godt stik. For der var nogle kæber, der blev tabt, da andet nummer kom, som var et nummer, Lis havde lavet, som hed ”Du er en dejlig dreng.” Den gik lige ind, og det lød godt. Der kunne man godt mærke, at der skete et eller andet nede på Trinbrædtet.” 

Shit og Chanel udsendte fire LP'er fra 1976 til 1979. Da de i 2012 blev genudsendt i et boxsæt, måtte ordet Chanel dækkes af en rund prik. En domstol havde nemlig forbudt gruppen at bruge parfumefirmaets navn. 

Spilleglæden var til at få øje på

Shit & Chanel var nu kommet ud til offentligheden, og det blev bemærket i musikmiljøet. Også pressen lagde mærke til den musikalske nyskabelse, husker Astrid Elbek:

”Jørn Rossing skrev i Stiftstidende, at ”banaliteten druknede i oprigtigheden.” Han syntes, at vores tekster var lidt banale – og det var nogle af dem bestemt også. På det tidspunkt der især. Men der var den her oprigtighed, som gik ind hos ham.
 
Jørn Rossing Jensen, som i dag bor i Frankrig og skriver for internationale filmmedier mindes stadig sit første møde med de fem energiske Aarhus-piger på spillestedet i Vestergade:
 
 “Det er selvfølgelig et par år siden, men jeg kan godt huske koncerten i Vestergade 58. Det var efter, at Jens Helm-Pedersens Trinbrædtet var blevet til Musikernes Hus.
 
 Shit & Chanel gik rent ind. Jeg mærkede ingen skepsis blandt det det mandlige publikum, og jeg udnævnte gruppen til årets fund i aarhusiansk rytmisk musik, da jeg sidst i december 1974 opsummerede Musikmiljø Aarhus i avisen,” fortæller Jørn Rossing Jensen.
 
 “Der var kommet mere kraft i Linnets stemme, siden hun tre år forinden havde afløst Allan Mortensen som sanger i sin mand Holger Laumanns gruppe, Tears, og vel var der da ind imellem lidt kiks i samspillet, men der var saft og kraft i pigerne. Spilleglæden var til at få øje på, så jeg står stadig ved førstehåndsindtrykket.”


Lydklip med Anne Linnet

Begyndelsen

Anne Linnet fortæller om, hvordan hun samlede de fem musikere til pigebandet ”Shit & Chanel”  i 1974. 

Varighed: 1:54

Frygtløsheden

Anne Linnet fortæller om, hvordan de fem piger gik frygtløst til sagen og efterhånden skabte respekt om sig. 

Varighed: 0:49

Succes'en

Anne Linnet fortæller om, hvordan Shit & Chanel trak fulde huse, og de kom til også at spille på Montmartre i København.  

Varighed: 1:18

Tekstuniverset

Anne Linnet om, hvordan ”Shit & Chanel” med deres nyskabende tekster satte ord på kvinders liv.

Varighed: 1:20


Videoklip med Astrid Elbek

Debut

Astrid Elbek fortæller om Shit & Chanels debutkoncert, hvor de tog fusen på publikum og lod som om, de ikke kunne spille. 

Varighed: 2:04

Holger Laumann

Astrid Elbek fortæller om, hvordan Anne Linnets mand Holger Laumann havde svært ved ikke at blande sig i pigernes musik.

Varighed: 1:27

Fordomme

Astrid Elbek fortæller om, hvordan publikums forventninger til piger, der spillede musik, ikke altid passede med det, Shit & Chanel leverede.

Varighed: 2:22

Sammenstød

Astrid Elbek fortæller om hvordan S&C kom i unåde hos rødstrømperne, da de lod mænd optræde med sig på scenen.

Varighed: 2:36


Teksterne bliver varemærket

Anne Linnet havde lavet musik og skrevet tekster, siden hun var barn. Hun havde lagt mærke til, at når hun spillede med mandlige musikere, så gik de ikke så meget op i teksterne:

”Det gik op for mig, at drenge tit ikke rigtigt hørte efter teksterne. Dem var de sgu egentlig lidt ligeglade med. De ville hellere stå og brillere på instrumenterne, lytte til hinanden og lave nogle fede soloer  (…) De gik  op i nogle andre ting, men jeg tænkte, at der måske var nogen, der havde det lige som mig. At teksterne betød noget. At man kunne bruge musikken til at fortælle nogle historier,” fortæller Anne Linnet om sin drivkraft til at samle et rent pige-orkester.

