Michael Learns to Rock

”The Actor” erobrede Asien og gjorde MLTR fra Aarhus til en af dansk pops største eksportsucceser.

Inderlige popballader fra hitmageren Jascha Richters sikre hånd blev Michael Learns to Rocks varemærke. De fire Aarhus-drenge, som vandt talentkonkurrencen, ”Vi har scenen, har I musikken,” skrev musikhistorie, da de tre år senere fik deres gigantiske gennembrud i Asien med hittet ”The Actor.” Ingen andre bands har turneret så massivt i hele Asien og nedbrudt så mange barrierer. MLTR blev det først vestlige band, som spillede i både Cambodia og Myanmar, og eventyret er ikke slut. De asiatiske fans elsker stadig de danske popstjerner.

Af Journalist Dorte Søholm

2014

Musikvideo "The Actor"

Det er en fredag aften i Grenaa. Michael Learns to Rock går på scenen i Kulturhuset Pavillonen foran 250 mennesker. En stille og rolig aften på bandets lille akustiske Danmarksturné i foråret 2014. Jascha Richter ved keyboardet lægger følsomt ud med ”Sleeping Child.” Det er et fredsommeligt nummer, men reaktionen er overvældende. På første række sidder nemlig omkring 15 unge thaikvinder, og de har sat sig for at piske stemningen op til asiatiske koncerthøjder. Fra første nummer løfter de begejstret armene og svajer frem og tilbage i takt til musikken, mens de skiftevis hviner og synger med på refrænerne. 

Kvinderne er dansk gift og bosiddende i Østjylland, de fleste på egnen omkring Djursland. Det er Nie Sørensen og hendes mand, Birger, der har samlet tropperne – i alt 30 inkarnerede fans. De er højlydt begejstrede og skaber en festlig stemning i hele salen. Også tre filippinere er mødt frem, og et par kinesere markerer sig og vifter med deres rød-gule flag. På scenen smiler Kåre Wanscher, Mikkel Lentz og Jascha Richter, tilsammen Michael Learns to Rock eller MLTR, det bedst sælgende danske band gennem tiderne i Asien. De føler sig tydeligvis hjemme i Grenaa med den trofaste opbakning fra den lokale asiatiske koloni. 

Inderlig pop i 1985

Det er fredag aften i Aarhus, 1985. Ved klaveret på en café sidder en ung mand med uregerligt, krøllet hår og vemodige øjne og spiller inderlige popballader. Han er anderledes end tidens toneangivende musikere, som synger på dansk og som tager udgangspunkt i funk, reggae eller i en rytmisk jazzet tradition.

Jascha Richter bekender sig i 80'erne til poppen.

Jascha Richter er 22 år i 1985, og han ved, at han er en fremmed fugl i midtfirsernes frodige musikmiljø i Aarhus. Men hans selvværd er højt, ambitionerne er store, og han bekender sig åbent til strygere, følsomt piano og popsymfoniske sværvægtere som Elton John, ABBA og Bee Gees.

Starten på MLTR

Den gennemmusikalske Jascha, som kommer fra en familie, hvor alle spiller klassisk musik, og som har en baggrund på Rudolf Steiner-skolen, spiller i forskellige bands, og han begynder desuden at komponere sine egne sange.
 
Seks år yngre Kåre Wanscher er vokset op i et hippiekollektiv og har en helt anden omgangskreds end Jascha. Som teenager er han begyndt at spille trommer, og han prøver sig selv af i adskillige musikalske sammenhænge og er med i både et funk-, et reggae- og et country-band. I 1987 mødes Kåre og Jascha på Marselisborg Gymnasium, hvor de kommer i samme HF-klasse.

Kåre og Jascha beslutter at lave et band, da de mødes på HF.

Jascha har besluttet at lave et band, som udelukkende skal spille hans kompositioner, og Kåre, som er overvældet over det talent, han ser og hører, er med på idéen. De to kigger sig om efter en guitarist og spørger så Mikkel Lentz, som er kæreste med Jaschas lillesøster, Miriam. Han spiller guitar og sidder desuden og roder med noget New Age-agtigt, meditativt ambient musik.

”Da vi lige fik overtalt ham, så var vi sådan lidt i gang. Vi kunne jo se, at Mikkel så godt ud på en scene, og det var det vigtigste, så han skulle være med,” griner Kåre i dag, 26 år senere.

