GAFFA - Fra græsrodsblad til gigant-koncern

Begejstring var kodeordet, da en flok musikglade skribenter fra Aarhus i 1983 begyndte at udsende musikbladet GAFFA. Ingen fik løn – det var musikinteressen, der drev projektet.
30 år senere er græsrodsbladet GAFFA blevet Skandinaviens førende rock-medie med magasinudgivelser i tre lande og mange hundrede tusinde brugere af hjemmesiden GAFFA.com. Historien om GAFFA er også historien om, hvordan dansk rock slog igennem kommercielt. 


Af journalist Dorte Søholm

2014


I sommeren 1983 stod Gnags-musikeren Peter A. G. Nielsen på en festival-scene på Tangkrogen i Aarhus og kiggede ud over publikum. Han noterede sig, at der var flere mennesker end nogensinde før. Folk væltede ind. Den danske musik var ved at få et godt greb i det store publikum.
- Vi oplevede, at det ekspanderede. Der var gode muligheder, for vi begyndte at kunne lave vores egne koncerter i haller, og vi begyndte at turnere med et show, hvor vi selv havde kontrol over det hele. Vi lavede det, som vi altid gerne har villet, dybest set… Vi havde enormt travlt hele tiden – og vi var lykkelige!

Sådan sagde Gnags-direktøren til GAFFA, da musikmagasinet i 2008 i et stort jubilæumsnummer så tilbage på de første 25 år.

GAFFA og gennembruddet 

Det var ikke kun Gnags, det ekspanderede for i sommeren 1983. Det var hele den danske rockmusik med kraftcenter i Aarhus, der i den periode fik det store folkelige gennembrud.  Musikmagasinet GAFFA, som blev undfanget den sommer, kom op og ride på den bølge og var også selv med til at forstærke den. 

GAFFA udkom første gang i 1983, og bladet voksede parallelt med rockbranchen. 1983 var også året, hvor den aarhusianske gruppe tv-2 for alvor brød igennem med deres tredje plade ”Beat,” og op gennem 80’erne slog gruppen sin status og sine salgstal forsvarligt fast, samtidig med, at GAFFA også cementerede sin position.

Århus sprudlede

Musiklivet i Århus var sprudlende og vitalt i 1983. Der var gang i livemusikken på byens talrige spillesteder, og mange unge mennesker spillede musik – blandt andet på et fundament af kommunale støtteordninger og kulturprojekter for unge arbejdsløse. Når der var festivaler i byen, var det ikke noget særsyn, at 10-20 lokale bands stillede op. Funk, rock, punk og jazz – det boblede alle vegne og i alle genrer, men der var ikke noget medie, som bandt det hele sammen. 

Henrik Adler, som var initiativtager til GAFFA og bladets første redaktør, var i begyndelsen af 80’erne arbejdsløs akademiker med stor passion for musik. Han var fast inventar på Huset, Vestergade 58, Tagskægget, Motown, Café Himmelblå i Mejlgade og hvad alle spillestederne nu hed. 

Henrik Adler havde læst musikhistorie på universitetet og haft nogle job som underviser. På et tidspunkt begyndte han at skrive lidt for det alternative magasin, ”Byens Fri Blad,” og han havde også i flere år været på Roskilde Festival og skrevet for den interne avis der. Da der ikke rigtigt skete noget afgørende for ham på arbejdsfronten, besluttede han i efteråret 1982 at tage til London for at se, om han kunne skrive nogle artikler om musikmiljøet derovre. 

Han hørte en masse musik og blev inspireret af det engelske blad Time Out, som med en begivenheds-kalender giver overblik over arrangementer i byen: 

Henrik Adler, initiativtager til GAFFA og bladets første redaktør.

”Det, syntes jeg, bare var smart. Og da jeg kommer hjem, så møder jeg Henrik Grønning, som var på Billetbureauet på det tidspunkt. Jeg fortalte op ad stolper og ned ad vægge om London, og han syntes jo, det var skidespændende. Og da jeg fortalte det med kalenderen, så kunne man jo se, at ørerne de rejste sig. For han skulle jo sælge billetter til alle de der koncerter, de havde i Aarhus.”


Lydklip med Henrik Adler

Hvordan idéen til GAFFA opstod

Henrik Adler, bladets stifter og første redaktør, fortæller om, hvordan idéen til GAFFA opstod, og hvordan de kom i gang. 