Og teksterne blev Shit & Chanels varemærke i de kommende år. En hverdagspoesi, som favnede  alle kvindelivets facetter fra forelskelse over følelsen af forladthed – eller af uovervindelighed – til moderskabets ømhed. En ny form for udtryk, som var inderligt, men aldrig sentimentalt. Sangene rakte fra de hudløse og følsomme til de intenst rasende og indignerede, når uret var temaet. De fleste tekster og melodier kom fra Anne Linnet, men de andre bandmedlemmer bidrog også til kataloget.
 
”Der var jo rigtigt mange kvindehistorier. Der er en sang, der hedder Helga, der er en sang, der hedder Rita, der er en sang, der hedder Lena. (…) Man kunne relatere til sangene, og det kunne mændene sjovt nok også,” husker Anne Linnet.
 
”Når de hørte sådan en sang som ”Balløven”, så havde de måske også været den der idiot, der bare er sammen med en pige for sjov, og så kom hun måske til at føle noget, og det gad han sgu ikke. Og den situation havde de måske også været i. Der blev sat ord på en masse hverdagssituationer.”

Anne Linnet om eksemplets magt: ”Shit & Chanel var på mange måder forkæmpere for ligestillingen, men det var måske mere ved eksemplets magt, fordi vi gjorde det bare. Vi snakkede ikke så meget om det, men vi lavede et pigeorkester. ”

Forbudt for mænd

Kvindekampen stod højt på dagsordenen i midten af 70’erne. Og de kvindelige aktivister kunne godt bruge pigegruppen Shit & Chanel som ”husorkester.” Sangen ”Smuk og dejlig” blev en slags maskot for bevægelsen, da det kom frem, at den var skrevet til en kvinde.
 
Pigerne fra Aarhus kom som kaldet, men selv havde de det svært med retorikken og hele den måde, kampen blev kæmpet på. Selv om de sådan set sympatiserede med målet, ville de ikke omklamres af rødstrømpebevægelsen. 

Da Shit & Chanel i 1975 var engageret til at spille ved et stort arrangement på kvindernes internationale kampdag 8. marts i Nørrebrohallen i København, var det lige ved at udvikle sig til tumult. De mandlige musikerkolleger, som hjalp med at slæbe og opstille musikanlægget, måtte ikke komme ind. Festen var kun for piger, lød det. 

Shit & Chanel insisterede, og mændene kom med ind. Men helt galt gik det, da gruppen i det sidste nummer, som de havde for vane, inviterede mændene op på scenen for at jamme. ”Det blev taget yderst unådigt op,” husker Astrid Elbek.
 
”Det skreg jo til himmelen, at de her mænd, de måtte godt komme og slæbe gear og stille op, men de måtte fandme ikke komme op på scenen og spille med. Der var grænsen.” 

Der blev buhet af bandet, og enkelte kastede tomater. De mandlige musikere måtte forlade scenen, og efter musikindslaget forlod også Shit & Chanel hallen. Astrid Elbek var meget berørt af hændelsen, og i dag siger hun om den stemning, der herskede:
 
”Jeg vil måske fortryde, at jeg siger det her, men der var altså noget fascistoidt i det. Lige præcis den dumhed, som det hele gik ud på at bekæmpe - den så man lige pludselig folde sig ud. ”

Seje piger med selvtillid

Shit & Chanel-musikerne blev ramt hårdt af oplevelsen og havde brug for at tage afstand fra den. De var enige om, at ligestilling var noget, der skulle kæmpes for, men at der skulle kæmpes sammen med mændene. Kort efter 8. marts indrykkede de en annonce i musikbladet MM, hvor de bekendtgjorde, at til deres koncerter var alle velkomne – mænd, børn, hunde og katte osv.

Både Anne Linnet og Astrid Elbek kan i dag se, at trods uenighederne byggede Shit & Chanel på en måde på kvindebevægelsen. Uden den, havde de ikke fundet på at danne et pigeband.

Det gik støt og roligt fremad for pigerne i Shit & Chanel. Der var masser af spillejobs over hele landet, og publikum kunne godt lide konstellationen: Seje unge piger med selvtillid og følsomme tekster om kvindeliv.

”Jeg tror, det var meget stærkt at se fem piger give den gas på den måde,” siger Anne Linnet. 