Søren Madsen får bassen

Den 21. marts 1988 skulle de tre unge musikere for første gang spille sammen i øvelokalet ”Fryseren” ved de gamle slagterihaller i Jægergårdsgade på havnen i Aarhus. Gamle fryserum var lavet om til øvelokaler med æggebakker på væggene, og her øvede en del af den aarhusianske talentmasse.
 
Søren Madsen, en guitarist, som Kåre spillede sammen med i andre sammenhænge, var blevet hidkaldt for at lægge en bas-bund på et par numre, men han blev hængende hele aftenen. Søren var langhåret og Led Zeppelin fan, men han blev lige som de to andre fanget ind af Jaschas helstøbte kompositioner og gennemtænkte arrangementer. Egentlig var han guitarist, men han tog bassen og blev ved den de næste 12 år.

Mikkel husker, at Søren Madsen i 1988 var lidt af en stjerne i byen, fordi han havde været med til Melodi Grand Prix:

”Normalt var han egentlig sådan en hippie-type - meget loose i stilen - men han kom der til den første øver i totalt sponsoreret Melodi Grand Prix outfit. Sådan nogle kunstige lapper på bukserne, som var meget hotte på det tidspunkt, og lækker skjorte. Så vi tænkte: Wauw, han er allerede en stor stjerne ham der.”

Søren Madsen blev spurgt samme aften, om han ville være med som bassist. Så da de fire forlod øvelokalet, var de et band. 

Pop var nærmest et bandeord

Der var gang i både øvelokaler og spillesteder i Aarhus i 1988. Mange unge spillede musik.  Både Kåre og Søren var med i 4-5 forskellige orkestre, og man kendte hinanden og udvekslede erfaringer, bandmedlemmer og instrumenter på kryds og tværs. 

Et af de steder, der var rigtigt meget liv, var i øverummene i ”Fryseren.” Mikkel fortæller om det miljø, der opstod der:

”Der var rigtigt mange forskellige bands, og jeg kan huske, at ved siden af os var der et band, der hed Picnic, som stod og spillede sådan noget fuldstændig avantgarde-punk-jazz, og det var meget sjovt, at vi stod derinde ved siden af og lavede det der popmusik.”

En af dem, der trykkede den af inde ved siden af hos avantgarde-bandet Picnic, var trommeslageren Carsten Ortmann, som i dag er kulturjournalist ved DR. Han husker godt MLTR fra 80’ernes musikmiljø. Han havde selv kortvarigt spillet med Mikkel i et andet band. 

”Så jeg lagde selvfølgelig mærke til dem, og jeg kan huske, da jeg hørte det første med dem - det var vist "The Actor" - tænkte jeg, at det var forfærdeligt... Men mine antenner var overhovedet ikke stillet ind på pop på det tidspunkt. Jeg var et helt andet sted.”

Og det var der mange, der var på det tidspunkt. De engelske grupper The Cure og Depeche Mode lagde stilen for store dele af det danske musikmiljø. Der var krav om panderynker og sorte rande under øjnene, hvis man skulle tages alvorligt som musiker. Det hele var mørkt og dybsindigt. 

”Men vi sagde bare: Vi spiller popmusik! Og det var der ellers ingen, der gjorde. Det var nærmest et bandeord. Men vi syntes faktisk, at det var rigtigt fedt,” fortæller Kåre.

Bandet får et navn

Jascha var klassisk skolet. Han havde gjort sit hjemmearbejde og mødte op til den første øveaften med ti færdige sange i fuldstændige arrangementer. Det nye band nåede at gennemspille alle ti sange – noget de andre musikere slet ikke var vant til fra andre band-sammenhænge, hvor man normalt jammede sig frem til et udtryk og spillede de samme numre igen og igen. Det kunne Jascha ikke se nogen grund til. Han vidste jo, hvordan det skulle lyde.

Kassettebåndet her var det første sted, bandets navn blev skrevet.

De første måneder spillede de fire drenge bare løs. De havde ikke noget navn, men de havde ambitioner. Så ret hurtigt fik de indspillet et demobånd, som de sendte ind til den lokale talentkonkurrence, ”Vi har scenen, har I musikken,” som hver sommer siden 1983 var blevet afviklet ved Musikhuset Aarhus, og som havde stor bevågenhed i byen.  

På båndet skulle stå et navn. Det blev Michael Learns to Rock. Det kom bare ud af det blå, fortæller Jascha. 