Varighed: 1:54

Haugaards løgnehistorie

Henrik Adler fortæller om et interview, han lavede med Jacob Haugaard, og som viste sig at være en stor løgnehistorie. 

Varighed: 1:43

Henrik Adler stopper som redaktør

Henrik Adler fortæller om, hvorfor han valgte at stoppe på GAFFA efter tre år som redaktør.  

Varighed: 1:44


Støtte fra Billetbureauet

Henrik Adler gik i gang med at stable et blad på benene. Billetbureauet havde lovet at støtte projektet, og Adler fik knyttet nogle folk til, der lige som han selv var arbejdsløse akademikere. De fik bevilget fuld understøttelse i et år, mens de arbejdede for bladet. 

Den lille redaktion lånte kontorplads, skrivemaskine, og en telefon hos musikforeningen Rytmus i Guldsmedgade. Skribenterne begyndte at melde sig, og konceptet tog form. I første omgang var dækningsområdet kun Aarhus Amt. 

De indledende øvelser fandt sted hen over sommeren 1983. Festugen i begyndelsen af september nærmede sig, og redaktøren ville meget gerne have det første nummer ud inden, så man kunne få alle arrangementerne med i den nye kalender. Men barnet skulle have et navn. 

GAFFA får tingene til at hænge sammen

Redaktionens tre medlemmer gik i byen en aften for at diskutere det kommende blads navn. Der blev grinet en del, og det ene mere mærkelige forslag efter det andet kom på bordet, husker Henrik Adler.

”Og så kom det frem på et tidspunkt. GAFFA var det ikke noget? Vi tyggede lidt på det, og så dagen efter tænkte vi – det skal da være! Det er et skidegodt navn. Fordi det både lydligt og grafisk er smaddergodt, og så er det internationalt.”

Nu var det så spændende, om det firma, der producerede den kraftige tape, som bruges til sceneopstillinger, ville acceptere brugen af navnet. Men det viste sig, at produktet egentlig hed Silver Tape og ikke GAFFA. Det var blot en forkortelse af gaffer’s tape, så der var ikke nogen copy right på ordet, og i lederen i GAFFA nr. 1 kunne man læse Henrik Adlers hensigtserklæring:

”Vores idé med bladet er, at det skal have samme effekt som GAFFA-tape: At få de forskelige grene af musikmiljøet til at hænge sammen. ” 

GAFFA - det er noget der holder.

Første nummer på gaden

GAFFA nummer 1 udkom i festugen 1983 i et oplag på 25.000.  Peter AG havde fået forsiden – selv om der ikke stod noget om ham eller Gnags på bladets 16 sider. Derimod rummede debutnummeret et interview med Lars Muhl om Warm Guns. 

Blandt skribenterne i kolofonen sås Poul Martin Bonde alias Poul Pigtråd. Bonde, som i dag er talsmand for Skanderborg Festivalen, blev en af de faste skribenter, der flittigt leverede stof til GAFFA helt frem til begyndelsen af 90’erne. Og da GAFFA i 2013 holdt 30 års fødselsdagsfest, leverede Bonde festtalen. Han hæftede sig ved, hvor hurtigt magasinet udviklede sig:

”Man kan sige, at det er et blad med meget, meget få ressourcer, der starter. Det minder jo mere om sådan en ugeavis med nogle opslag, nogle præsentationer af ting, der skal ske. Og så vokser det jo meget hurtigt i løbet af det første år til meget mere at blive et blad, der prøver at tage pulsen på musikmiljøet og være aktuel med, hvad der er. (…) Bladet finder egentlig ret hurtigt sin form – i løbet af det første halve år eller sådan noget.”

Pionerånd i Guldsmedgade

Der opstod et fællesskab og en pionerånd på det lille nye rockblad. Alle, der var med i GAFFA-familien de første år, kan melde om en særlig kampgejst. Og for Henrik Adler som redaktør var kodeordet begejstring. Også når det kom til bladets linje:

”Vi gad ikke anmelde det, som vi syntes, var noget skidt. Og vi var en stor bred redaktion, som havde meget forskellig smag. Det, vi syntes, havde noget kvalitet, tog vi under behandling. Det var begejstring, der drev det fremad.”

