Plakatmuseets historie

Peders samling blev til hele Danmarks plakatmuseum. Peder Stougaard samlede fra begyndelsen af 1970’erne plakater ind med arme og ben fra kunstnere, turistbureauer, teatre, reklamebureauer og politiske organisationer. Drømmen om at få et rigtigt museum til den unikke samling opstod hurtigt, men der skulle gå næsten 40 år, før den gik i opfyldelse. 

Af journalist Dorte Søholm

2012 


Tiden var politisk, ungdommen var langhåret og engageret. Den 21-årige Peder Stougaard var også langhåret, men han havde andet at se til end politik. Efter en opvækst på børnehjem havde han taget en uddannelse som kok. Men han søgte noget andet, og efter et øjen-åbnende ophold på Holbæk Kunsthøjskole var han flyttet til Aarhus, hvor han var gået i gang med at uddanne sig til kunstner på Aarhus Kunstakademi. Pengene var små, og der måtte knokles i ferier og weekender i restaurationskøkkener og på Aarhus-Kalundborg-færgen.

I 1970 havde Peder Stougaard fået en lejlighed i Knudrisgade. I forbindelse med hybelen var et butikslokale, et nedlagt brødudsalg, og her besluttede den unge kunstnerspire at åbne et lille galleri, Galleri Øst. Det skulle blive starten på hans liv med plakater. 

Plakaten i gadebilledet

Plakaten havde i 1960’erne fået en opblomstring, da den vestlige verdens ungdom var blevet vakt politisk og med agitatoriske plakater som et af våbnene var gået til kamp mod Vietnamkrig, kønsroller, forurening og kapitalistisk udbytning På plakaterne i gadebilledet kunne man aflæse tidens bevægelser og paroler. 

Billedkunstneren Thomas Kruse producerede selv plakater som medlem af grafikgruppen i kunstnerkollektivet Røde Mor. Han beskriver tiden:

”Der var de her kraftige græsrodsbevægelser i 60’erne og 70’erne – lige fra hippierne og op til det mere militante miljø omkring Blekingegade. Der opstod et sprog hos de folk, som havde budskaber, men som ikke havde adgang til medierne. Gaden blev deres kontaktforum.” 

En ung Peder Stougaard. Foto: Aarhus Stiftstidende.

Thomas Kruse blev senere - i 1993 - medlem af bestyrelsen for Dansk Plakatmuseum. Han siger om plakatens betydning i 1970’erne: 

”Den var et uundværligt meddelelsesmidddel. En måde at informere på, som vi aldrig vil få igen på grund af internet og mobiltelefoner og så videre. Den var vigtig for mennesker, som ikke havde et talerør. Vigtig som kommunikationsform og kulturformidler. Den var også med til at give folk en identitet. Plakaten og græsrodsbevægelserne gav folk nogle modbilleder til den borgerlige kunst: Slumstormere og kvindebevægelse – og viste solidaritet, kærlighed og fællesskab.” 

De polske plakater

Peder Stougaard havde nok at gøre med at skabe kunst og med at skrabe penge hjem til huslejen. Men på et tidspunkt foreslog en bekendt, at han lavede en udstilling med polske plakater i sit lille galleri. 

“Polske plakater, tænkte jeg. Jeg anede ikke noget om plakater. Men jeg kontaktede den polske ambassade og fik en masse flotte plakater, og det endte med, at jeg lavede en stor udstilling, som blev en gigantisk succes,” fortæller Peder Stougaard. 

Østeuropa var på det tidspunkt plakatkunstens Mekka. Propaganda-traditionen i de socialistiske lande var stærk, og staterne støttede og uddannede de lokale kunstnere, som havde et meget højt niveau rent håndværksmæssigt. Men også på den kreative side, var de østeuropæiske kunstnere foran, for ud af den censur, de var underlagt, voksede et raffineret billedsprog, som blev en inspirationskilde for plakatkunstnere over hele verden. 

Den unge aarhusianske kunstnerspire kunne også godt se, at de plakaterne østfra havde noget særligt, så da kassen efter et halvt år igen var tom, arrangerede han en udstilling med sovjetiske 1. maj-plakater – igen en succes. 

I galleriet var et butiksvindue ud til gaden, hvor folk fik lov at hænge plakater om, hvad der skete i Aarhus, og når opslagene blev uaktuelle, pillede Peder Stougaard dem ned og gemte dem. 