”Det var noget, jeg fandt på sådan på stedet, da jeg skulle sende det der bånd ind. Man skulle skrive en seddel og lægge omkring kassettebåndet med navn på gruppen og kontakt-telefonnummer. ”

Kåre husker stadig, da Jascha lige inden en historietime kom og lagde kassettebåndet foran ham med navnet – Michael Learns to Rock. Det var første gang, han hørte det. Og Mikkel har stadig båndet, fortæller han:

”Jascha havde tegnet en guitar udenpå, hvor kroppen havde form som en stjerne, og så stod der Michael Learns to Rock og telefonnummer 06 osv. ”

I dag forklarer Jascha det lange navn med, at det var inspireret af de to engelske bands, Frankie Goes to Hollywood og Johnny Hates Jazz. 

”Og Michael Jackson,” tilføjer Kåre.”Vi kan jo ikke komme udenom, at der var et eller andet ordspil i King of Pop og noget med rock og noget med Michael Jackson, som vi synes var pænt hot også dengang.”

Fire unge mænd fra Aarhus gør klar til at indtage verden.

Videoklip

Om navnet MLTR

Navnet Michael Learns to Rock opstod i 1988, da der skulle stå noget på det kassettebånd, gruppen sendte ind til en talentkonkurrence.

Varighed: 1:37

Om den første øveaften

Kåre Wanscher og Mikkel Lentz fortæller om den første aften bandet øvede sammen, hvor det fjerde medlem Søren Madsen, kom med på bas.

Varighed: 1:16

Om at spille pop

MLTR har altid stået ved, at de spiller popmusik, selv om der ikke altid har været den store respekt om den genre. Men gruppen var selvbevidst og havde store ambitioner helt fra starten.

Varighed: 2:12

Om Indonesien

Kåre Wanscher fortæller, hvordan de sad på en lokalradiostation i Nordjylland, da de fik beskeden om, at de lå nummer et i Indonesien.  

Varighed: 1:02

Om eventyret i Kina

Fra filmen ”MLTR – How We Learned to Rock”
Milk & Honey Productions

Varighed: 2:19

Populariteten i Asien

Fra filmen ”MLTR – How We Learned to Rock”
Milk & Honey Productions

Varighed: 0:52


MLTR vinder talent-konkurrencen

Allerede i maj havde det få måneder gamle band vundet en delt førsteplads i Dansk Rock Grand Prix i Ridehuset i Aarhus. Og 30. juli spillede de så sejren hjem ved finalen i ”Vi har scenen, har I musikken” på Amfiscenen ved Musikhuset. Talentkonkurrencen var en begivenhed, som fik stor opmærksomhed både i pressen, i musikmiljøet og hos publikum. Jascha havde selv året før slugt artiklerne om vinderbandet ”Never Cry Wolf” og tænkt, at det måtte være det største at vinde den konkurrence.

Nu var det MLTR’s tur. Da de blev kåret som vinder af ”Vi har scenen…” i 1988, var de med et slag verdensberømte i Aarhus, fortæller Kåre:

”Konkurrencen var kæmpestor dengang. Vi vandt et job på Skanderborg, og på landsplan begyndte de faktisk at skrive om os i de forskellige blade, fordi vi havde vundet.  Så det var faktisk meget konkret den konkurrence, der satte det hele i gang. ”

Præmien var 25.000 kroner, en radiotransmitteret optræden og åbningskoncerten på årets Skanderborgsfestival. Men det, der skulle få afgørende betydning for MLTR var, at de i forbindelse med talentkonkurrencen mødte J. P. Andersen – også kaldet JP - som sad i dommerkomitéen.

JP bliver manager

Han kunne høre hits i Jascha Richters kompositioner, så han lagde sig i selen for at overbevise resten af dommerpanelet om, at gruppen skulle vinde, selv om den spillede den forkætrede pop.

”Dengang var popmusikken måske ikke så stueren, men jeg syntes simpelt hen, at de var de bedste,” husker JP i dag.

Da MLTR kort tid efter skulle spille på den Skanderborg Festival, som JP havde været med til at grundlægge nogle år forinden, mødtes han igen med de fire unge amatørmusikere, som ikke rigtigt havde styr på hverken aftaler, grej eller klokkeslæt. Og han blev stærkt irriteret over deres manglende professionalisme.
 
”Så de fik et lille møgfald i omklædningsrummet i retning af, at hvis de ville noget i den her branche, så skulle simpelt hen få sig en manager, fordi de havde ikke selv styr på en skid.”

Der var ikke nogen bagtanker fra JP’s side. Han havde syslet med lidt booking for nogle artister, men han havde, som han siger, ”ikke planer om at skulle være pædagog for nogen.”