Pladeselskaberne var karrige med anmeldereksemplarerne i begyndelsen, fortæller Henrik Adler, så det var lidt af en kamp at få nogle plader at skrive om. Men Genlyd viste vejen, og så fandt de andre selskaber ud af, at det nok godt kunne betale sig.

Holdet fra Guldsmedgade 1990.

Positiv modtagelse i musikmiljøet

Alt i alt var der opbakning branchen rundt til det nye blad. Musikmiljøet var begejstret for, at nogen nu begyndte at beskæftige sig med det, der skete på de mange scener, i studier og øvelokaler, husker Henrik Adler:

 ”Der var meget positive vibrationer omkring det fra musikere, managere, pladeselskaber, bookingbureauer - alle de her forskellige instanser, som skal til, for at musiklivet på det tidspunkt kunne fungere.”

Der blev efterhånden opbygget et solidt netværk omkring GAFFA-redaktionen, som havde kontor i Guldsmedgade i samme opgang som Musikkontoret, Rytmus, Billetbureauet og Dansk Rocksamråd (ROSA), og byens spillesteder begyndte efterhånden at lukke op for det nye anmelderkorps.

Skepsis i København

Henrik Adler husker derimod, at der var udbredt skepsis i København. Specielt hos musikmagasinet MM, som ikke rigtigt troede på, at det aarhusianske tiltag kunne være seriøst – og da slet ikke når nu man delte bladet gratis ud. Henrik Adler:

”De københavnske pladeselskaber mødte os med stor skepsis – de der jyder kan de noget? (…) Men da vi så havde holdt ved et år, og vi stadigvæk udkom, og det stadigvæk fungerede, så blev den myte vendt til: De er fandme seje de jyder der, de fortsætter edderbankeme bare, og man kan stole på dem. Der er ikke noget fikumdik med dem, hvis vi beder om en annonce, så får vi den også i og på den rigtige placering…”

Distributionen af bladet foregik på græsrodsmanér godt hjulpet af et netværk af studerende og gymnasieelever, der fik stakke af bladene leveret og delte dem ud på skoler og læreanstalter. Til stor irritation for pedellerne rundt omkring. Henrik Adler:

 ”De var så sure på os. Og vi fik også nogle opkald fra nogle rektorer - om det virkelig kunne være rigtigt? Men det kunne det jo.” 

Om stjerner og vandbærere

Den eneste form for gratis tryksager, danskerne kendte til dengang, var ugeaviserne. Men med en musikprofil som GAFFAs kunne man målrette sine annoncer både aldersmæssigt og tematisk, så det viste sig at være en bæredygtig idé. Og tiden var helt rigtig, fordi den rytmiske musik stod lige på tærsklen til sin kommercielle eksplosion i Danmark, og Aarhus var stedet, hvor det sneede.

”På det her tidspunkt og især med Aarhus-opvinden der, var det musikken, der var i centrum. I allerhøjeste grad,” siger Henrik Adler i dag om timingen.

På GAFFA nummer 2 var redaktionen oppe på 14 medarbejdere – ulønnede – og man kunne blandt andet læse om en af musikbranchens ”vandbærere,” Bruno, som var dørmand på spillestedet Motown. Også det lokale musikalske ”vidunderbarn” 19-årige Mek Pek optrådte i bladet. Det gjorde han igen i nummer 3, som havde tv-2 på forsiden. 

Trofaste læsere

GAFFA har trofaste og loyale læsere med en udbredt tillid til det redaktionelle stof. Det viser Gallup-tal fra 2013. De fortæller også, GAFFA i Danmark har 190.000 læsere med hovedvægten i aldersgruppen 15 og 34 år. 58 procent af kernelæserne er mænd. En af dem er Kronprins Frederik, og hans grund til at læse bladet er nok meget dækkende for resten af læsergruppen:

”GAFFA var over det hele, da jeg startede mine studier i 1989. Jeg syntes, det var et godt sted at blive opdateret, især fordi jeg holder meget af moderne musik, og fordi GAFFA var et uafhængigt alternativ for musikken og ungdommen.”

Rugekassen GAFFA

Henrik Adler havde ikke nogen erfaring med bladdrift, og det var der heller ikke nogen af de andre, der havde, så det var learning by doing.