I 1975 indspillede Shit & Chanel deres første LP, som udkom i 1976 under titlen ”Shit & Chanel”. Pladen fik masser af opmærksomhed, alene af den grund at det var piger, der sang, skrev og spillede. 

Nogle fremhævede inspirationen fra både Carole King og tidens jazzrock, og der blev lagt mærke til Astrid Elbeks sikre tangentspil, den seje rytmebund med koklokker á la Aarhus Friskole. Rockskribenten Torben Bille noterede sig også sangerinden Lis Sørensen med den, som han formulerede det, "himmelstræbende stemme." 

Ingen karriereplan

Der lå hverken karriereplan eller marketingstaktikker bag succes’en. Astrid Elbek husker tiden, hvor ingen af de fem anede, hvad det hele skulle føre med sig. Der var ikke nogen, de kunne sammenligne sig med eller have som forbilleder. Målet var bare at vise verden, at piger kunne spille.
 
 ”Vi blev ved med at overraske os selv med hensyn til, hvad der egentlig var af perspektiver i det her. Jeg havde fornemmelsen af, at vi havde en retning men ikke en destination. Og retningen, den var: Vi ser, hvor langt det her kan bære. Og det viste sig hele tiden, at det kunne bære lidt længere, end man havde troet. Så det var sådan lidt fornemmelsen af at køre bil og asfaltere vejen lige foran os.”

København blev lagt ned 

Selv om ingen vidste, hvor de kørte hen, så rullede de derudaf. Anne Linnets projekt var mere end lykkedes. Rygtet om de fem piger gik fra mund til mund, og efterhånden blev det sådan, at hvis Shit & Chanel var i byen, så skulle både piger og drenge in dog høre dem. Gruppen spillede for fulde huse, og tit stod publikum i kø langt ude på gaden. Selv København blev indtaget og lagt ned, mindes Anne Linnet:
 
 ”I starten måtte vi ikke spille på Montmartre, fordi Kaj, der have Montmartre, ikke syntes, at det var noget. Men så fik vi lov at prøve bare én gang. Og der stod køer helt ned til Nørreport. Det var noget, Kaj kunne forstå, for det klingede i hans entrékasse.”

De beholdt tøjet på - til stor skuffelse for nogle af tilhørerne.

Flugt over hals og hoved

Men der var også – især i starten, da ingen kendte gruppens stil og repertoire – nogle jobs, som set i bakspejlet må betegnes som fejltrin. Der var i nogle kredse en udbredt forventning om, at når en flok piger stillede sig op og spillede, så smed de nok i hvert fald noget af tøjet på et tidspunkt.

Astrid Elbek mindes et par gange, hvor Shit & Chanel-pigerne måtte flygte over stok og sten, fordi publikum var utilfredse. Første gang var i Øsløs pr. Vesløs, hvor bandet var hyret for den fyrstelige betaling 3500 kroner.

”Det foregik langt ude på landet nordenfjords. Og det var helt tydeligt, da vi kom, at de forventede noget dansktopagtigt. Det var jo ikke lige frem det, vi spillede,” klukker Astrid Elbek.
 
”Så var der et eller andet, der tændte i Anne. Hun har jo alle dage haft noget med at blive meget provokerende, når hun synes, at nu skal den altså have. Så fik hun overtalt sin lillebror til at gå op og synge en meget lummer sang, vi havde, der hed ”Jeg er våd og varm.” Vi måtte flygte bagefter. Krofatter kom farende og sagde: ”Jeg giver jer alle jeres penge, I må bare køre med det samme!” 

De kvindelige musikere måtte kæmpe en kamp, som deres mandlige kolleger ikke kendte til. Der var nogle kraftige fordomme blandt visse dele af publikum der i midthalvfjerdserne.

”Vi oplevede nogen, som i hvert fald slet ikke var kommet for at høre på vores sange om, hvordan et kvindeligt univers er, ” forklarer Astrid Elbek.

Opløsning uden dramatik

Shit & Chanel spillede rigtigt mange koncerter. I perioder var de ude hver fredag og lørdag. De kom hele Danmarkskortet rundt, men omkring den fjerde og sidste LP-udgivelse i 1979 begyndte bandets medlemmer imidlertid at få travlt hver for sig. Så selv om pladen, ”Dagen har så mange farver,” efter de fleste anmelderes mening var Shit & Chanels stærkeste og mest sammenspillede, blev den aldrig fulgt op af en egentlig turné. 