Det blev han så alligevel, da bandet spurgte ham til råds, og de fem efter et møde blev klar over, at de havde den samme entusiasme og tro på sagen. JP fortæller:

”Der var sådan en fælles, meget ensartet drift i dem. Det var helt tydeligt, at det var det her der skulle satses på for dem alle fire. ”

J.P. Andersen, manager MLTR.

De fire unge musikere levede af bistandshjælp, så det var en spændende og ny tanke, at de kunne komme til at tjene penge på det, de gik og lavede, fortæller Mikkel:

”Men der havde JP den helt rigtige attitude og kendte branchen, så det var helt sikkert ham og hans hårde slid, der banede vejen for den pladekontrakt, vi fik.”

Promotionbillede af MLTR. Der blev ikke sparet på eyeliner og hårgelé.

Eyeliner og mascara

JP investerede både tid og penge i opgaven og tog flere gange til London, hvor han sad i timevis og ventede for at få de høje herrer hos pladeselskaberne i tale. Men et halvt år efter Skanderborgfestivalen, lykkedes det i februar 1989 at skaffe MLTR ind hos danske Medley, og bandet kunne skrive under på sin første pladekontrakt. Jascha vurderer i dag, at det var bandets egne ambitioner kombineret med JP’s, som gav resultat:

”Vi troede på, at vi skulle blive kæmpestore, og vi sagde det også til de små cafeer, når vi spillede på Café Cha-Cha i Herning og sådan nogle steder. Så sagde vi til bartenderne, at om nogle år så står vi og spiller på Wembley i London… Vi var sådan lidt hovski snovski,” griner Jascha. Og Mikkel tilføjer:
”Ja, vi havde også sådan lidt eyeliner på og lidt skygge og mascara. Det var jo 80’erne, skal man jo lige huske. Så jo, vi gjorde, hvad vi kunne for at se tjekkede ud.”

Pladekontrakt og bistandshjælp

Det attitude-bevidste band – nu med pladekontrakt - indtog Medley-studiet i København. Men det blev en lang og hård proces, de skulle igennem, og det kom til at tage halvandet år, før musikken og udtrykket var helt på plads, og den første plade kunne sendes ud.
 
I mellemtiden spillede bandet et hav af koncerter, for en del af aftalen med manager JP var, at han skulle skaffe dem 100 jobs, så de kunne få pudset formen af. Og her aftvang de fire popdrenges attitude respekt hos JP. Der var ikke noget brok:

Skanderborg festival.

"De var fuldstændigt forventningsløse og gik med lukkede øjne og højt løftet pande ind i hvilket som helst job, hvad enten det var til en privat fest eller det var på et lille værtshus eller spillested. ”

Trods travlheden tjente bandmedlemmerne stadig ikke rigtigt penge på deres musik, så det var socialkontoret, der holdt dem kørende. Kåre fortæller, at det handlede om at overbevise sin sagsbehandler om, at der var en plan med musikken, og at der var en økonomisk fremtid i det, de gik og gjorde. Og her hjalp det godt, at MLTR begyndte at få sit billede i avisen engang imellem.
 
Jascha husker, at han var overrasket over, hvor let det var at få noget opmærksomhed i medierne efter sejren i ”Vi har scenen…”

”Jeg gik bare ned til en radio i Aarhus med vores demo bånd, og de begyndte at spille det med det samme. Og hvis man skulle give koncert et sted, så kunne man bare sende nogle billeder ind til Aarhus Onsdag med en lille skrivelse, og så kom det med garanti i avisen,” fortæller Jascha.

Kampen i studiet

Helt så let gik det ikke at indspille en plade. Processen var præget af endeløse diskussioner mellem band og pladeselskab. Der blev eksperimenteret, afprøvet nye producere og lavet indspilninger, som blev kasseret. Det var svært at overføre energien og lyden fra koncerterne til indspilningsstudiet. 

Desuden forsøgte Medley at overbevise bandet om, at teksterne skulle være på dansk, hvis de skulle hitte i Danmark, og Jascha arbejdede i en periode sammen med Poul Krebs om at oversætte nogle af sangene. Men det var ikke nogen farbar vej. Sangene mistede deres magi og elegance. 

Midt i det hele blev arbejdet afbrudt af et eventyr i USA, hvor bandet fik en kontrakt og gjorde sig klar til det helt store gennembrud. Men selskabet gik konkurs, og drømmene bristede. Til gengæld ventede det store gennembrud nu i en anden del af verden. 