”Da jeg ikke kan lide at smide ting væk, blev de lagt ind på en hylde. Og da jeg også er ordensmenneske, begyndte jeg at sortere plakaterne. En bunke med kunstplakater og en med blandede plakater. Og et år efter havde jeg fire bunker. Der begyndte min private samling.” 


Lydfiler med Peder Staugaard

Peders første plakat

Peder Stougaard købte sin første plakat på Louisiana som ung højskoleelev.

1.27

Starten på samlingen

Peder Stougaard åbnede et lille galleri i et nedlagt brødudsalg i 1970.

1.51

Plakaterne i Aarhus

Plakaterne blev i Aarhus. Peder Stougaard kæmpede i mange år for at få et museum i Aarhus.

2.30


Plakaterne vælter ind

Det tog rigtigt fart i 1974, da Peder Stougaard gik i gang med at arrangere en stor international plakatudstilling i Aarhus Kunstbygning. Han satte sig for at skrive til alle ambassader og konsulater for at få plakater fra så mange lande som muligt. Og samtidig skrev han og bad om adresser på museer, organisationer og teatre i de pågældende lande. Breve på dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk og russisk strømmede ud fra Knudrisgade, og plakaterne begyndte at vælte ind den anden vej. 

”Jeg fik så mange, at jeg måtte ned til overtoldmesteren på Aarhus Havn, og lave en aftale. For man fik sådan nogle grønne sedler, som man skulle udfylde for at få forsendelserne frigivet, og overtoldmesteren sagde: ”Peder Stougaard, det kan ikke blive ved med at gå med alle de her grønne sedler. Det må vi have en ordning på.” Og så satte han simpelt hen et opslag op på toldkontoret, hvor der stod, at alt, hvad der kom til Peder Stougaard, skulle frigives med det samme.”

På et tidspunkt nåede beholdningen op på 15.000 plakater, og det blev noteret. Politiken skrev om den skøre mand ovre i Aarhus med alle plakaterne. Selv om Peder Stougaard ikke selv på det tidspunkt var bevidst om, hvad det var, han havde sat i gang, så kunne han mærke en interesse for de udstillinger, han arrangerede.

Plakaterne hobede sig op hjemme i kælderen hos Peder Stougaard. Foto: Aarhus Stiftstidende.

Thomas Kruse:

”Peder Stougaard ramte jo noget i tiden. Plakaten afspejler den tidsånd, som var til stedet på det tidspunkt der i 1970’ernes begyndelse. Ingen som var ung i 1970’erne var upåvirkede af strømningerne. Peder gik med en kunstner i maven og tænkte på andre ting, men alligevel har han jo set og registreret, at der var plakater overalt. 


Lydklip med Peter Stougaard

Sikker plakat Davrepiger

Peder Stougaard om Sikker Hansens Davrepiger fra 1945.

0.37

Sikker plakat Cirkelkaffe

Peder Stougaard om Aage Sikker Hansens plakat for Cirkelkaffe fra 1955.

0.39

Stauning eller Kaos-plakaten

Om Stauning eller Kaos-plakaten fra 1935.

0.51

Den tørstige Tuborgmand

Om plakaten med den tørstige Tuborgmand fra 1900. 

0.53


Om plakaten med DSB's lyntog

Plakaten med DSB's lyntog fra 1937.

1.02


Parcelhusenes plakat-kultur

Plakatkulturen nåede også helt ud i 70’ernes små nye parcelhuse. Her satte man Davrepigerne op på væggen i køkkenet - langtidsholdbar og vederkvægende plakatkunst, en kernedansk evergreen fra 1945. I stuen gav en reproduktion af Picasso hjemmet lidt kulturel fernis, mens teenageværelset var udsmykket med plakater med heste i solnedgangen eller langhårede popstjerner. I lygtepælene kæmpede politikerne om pladsen op til valgene, og i skurvognene på arbejdspladserne forsødede de bare damer og de hurtige biler hverdagens trummerum. 

I gadebilledet var den typiske plakat den naive i idealistisk stil med knyttede næver og røde faner. De fortalte om beboer-aktiviteter, slumstormere, Femølejr og arbejdskampe. Tidens politiske helte fra Mao til Che Guevara blev kanoniseret på plakater, og ikonerne hang i kollektiver, på kollegieværelser og på byens mure. 