Skribenterne på bladet var ulønnede, men fra begyndelsen var der stor interesse for at bidrage til det nye medie. Det var både de gratis koncerter, LP’erne, miljøet på redaktionen og rock’n roll-auraen omkring bladet af, der trak. Desuden lå Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og derfra kom mange spirende talenter. PÅ GAFFA kunne de, hvis de slap igennem nåleøjet, få lov at udfolde sig i spalterne.

I 2003 havde GAFFA en af sine kernelæsere på forsiden.

Den journalistiske standard var ret høj, for redaktøren kunne stort set vælge og vrage. Når man i dag kigger rundt i det danske medielandskab, finder man mange, som har trådt deres barnesko på GAFFA. Kolofonerne i gamle numre af bladet rummer navne som Jakob Kvist (People’s Press), Mads Kastrup (Berlingske), Henrik Føhns (DR’s ”Harddisken”), Per Juul Carlsen (DR’s ”Filmland”), Anne Mette Svane (chefredaktør Politiken), Ole Hoff-Lund (pressechef i Amnesty), DJ Katrine Ring og fotografen Søren Solkjær Starbird.

 Anne Mette Svane fortæller til Journalisten.dk, at hun i dag ser en stor værdi i læreårene på GAFFA, som hen over årene blev en rugekasse for journalistiske talenter:

”Der var forventninger og deadlines, og jeg fik skriveerfaring. Jeg havde ikke spillet trommer og var ikke særligt interesseret i punk. Men de tog godt imod mig, og jeg fik lov at skrive nyhedssiderne først i bladet, lave DM i rock og interviewe upcoming bands.” 

Det eftertragtede GAFFA-kort

Henrik Adler kunne fra sin redaktørstol registrere, hvordan de unge musikinteresserede skribenter nærmest stod i kø for at blive en del af GAFFA. Det var prestigefyldt at skrive i bladet, og hvis man kom ind i varmen og blev der, kunne man måske opnå at få tildelt det eftertragtede GAFFA-sølvkort. Henrik Adler fortæller:

”Vi udgav jo sådan et pressekort selv, så vi kunne komme ind uden entré og hele balladen, og det blev accepteret i hele byen. Men jeg var meget karrig med kortet, for havde du det, kunne du komme ind alle steder i Aarhus og også København efterhånden. Så det var jo også meget værd. Men jeg vidste godt, at hvis jeg bare delte ud af dem, så ville det devaluere sig selv.”

 GAFFA-kortet blev ifølge Henrik Adler ”en måde at skabe klanen på.”

”Nu havde man været der længe nok til, at man var blevet berettiget til at få det – eller nu var man så attraktiv skrivemæssigt, at nu skulle man have sådan et GAFFA-kort. Og det blev kun udstedt for et år ad gangen.”

Henrik Adler med sit GAFFA-kort.
Det eftertragtede GAFFA-kort gav prestige i musikmiljøet.

Anmeldereksemplarerne og fribilletterne sad ikke løst, så musikken var ikke så let tilgængelig som i vore dage. En gratis LP eller en fribillet kunne få folk til at gøre meget. Derfor blev GAFFA-sølvkortet også noget af et trofæ for dem, der opnåede at få det. Poul Martin Bonde mindedes i sin tale ved GAFFAs 30 års jubilæum det legendariske og attråede kort, som trods redaktørens påpasselighed blev mere og mere udbredt:

”Der kunne være rigtigt, rigtig mange mennesker med GAFFA-kort på de spillesteder, der nu var i Aarhus på en given aften. Og der kunne man jo godt risikere, hvis man kom lidt sent, at så var der rigeligt inde, så dørmanden ville sige – ja, der er allerede mange inde med det der kort, så det gælder altså ikke mere. Og så var det jo aldeles usexet og stå der med sit GAFFA-kort og tro, at man kunne komme ind.”

Robert Borges’ entré

En af de medarbejdere, som kom til i 1985, skulle siden komme til at få stor betyding for GAFFAs videre liv og udvikling. Robert Borges, som i dag er direktør for hele GAFFA-koncernen, kom ind på bladet som langtidsledig i 1985. Han var udlært fotohandler fra Grenå og var som 20-årig flyttet til Aarhus for at blive en del af musikmiljøet i byen.

Robert Borges spillede trommer i punk- og new wave bands som Hetz og Funerals, og hans baggrund var undergrundsmusikken, så han syntes, at GAFFAs dækning af musiklivet var meget mainstream.