”The Actor” baner vejen

Debutalbummet, ”Michael Learns to Rock,” lå endelig klar i efteråret 1991. Herpå fandt man nummeret, ”The Actor,” som kom til at bane vejen for MLTR i Asien. Pladeselskabsmanden, 

Agus Syarif Hidayat, sad på EMI’s Indonesiske kontor, da han fik tilsendt et bånd med 30 numre af forskellige kunstnere. Han lyttede og blev tryllebundet af ”The Actor.”  Til bogen ”Something You Should Know,” fortæller han i 2001: 

”Det er rørende og fængende på en gang, og det lyder internationalt. Jeg var specielt fanget af teksten til ”The Actor,” der virkelig ramte en følelse, som folk her ville forstå.”

EMI-manden præsenterede nummeret for DJ’en på radiostationen, Prambor Radio 102,3 FM i Jakarta. Han faldt også for ”The Actor” og begyndte at spille den i radioen, og allerede ugen efter skrev og ringede lytterne ind med krav om at høre sangen igen og igen. MLTR’s album med sangen på blev hurtigt udsendt i Indonesien, og herfra spredte populariteten sig til først Singapore og Malaysia og derefter endnu flere asiatiske lande. 

Jascha, Kåre, Mikkel og Søren anede ikke, hvad der skete i Indonesien om omegn. De var i efteråret 1991 i gang med at lancere deres album i Danmark og kørte rundt i en lånt Ford Granada og besøgte den ene lokalradio efter den anden, mens de levede af dagens ret på rastepladser og overnattede på vandrerhjem – eller i bilen.

En dag, da de sad i studiet på en lille jysk lokalradio og fortalte om deres popstjernedrømme, kom der en fax fra pladeselskabet, fortæller Kåre:

”Der stod: ”I er nummer et i Indonesien!” Og det var simpelt hen første gang, vi overhovedet hørte et ord om Asien, på en fax i en lokalradio et eller andet sted i Jylland. Vi vidste ikke rigtigt, hvad Indonesien var. Om det var et land eller hvad. Vi havde jo aldrig været derude.”

Gennembrud ude og hjemme

Også i Danmark tager ”The Actor” alle med storm. Sangen bliver spillet overalt, og MLTR får en Grammy for Årets Danske Popudgivelse. Hvor stor en gennemslagskraft, sangen har, går op for de fire bandmedlemmer, da de i november 1991 skal spille på diskoteket Powerstation i Randers. Den koncert ser de stadig tilbage på som et af højdepunkterne i deres karriere, fortæller Kåre:

”Jeg tror, de fleste vil sige, at første gang man står på en scene, og folk synger med på ens musik, da kan man lige som mærke et eller andet, man ikke har mærket før. Og det skete den aften i Randers, da vi pludselig blev mødt af 1300 mennsker, som sang med på ”The Actor” og kunne teksten fuldstændigt. Vi blev blæst helt bagover.”

Nu var de fire unge musikere klar til at brødføde sig selv. Bistandshjælpen blev droppet, og de stiftede et anpartsselskab, hvor alle indtægter fra koncerter og pladesalg gik ind. Herfra fik musikerne så udbetalt løn. I de første år 12.000 kroner pr. mand om måneden. Siden steg det beløb…

Production manager Jesper Philbert.

Lydklip

Om koncerten i Hanoi

Production manager Jesper Philbert fortæller om en koncert i Hanoi, hvor det var ved at gå galt, fordi der var falske billetter i omløb.  

Varighed: 1:19

Om primitive arbejdsforhold

Production manager Jesper Philbert fortæller om, hvad man kan blive udsat for af defekt teknik og udfordringer i form af kulturforskelle på turné i Asien. .  

Varighed: 2:14

Jesper Philbert blev på det tidspunkt hyret ind som turmanager for gruppen. Han er stadig med som production manager, når de tager på turnéer og har gennem årene sørget for teknik og logistik på omkring 30 store ture til Asien. Jesper Philbert husker den euforiske periode, da det hele eksploderede:

”Jeg kørte rundt med bandet i en kassevogn, hvor de sad omme bagi. Og vi havde købt en mobiltelefon der i 91, den første håndholdte Nokia. Den ringede bare hele tiden. Så var det Rockshow, så var det Grøn Koncert. Jeg gav beskeder om på bagsædet til bandet: Rockshow ringer, hvor meget skal vi have for et job? Så blev der råbt: 60.000! Og så sagde jeg: Vi skal have 60.000 pr. job. Fint, I har syv jobs. Det var ret underholdende.”

Mikkel foran et begejstret publikum.