Peder Stougaard forsøgte at samle ind og registrere alle tendenserne, og hans kælder blev mere og mere fyldt. Der var plakater for sæbepulver, cykler og cigaretter, for folkedans, undergrundsteater, kvindekamp og revolution. De lå i stakke under sengene, oppe på skabene og over hele kælderen. 

I 1981 overdrog forfatteren og billedkunstneren Mikael Witte sin private samling på omkring 2000 venstrefløjsplakater til Peder Stougaard.

Støttegruppen

I 1981 var Peder Stougaard blevet træt af at stå alene med sine stabler og sit projekt. Så han sendte en invitation ud til en gruppe mennesker. Budskabet var: ”Vi I være med til at arbejde for et plakatmuseum?” 
Det ville arkitekt Peter Bysted, kunsthistoriker Inger Lise Kolstrup, rektor for Arkitektskolen i Aarhus Niels-Ole Lund, Eugenio Barba fra Odin Teatret, pressechef på Aarhus teater, Steen Mourier og juristen Søren Kjems. 

Sidstnævnte skulle komme til at følge Peder Stougaard og hans kamp for et plakatmuseum de næste 30 år. Han fortæller om støttegruppens arbejde:
 
”Vi satte os sammen for at finde ud af, hvordan vi nu skulle få bevaret de her plakater for eftertiden og fortsatte indsamlingen. Arbejdsgruppen besluttede, at vi ville lave en selvejende institution med Peder som født formand… Plakaterne var altså stadig Peders, men han afgav så det løfte, at når plakaterne kom under eget tag, så ville han overgive sin samling til den selvejende institution.”
 
Støttegruppen gjorde flere forsøg på at få et museum op at stå. Blandt andet havde den i 1981 kig på en nedlagt brødfabrik i Studsgade i Aarhus, men det lykkedes ikke at skaffe de penge, der skulle til, så projektet måtte droppes. 

Telefonen ringer

Efter at Peder Stougaard i næsten 20 år har rendt kommunen og private sponsorer på dørene er han ikke kommet meget nærmere sit mål om at få et museum til plakaterne, så han er ved at opgive kampen. Alt går op i plakater.
 
”Jeg følte mig som en landsbytosse – du ved, man går på gaden, og så peger en lille pige på en og siger: Se mor, der går ham plakattossen.”
 
Peder Stougaard beslutter at gøre et sidste forsøg. Så må det bære eller briste. Han ringer til en journalist, Vagn Simonsen fra TV2. Den telefonopringning sætter skub i tingene.
 
Der bliver optaget et tv-indslag om plakatmanden i Aarhus og hans drøm om et museum. Det bliver sendt på TV2 en sommeraften, og Peder Stougaard sætter sig godt til rette derhjemme i sofaen sammen med sin kone, Elsebeth:
 
”Et kvarter efter udsendelsen ringede telefonen. Jeg troede, det var min mor, der ringede for at rose mig. Det var det ikke. Det var en museumsmand ovre fra Skjern. En lokal erhvervsmand havde set indslaget og bedt ham ringe til Aarhus:
 
”Kan du ikke sige til ham Stougaard, at vi hår et godt tilbud til ham. Vi hår en million og en bygning, og så hår vi et bette hus til ham og æ kuen, hvis de vil flytte herover. Så tænkte jeg: Hold da kæft! Det var det, Aarhus ikke ville.” 

Travle år

Årene i Kunstbygningen bliver travle for Plakatmuseets leder. Ud over seks årlige udstillinger i huset, tilrettelægger han også udstillinger i Musikhuset og på biblioteker og udlåner plakater til kulturhuse og museer over hele landet.
 
Plakatsamlingen bliver endevendt gang på gang, og det bliver til udstillinger med så forskellige emner som Besættelsen, Beatles, AIDS, cirkus, OL, Røde Mor, jazz, film og opbrud i Østeuropa. Desuden bliver der skabt en lang række udstillinger med enkeltkunstnere - fra Andy Warhol til danske klassikere som Arne Ungerman og Aage Rasmussen.
 