Robert Borges yderst til højre ved en sommerfest i Botanisk have.

”GAFFA var et rigtigt Aarhus-blad og knyttet til den forholdsvis stærke gruppering af bands, der var dengang med Gnags, Mek Pek Partyband, tv-2 og alt det der. Det var, når man ser tilbage, meget klassisk datidens rockmusik i Aarhus, der styrede agendaen omkring GAFFA dengang.”

Robert Borges kom ind til en samtale, og han sagde til redaktøren, at han ikke syntes, GAFFA  havde fingeren på den rigtige puls i forhold til, hvad der virkelig rørte sig. Specielt manglede  redaktionen kontakt til undergrunden og den spirende new wave bevægelse, mente Robert Borges.

Redaktøren, Henrik Adler, som var tæt på de 30, fandt det forfriskende med kritikken fra den21-årige rebel. Han ville gerne ansætte ham, men vidste ikke om han kunne skrive. Og det var en forudsætning dengang, for ud over at køre bil, tage telefoner, lave distribution og rydde op på kontoret skulle en langtidsledig på GAFFA også levere ord til bladet. 

Robert Borges ved GAFFAs 30 års jubilæum.

Robert Borges blev i første omgang ansat i syv måneder. Som et led i kommunens beskæftigelsespolitik blev en del unge sendt ud og arbejde med kultur i de år. I begyndelsen af 90’erne blev den løse tilknytning til et rigtigt job på bladet. Der var brug for folk, der som Robert Borges kunne andet end at skrive og tage billeder. Folk, som var mere orienteret mod den forretningsmæssige og produktionsmæssige side af bladdriften.

Der var fire faste medarbejdere på redaktionen i Guldsmedgade, hvor Robert Borges begyndte.

En stor flok frivillige og freelancere løb ud og ind, så der var som regel liv og glade dage på kontoret, hvor også mange musikere lagde vejen forbi. Robert Borges blev hængende i GAFFA-familien, og i dag – næsten 30 år efter sin debut på bladet - sidder han som direktør for hele koncernen.

GAFFA bliver landsdækkende

Efter at GAFFA havde eksisteret i halvandet års tid, begyndte tankerne om at blive landsdækkende at melde sig hos Henrik Adler og redaktionsstaben. Det ville være en bedre forretning i forhold til annoncemarkedet, hvis GAFFA blev læst i hele landet. 

Henrik Adler:

” Vi havde haft et oplag på 25.000 i Aarhus Amt, men hvis vi skulle have landdækkende annoncer, Coca Cola og Stimorol og hvad de nu eller hedder, de der brands, så skulle det være landsdækkende, ellers gad de ikke.”

Readktionen tog chancen og oplaget gik fra 25.000 til 80.000. Og så var der meldt krig mod det etablerede rockmagasin MM. Robert Borges husker, hvordan GAFFA pludselig ikke kunne få et interview med Gnags i forbindelse med en ny plade:

”Selv om det jo egentlig var et klassisk GAFFA-orkester og en oplagt forside. Og det var ene og alene af den grund, at de havde fået at vide af Torben Bille, som var redaktør på MM, at hvis de gav et interview til GAFFA, så skulle de ikke regne med at komme på forsiden af MM. Og så valgte de at gå med MM. Det, tror jeg, de har fortrudt mange gange. 2-3 år senere gik MM på røven.”

”Men,” tilføjer Robert Borges med et grin ”de fleste valgte rigtigt.”

Opkomlingen fra Aarhus stod distancen, og da MM måtte dreje nøglen om i 1989, havde GAFFA for længst lagt sig en firefarvet forside til. Nu var aarhusianerne alene på markedet og skulle favne alle sider af musiklivet. Men kampen for at få kroner i kassen fortsatte. I hele bladets levetid har udfordringen været økonomien og annoncegrundlaget. 

Forsiderne

Der er gennem tiden blev lagt mærke til, hvem der kom på forsiden af GAFFA, og hvis man ser tilbage på de 30 årgange af GAFFA, er det aarhusianske Thomas Helmig, der har rekord i forsider. 