Første møde med de asiatiske fans

I 1994 efter at album nummer to er udsendt, tager Michael Learns to Rock på sin første turné til Asien. Mindre promotionkoncerter er planlagt, men i løbet af kort tid eksploderer det, og gruppen bliver modtaget som konger, da de ankommer til Bangkok. Manager JP husker den surrealistiske fornemmelse:

”Det er jo lige som at være med i en eller anden b-film fra Hollywood. Man tror, det er løgn, når man lander i en storby og får politieskorte, hvor man stopper trafikken på motorvejene, for at vi kan køre forbi. Det har vi altid nærmest fniset af – hold kæft, det er sgu da løgn. Så vigtige er vi da ikke…”

Koncerten i Bangkok er blevet flyttet til Asiens største diskotek, Phoebus, og 11. november står ”Michael Learns to Rock” fra Aarhus ansigt til ansigt med 12.000 jublende fans. Den koncert er der ingen af de fire, der nogensinde glemmer, fortæller Kåre:

”Det var første gang, vi prøvede det der masse-sus, hvor der står 12.000 mennesker og er fuldstændig på bølgelængde.”

Mikkel er også sikker på, at koncerten på Phoebus er det største sus, de nogensinde har oplevet:
 
”Mens vi spillede, var der simpelt hen folk, der besvimede, fuldstændig lige som man har set på tv med de helt store bands.”

Til Shanghais Formel 1 Grand Prix i 2005, hvor MLTR mødte den kinesiske kungfu-filmstjerne Jackie Chan.

Den jyske selvironi

Det krævede en god jordforbindelse ikke at forsvinde op i skyerne med den forgudelse, de fire Aarhusdrenge de følgende år blev udsat for fra deres asiatiske fans. Men der var lige fra den første tur en bevidsthed om, at man lige skulle hive hinanden ned på jorden ind imellem, når det hele blev for overvældende, fortæller JP:

”Jeg tror, vi var gode til at fastholde os selv og at nedtone det hele med en jysk selvironi. Man nøjedes med at glæde sig i fællesskab over det, der var at glæde sig over. Alle var jo udmærket klar over, at det første, der ville ske, når de kom hjem, det var, at konen ville bede dem om at tage opvasken.” 

For at få lidt ro fra påtrængende fans og autografjægere, begyndte gruppen at indlogere sig under alias’er, når de kom til hotellerne i de store byer. JP fortæller:

”Vi havde haft rigtigt dårlige erfaringer med, at vi ikke kunne komme ud af hotellerne, og der rendte fans rundt, som brød ind på hotellerne for at få have autografer og bankede på. Og så var der en, der sagde: Vi kalder os sgu da bare Kim Larsen, Søren Berlev, Franz Beckerlee og Kim Larsen.”

Så i mange år turnerede Gasolin uden at vide det fra by til by i Asien.

At begå sig i Asien

Jaschas sange går lige i hjertet på asiaterne. Ud over at tonen er blid og romantisk, egner balladerne sig også godt til den populære selskabsleg karaoke, som er meget udbredt i Asien.
 
Fra 1994 er Michael Learns to Rock faste gæster i Asien. De spiller under de mest primitive forhold langt fra de store byer, for der er en ambition om at nå ud også til fans i fjerne egne. Steder hvor ingen andre vestlige bands nogensinde har været, og hvor hverken transportmidler eller hotelstandard er beregnet på et popband og deres følge. 

Det faste hold af medarbejdere, gruppen får bygget op omkring sig, udvikler nogle helt specielle kompetencer i forhold til at gøre det umulige muligt. 

Jesper Philbert på opgave i Bangalore i Indien.
Fra Shillong i Indien 2005 hvor scenen var lavet af bambus, -og lys-dæmperne var lidt livsfarlige.

Production manager Jesper Philbert husker tydeligt den allerførste tur, han var med på i 1994. Efter en koncert i det strømlinede og højteknologiske Singapore, hvor alt kørte på skinner, gik turen videre til mere landlige destinationer på Filippinerne, hvor udfordringerne stod i kø. 

”Her var teknikken simpelt hen bare noget, der var løgn. Noget gammelt lydanlæg og lysanlæg, som vi skulle sidde og lodde i for at få til at virke,” fortæller Jesper Philbert, som sammen med en enkelt mand mere stod for at klare alt det praktiske omkring koncerterne. De fløj fra job til job i syv uger og arbejdede 18 timer i døgnet.
”Så da var vi gamle, da vi kom hjem,” griner Jesper Philbert, som fortæller, hvordan det tog lidt tid at lære at tackle kulturforskellene. Som på Filippinerne, hvor det var en udfordring at styre de lokale scenearbejdere.