Gruppen gik på scenen sidste gang ved åbningen af Musikhuset i Aarhus 27. august 1982. En optagelse herfra findes som bonustrack på det boxsæt, som blev udsendt i 2012. Shit & Chanel blev opløst uden den store dramatik. De fem bandmedlemmer begyndte bare at spille med andre musikere ved siden af, så engagementet forsvandt lige så stille.
 
I 80’erne blev kønskampen fløjtet af. Om den endte med en sejr eller uafgjort, kan man fundere over. I hvert fald drog Anne Linnet videre til Anne Linnet Band, hvor tre syngende kvinder stod i front, mens mændene sad bagved og tog ”de sure tjanser” på bas og trommer.
 
Astrid Elbek, som i dag er udviklingsleder på Rytmisk Musikkonservatorium, forundres over, at det musikalske kønslandskab ikke har ændret sig mere. 

”Det er utroligt, at det skal tage så lang tid at rykke ved de her roller,” siger hun. ”Der er stadig kun 20 procent kvinder i rytmisk musik – og kun 2 procent instrumentalister. Vi prøver på konservatoriet at tiltrække kvindelige lærerkræfter, som kan være et forbillede for pigerne, men det er sværere, end man lige tror, at ændre det her. Det er ikke mændene, som undertrykker pigerne, men de vil altså hellere stå og synge og ”tage sig ud” foran et band, end de vil tage styringen på bas eller trommer.” 
Astrid Elbek mener dog ikke, at Shit & Chanel har levet forgæves.
 
”Vi gjorde det jo. Og vi gjorde det, fordi vi syntes, det var sjovt. Det gjorde en forskel i et stykke tid. Men der er stadig interesse for det, og jeg møder somme tider unge mennesker, som udbryder ”Respekt,” når de hører om min fortid i Shit & Chanel. 

I sommeren 1981 afsagde Sø- og Handelsretten en dom, der gav det franske parfumefirma Chanel medhold i, at deres navn ikke måtte bruges af andre. Shit & Chanel blev forbudt, og bandet tog kortvarigt navneforandring til Shit & Chalou. Men de fem musikere var på det tidspunkt allerede på vej i hver sin retning.

Efterliv

Sony Music udsendte i 2012 boxsættet ”Shit & Chalou 1974-1982” med de fire LP’er fra hhv 1976, 1977, 1978 og 1979 samt en bonus-cd med optagelser fra bl. a. Montmartre og Musikhuset Aarhus.
 
Shit & Chanel købes og spilles stadig. Så sent som i uge 22 i 2013 blev ”Smuk og dejlig” spillet syv gange på DR’s kanaler.

Annet Linnet, Lis Sørensen, Astrid Elbek og Ulla Tvede Eriksen anno 2012. Foto: Les Kaner.

Torben Bille om tiden

”Det var dengang bh’er blev betragtet som kvindeundertrykkende, dengang man fik dårlig samvittighed, når man drak sådan noget multinationalt sprøjt som Coca-Cola, dengang begge køn syede pyntebånd på kassebukserne, dengang en ufaglært arbejder var statsminister og rundkredspædagogik ikke var et skældsord, dengang vi ikke puttede Gasolin’ i tanken, men på pladetallerkenen, og dengang pigeorkestre var topløse, ikke kunne spille og lod sig beglo på havnefester i det, der endnu ikke hed Udkantsdanmark.”

SHIT & CHANEL ÅR FOR ÅR

1973, Anne Linnet samler Lis Sørensen, Lone Poulsen, Ulla Tvede Eriksen og Astrid Elbek i gruppen Shit             & Chanel
1974, Shit & Chanel debuterer 19. april på spillestedet Trinbrædtet
1976, Shit & Chanels første LP: ”Shit & Chanel” (Abra Cadabra)
1977, Anden LP: ”Chanel no. 5” (Abra Cadabra)
1978, Tredje LP: ”Tak for sidst” (Metronome)
1979, Fjerde og sidste LP: ”Dagen har så mange farver” (Metronome)
1981, Gruppen skifter navn til Shit & Chalou, efter at parfumefirmaet Chanel har fået medhold i, at                     navnet Chanel ikke må bruges
1982, Gruppen giver sin sidste koncert ved åbningen af Musikhuset Aarhus 27. august
2006, Sangen ”Smuk og dejlig” kommer på kulturkanonens evergreenliste
2012, Sony udsender boxsættet ”Shit & Chalou” 1974-1982