Om det lige frem er takket være GAFFA, at han blev stjerne, kan man jo diskutere. Men et faktum er det, at han meget tidligt i sin karriere var hovedperson i tre artikler i bladet – over numrene 16-18 fra 1985. Her fulgte man under titlen ”Stjernedrømme” den unge musiker, hørte hvordan han mødtes med pladeselskabet, gik i studiet, lavede cover til sin plade o. s. v. Henrik Adler fortæller, hvordan det kom i stand:
 
”Jeg kan huske, at jeg fik tilsendt hans demobånd, og jeg var fuldstændig vild med det. Jeg syntes bare, at her var noget, der virkelig kunne gro. Det var der slet ingen tvivl om. Så vi besluttede at følge ham for at se, hvordan en stjerne fødes.”

Thomas Helmig fik sin første GAFFA forside i 1986.

Ny redaktør 

Efter tre intense år besluttede Henrik Adler i 1986 at give redaktørstafetten videre. Han havde ellers været en ombejlet mand – både blandt unge journalister, der gerne ville skrive for ham, og blandt spillesteder, musikere og pladeselskaber. Men det var også et opslidende liv at være ude hver eneste aften for at høre musik og at holde styr på en voksende medarbejderskare, der for de flestes vedkommende arbejdede gratis.
 
Henrik Adler var klar til at overlade sin baby i armene på nye folk, og redaktionen fik en ny leder i Jan Eriksen, som blev hentet over fra GAFFAs københavnerredaktion.


Lydklip med Robert Borges

Roberts entré på GAFFA

Robert Borges, direktør for GAFFA, fortæller om, hvordan han i 1985 som 21-årig blev ansat på bladet som langtidsledig efter at være blevet sat på en prøve.  

Varighed: 1:55

Miljøet omkring GAFFA

Robert Borges fortæller om det sociale miljø på bladet og om sølvkortet. 

Varighed: 1:35

Professionalisering

Robert Borges fortæller om, hvordan GAFFA blev  professionaliseret, så det i dag har udviklet sig til en stor moderne mediekoncern med mange platforme og udgivelse i tre lande. 

Varighed: 1:46


Nye tider

Da Robert Borges i 1991 blev fast ansat på GAFFA og gik fra at være en del af redaktionen til at beskæftige sig med salg, logistik og produktion, satte han gang i en professionaliseringsproces, fortæller han:

”Det gik op for mig, at der var en masse ting, der var lige lovligt tilfældige i vores organisation – blandt andet hvordan bladet blev distribueret, hvem der fik det, hvem der ikke fik det, hvor stort var vores oplag, og hvad kostede det at trykke det? Man var nødt til at stramme hele sin kommercielle tilgang til tingene. For ellers ville man dø. Dengang havde man længe levet med et trykkeri, som dybest set var vores bank. ”

Redaktør Jan Eriksen (t.v.), redaktionsassistent Arne Vollertsen og annoncechef Susanne Taabel med frisk trykte aviser.

Robert Borges tog fat på at udvikle bladet både i kommerciel henseende og i forhold til indhold, marketing og design. Der blev foretaget analyser, som annoncørerne havde efterspurgt, der blev lavet målgruppeundersøgelser og medieplaner. Desuden begyndte GAFFA at se sig om efter andre måder at tjene penge på og nye platforme at kommunikere på.

Noget af det første, der opstod ud over selve magasinet, var en hjemmeside i 1996. Her var man tidligt ude i forhold til andre medier, fortæller Robert Borges. Omkring den tid gik bladet også væk fra at basere sig på gratis skribenter. Som Robert Borges udtrykker det, var det nemmere at stille nogen krav til folk, der får løn. 

GAFFA kommer på aktier

I 2000 gik GAFFA fra at være en forening og blev i stedet til et aktieselskab. De omkring 10 fastansatte på det tidspunkt gik sammen med en gruppe freelancere, som alle fandt det vigtigt at redde det konstant konkurstruede GAFFA. Gruppen stiftede et aktieselskab og overtog kontrollen og ejerskabet. Aktierne blev udbudt blandt alle medarbejdere – faste som freelancere, og aktiekapitalen sneg sig lige netop op på de 500.000, som man skulle bruge for at stifte sådan et selskab.
 