”Man er i gang med at sætte det hele op, og der er en time til lydprøve. Men pludselig er alle de lokale væk. Så kigger man rundt. Så har de sat sig ned på hug ovre ved en væg, og så sidder de der og sover, fordi det er siesta. ”

Med årene har crewet lært at forstå, hvordan tingene fungerer i de forskellige lande. Der er en bevidsthed om, at hvis man vælger at spille en koncert for eksempel i 2,5 kilometers højde i Shilong i Indien på grænsen til Bangladesh, hvor det tager otte timer i en firehjulstrækker at nå frem, så må man også være forberedt på lidt af hvert, fortæller Jesper Philbert:

” I Shilong var hele scenen bygget af bambus. Også scenetaget, hvor der hang tunge bevægelamper. Og der var lysdæmpere med 400 wolt kabler, som gik igennem metalkasser, der ikke var afskærmet. Så man skal altså lige passe lidt på, man ikke får stød, når man går rundt i sådan noget…”

Kina

MLTR er det første vestlige band, som optræder i Kina i fem år, da bandet i 1997 indtager landet med en koncert i Beijing. Den store asiatiske musik-tv-kanal, Channel V, følger med på turen og sender et show fra Taipei til 250 millioner mulige seere. 

Turen er en af dem, bandmedlemmerne stadig kan tale længe om, fordi det hele var så anderledes i Kina dengang. Det var som at være med i en Tintin-historie, smiler Mikkel. Og Kåre fortsætter:

”Det var virkelig en stor oplevelse at komme dertil i 1997, hvor der stadig var noget gammelt Kina med mange cykler på gaderne og folk i det der blå Mao tøj og kasketter.”
 
Bandet køres i limousiner med politieskorte ud til den kinesiske mur, og på tilbageturen til Beijing holder kortegen ind ved en af de første McDonalds, for at vesterlændingene kan blive tanket op med burgere. Både pressemøder og koncerten i Beijing trækker fulde huse, og musikerne overraskes over, at publikum kender alle sangene, selv om der officielt ikke er solgt nogen plader i Kina endnu. 

Plakat fra turen til Kina 1997.
Jascha i Kina 1997.
Kåre i Kina 1997.

Koncerten i Folkets Arena

Koncerten i Beijing afvikles i Folkets Arena, en rund hal med plads til 8000 mennesker. En speciel udfordring for de optrædende, fordi også scenen er rund, og der er publikum til alle sider, erindrer Mikkel:

”Vi vidste egentlig ikke rigtigt, hvordan vi sådan skulle håndtere det der, så hver gang der var en guitarsolo eller et break, så var det bare ned og løbe rundt for at komme i berøring med alle mennesker.”

Bandet og deres hold kigger noget, da de om eftermiddagen ankommer til hallen for at lave lydprøver og tjekke op på teknikken. Kineserne har fundet deres helt egen løsning på kravet om en røgmaskine til showet. Kåre fortæller:

”Der stod en gammel tandløs kineser ovre i et hjørne med en olietønde med ild i. Oven på den lå der sådan en wok-agtig stor, rund ting. Og der stod den gamle kineser med sådan noget krudtpulver og rørte rundt med sine pinde og lavede røg, og det havde han gjort hele dagen.”

Det er forbudt for publikum at rejse sig og danse, og efter koncerten får bandet at vide, at der er folk, der er blevet arresteret for at danse til deres musik. 
MLTR skriver kulturhistorie, da de bliver det bedst sælgende internationale band nogensinde i Kina. De følgende år er de i Kina og spille fem-seks gange om året.

Folkets arena i Beijing -8000 tilskuere til MLTR .

Jubilæumsåret 2013

I 2013 fejrer Michael Learns to Rock sit 25 års jubilæum med en koncert på Skanderborg Festivalen, som transmitteres live til hele verden via den smartphone baserede app Subcell 11. Og 2013 bliver også året, hvor MLTR som det første internationale navn i 60 år optræder i Myanmar. I Folkets Park i Yangon spiller de for 15.000 begejstrede burmesere, som kender deres sange fra radio, tv og pirat-kopierede cd’er.

Endelig bliver jubilæumsåret også markeret med et royalt samarbejde. MLTR indspiller en singleplade sammen med Prins Henrik som en gave til Thailands konge. Prins Henrik sidder ved klaveret på indspilningen af ”Echo,” som er skrevet af den thailandske konge, der selv er jazzmusiker og komponist – og MLTR-fan.

MLTR kom før Dylan

Det eventyr, som Michael Learns to Rock, udviklede sig til, ligner ikke noget, som andre danske bands har oplevet. De var det første vestlige band, som spillede i både Cambodia, Burma, Bangladesh og Vietnam. De har optrådt i Nepal, Mongoliet og steder, hvor de færreste kunstnere lige lægger vejen forbi.

Mikkel fortæller, at han morede sig over en overskrift, han så, om at Bob Dylan skulle have æren af at være den første vestlige kunstner, der spillede i Cambodia for fem år siden: 

”Men det er faktisk ikke rigtigt. Det var simpelt hen os. Vi var der for syv år siden. (…) Ja, vi har været de mest vilde steder, altså.”

”Og det skønne ved vores karriere, det er, at den fortsætter og fortsætter,” tilføjer Jascha. Lige nu har bandet forespørgsler fra Papua Ny Guinea og Salomonøerne.

MLTR - I dag modne mænd, men stadig popstjerner.

I dag er det i høj grad gruppens asiatiske fans, som på de sociale medier holder interessen i live. Michael Learns to Rock spiller stadig koncerter både i Asien og i Danmark, og for nylig solgte de 5000 billetter til en stor koncert i Singapore. Gruppen spiller et par uger om året i Asien, mens de herhjemme i højere grad satser på flere, men mindre og mere intime koncerter. 

MLTR er tonet ned til at være et fritidsprojekt for de nu tre musikere. Søren Madsen forlod bandet allerede i 2000. Men de omkring 50-årige popstjerner og familiefædre er enige om, at de gerne vil til at spille lidt mere i udlandet igen, nu hvor de omkring ikke længere har små børn, der binder dem. Kåre slår fast, at det er koncerterne og mødet med fansene, der holder dem i gang:

”At få lov til at rejse derud og møde folk, der tager sådan imod os og opleve det der, det er det hele værd og det er det som vi gør det for.”

Asiatiske fans i Danmark

Tilbage i Grenaa, i marts 2014. Der er pause i koncerten, og Nie Sørensen, der er klædt i t-shirt med thailandsk flag og rød-hvide-blå solbriller, fortæller begejstret: 

”Jeg har hørt Michael Learns to Rock flere gange i Thailand, da jeg boede der. De var bare de største for mig, men jeg troede altid, at de var englændere. Så da jeg kom til Danmark og fandt ud af, at de var danske, blev jeg bare rigtig glad.” 

Andet sæt går i gang, og Nie og veninden, Da, er enige om, at nu skal der danses. 

Medlemmerne i Michael Learns to Rock oplever engang imellem, at der til de danske koncerter dukker asiatiske fans op, som kender dem hjemmefra, men normalt er der ikke så mange som i Grenå, fortæller Mikkel Lentz. Han og de to andre måbede dog noget, da der til koncerten i Assens for nogle dage siden dukkede to piger fra Singapore op. De var fløjet til Danmark udelukkende for at høre MLTR spille. Efter koncerten fløj de hjem igen – uden så meget som at have kastet et blik på Den Lille Havfrue. Asiaterne elsker stadig Michael Learns to Rock.

Da og Nie fra Thailand er trofaste fans af MLTR.
67 gange platin. Aldrig overgået siden. Gruppen modtager The All Asian Reward i 1997 i Hong Kong.

MLTR gennem årene:

1988: Bandet dannes og vinder efter få måneder ”Dansk Rock Grand Prix” og ”Vi har scenen – har I musikken?”
1989: Pladekontrakt med Medley
1991: Første CD, ”MLTR” med bl. a. nummeret ”The Actor.”
1992: Promotiontur til Sydøstasien i fem uger. Tre mand + bandet af sted. 
1995: Kæmpe Asien-tour med 25 koncerter i 10 lande. 
1997: Første koncert i Kina.
2000: Søren Madsen forlader MLTR.
2005: Turné i Malaysia, Indonesien, Singapore, Cambodia, Vietnam, Indien og Kina.
2013: 25 års jubilæum med en live transmitteret koncert via den smartphone baserede app Subcell 11. august 2013 på Skanderborg Festivalen.
2013: MLTR er det første internationale navn, som optræder i Myanmar i 60 år. Spiller 31. marts i Folkets Park for 15.000 burmesere.
2013: MLTR indspiller en singleplade sammen med Prins Henrik som en gave til Thailands konge

Otte studie-indspillede albums fra 1991 til 2012. Plus diverse live og opsamling.
Det bedst sælgende danske band i Asien.
Har spillet omkring 500 koncerter i løbet af karrieren.
Gruppen har solgt 11 millioner albums på verdensplan.