Med den nye konstruktion blev GAFFA stabiliseret, og selv om økonomien fortsat var stram med jævnlige kriser, var koncernen i konstant vækst. Og selv om musikforbruget er fuldstændigt anderledes end for 30 år siden, hvor der blev solgt plader, når en gruppe kom på forsiden af GAFFA, så mener Robert Borges alligevel, at GAFFA også i dag har stor indflydelse på, hvordan forbrugerne konsumerer musik:
 
”Vi bevæger os på alle medieplatforme. Helt inde i Spotify’s program kan du jo finde vores playlister og anbefalinger, fordi folk jo stadig har brug for en kilde til inspiration, og der har GAFFA-brandet jo vokset sig stærkere og stærkere i forhold til den måde, vi influerer folks tilgang til ny musik. (….) Om det er på telefonen eller inde i Spotify, på et print eller andre steder -  folk har brug for nogen, der kan rage de hotte tracks ud af ilden og præsentere dem for det.”

GAFFA lastbil på festival.

Ekspansion til Norge og Sverige

I de seneste år har GAFFA med direktør Robert Borges i spidsen for en fire mand stor bestyrelse  taget initiativ til at ekspandere uden for Danmark. Siden 2010 er bladet udkommet i Sverige, og siden 2012 i Norge. Så nu opererer koncernen med både magasin og hjemmeside i tre lande, webshop, billettjeneste og distribution. På et tidspunkt forsøgte GAFFA sig også med et mobilselskab, men det viste sig ikke at være nogen god forretning.

Igennem hele GAFFAs 30-årige liv har aktiviteterne haft deres udgangspunkt i Aarhus. Først i Guldsmedgade, siden i Sjællandsgade, Møllegade og nu i Vester Allé. På et tidspunkt, da det meste af rockbranchen rykkede ud af Aarhus i 90’erne og flyttede til København, overvejede GAFFA at rykke med. Men tekniske landvindinger hen ad vejen gjorde, at det aldrig blev til noget:
 
”Vi var lige ved at flytte.  Men så kom broen. Og så kom telefaxen, og så var det ikke nødvendigt længere. Og så kom mobiltelefonen. Der var hele tiden et eller andet, der kom, så vi kunne blive i Aarhus, og det har vist sig at være en force, at vi er lidt på afstand og ikke er fedtet ind i alt muligt fnidderfnadder.”

Bedre kvalitet i dag

GAFFA blev en del af et flow, hvor der i nogle år skete store ting kommercielt set inden for dansk rock. Magasinet var med til at forstærke bevægelsen, men det nød også selv godt af den og fik medvind i de første leveår. 

Nuværende redaktør Peter Ramsdal og GAFFAs første redaktør Henrik Adler.
Tim Christensen til GAFFAs jubilæum.
Oh Land prydede forsiden af GAFFAs 30 års jubilæum og kastede også glans over festen.
Astrid Elbek fra Shit & Chanel var med til at fejre GAFFA, da bladet fyldte 30 år. Her i snak med Poul Martin Bonde.

Når den gamle redaktør, Henrik Adler, i dag ser på GAFFA, er han vildt imponeret over, hvor langt det lille blad er nået:
 
”Det har jo en væsentlig bedre kvalitet i dag, end det havde dengang. Men elementerne er der endnu, og det er jeg da stolt af stadigvæk. Det er stadig et blad, hvor musikerne kan læse det og synes, at de er en del af det. Samtidig med, at publikum er en del af det og resten af branchen også er en del af det. Det kan jeg godt lide. ”

   

Redaktører gennem tiderne:

Henrik Adler 1983-1986
Jan Eriksen 1986-1988
Arne Vollertsen 1988-94
Mia Pollmann  1995-1996
Peter Ramsdal 1996-

FAKTA

GAFFA er et gratis månedsmagasin om musik 
GAFFA har hjemsted i Aarhus 
GAFFA kom første gang på gaden i september 1983 
GAFFA er siden 2010 også udkommet i Sverige 
GAFFA er siden 2012 også udkommet i Norge 
GAFFA i Skandinavien har et samlet oplag på 125.000 
GAFFA.com har omkring 350.000 brugere pr. måned 
GAFFA har 25 fastansatte og flere end 200 freelancere tilknyttet 
GAFFA driver mobilselskab, butik, forlag og billetbureau 
GAFFA afvikler et årligt award show 
GAFFA har en omsætning på 20 millioner kr. om året 
GAFFA er ejet af en kreds af nuværende og tidligere medarbejdere 
GAFFAs webarkiv giver adgang til alle udgivelser helt tilbage til 1983