Bestyrelsesmedlem Søren Kjems er lige som Peder Stougaard lettet over, at det er lykkedes at få kommunalt tag over plakaterne. Og at plakaterne nu er blevet overdraget til Den selvejende Institution Dansk Plakatmuseum og dermed sikret for eftertiden:
 
”Efter at man i 1993 får samlingen, handler det så om næste trin - at få sit eget hus og sin egen statsanerkendelse.”
 
Og den statsanerkendelse er en del af pakken, da Søren Kjems og resten af Plakatmuseets bestyrelse i 2002 får præsenteret idéen om at blive indlemmet i Den Gamle By. 

Projektet vokser

Direktøren for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, var med, da den socialdemokratiske kulturrådmand i Aarhus, Torben Brandi, fremlagde idéen, som han og Thomas Bloch Ravn i nogen tid havde arbejdet på: 
”Der var sådan lidt skepsis, og det kan man jo godt forstå. Men så havde Torben en sjov bemærkning, som han refererede den tidligere formand for Dansk Metal, Georg Poulsen, for: ”Så bette venner, nu skal I spise, mens maden er på bordet.” Og det var den besked ikke mindst Plakatmuseets bestyrelse gik hjem med.” 

Plakatmuseet slog til. Den første idé fra Den Gamle Bys side var, at Peder Stougaard og hans plakater skulle have til huse i en smuk gammel pavillon fra Landsudstillingen i 1909. Pavillonen, som var tegnet af arkitekt Anton Rosen, skulle genopføres i Den Gamle By som vartegn og udstillingsbygning for Plakatmuseet. Men det viste sig hurtigt at være for småt, og der blev sat gang i planer om et egentligt – nybygget - museum. Projektet voksede, og det gjorde budgettet også, fortæller Thomas Bloch Ravn:
 
”Det blev en lang og kompliceret udviklingsproces, men som tiden gik, kom vi til at tænke det sammen med et kunstkammer, og det blev en moderne udstillingsbygning, der er camoufleret, så den passer ind i Den Gamle Bys 1974-kvarter. Fra at vi oprindelig havde regnet med 5 millioner kroner kom det op på en 17-18 millioner. Og det kunne jo synes helt uoverstigeligt.” 

Peder Stougaard hænger plakater op til særudstilling om japansk plakatkunst i 2011.

Men ved hjælp af private fonde lykkedes det at rejse pengene til det nye Plakatmuseum – to etager med lyse og moderne udstillingsrum indvendigt og en historisk bygning med butiksfacader anno 1974 udvendigt. 


Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By

1. november 2009 åbner Dansk Plakatmuseum så i Den Gamle By i den nye flotte museumsbygning, som er tegnet af C. F. Møllers tegnestue. Plakatsamleren fra Knudrisgade står nu med foden under eget bord og opbakning fra en stab af museumsfolk. Væk er bekymringen for, hvad der skulle blive af den store samling, som nu tæller 400.000 plakater fra 1885 og frem til i dag. 

”Den dag, det åbnede, var jeg meget rørt, men jeg var også speedet. Det var glæde over, at det var lykkedes at få Plakatmuseet forankret. Det havde været min bekymring, om det hele skulle gå til grunde, men nu er det her i Den Gamle By. Den største sejr må jo være, at det er her fysisk nu. Det er jo forrygende flot. Og engang imellem kniber jeg mig selv i armen. Det er jo ikke mange mennesker, der får lov at opleve at lave et museum. Det er ikke kommet af ingenting. ” 

Peder Stougaard fik et museum, plakaterne fik et hjem, og Den Gamle By fik en samling af enestående kulturhistorisk værdi. Direktør for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn er ganske godt tilfreds med fusionen:

Lydklip med direktøren for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn

Projektet voksede

Thomas Bloch Ravn fortæller, hvordan Plakatmuseet i Den Gamle By blev større end planlagt.

1.10


”Plakaten er så let tilgængeligt et medie. Det er noget, som fascinerer mange mennesker. Og derfor har vi så også kaldt den faste basisudstilling for ”Genkendelsens glæde.” Det er den med alle de gode gamle plakater, som mange bliver næsten rørstrømske over at gense. De giver mange mennesker en rigtig fin oplevelse.” 

Thomas Bloch Ravn lægger også som museumsmand vægt på, at samlingen nu er sikret for eftertiden.

”Man kunne jo godt frygte, hvad der ville ske, når ildsjælen, den store entreprenør, som har skabt det hele, går fra borde. Kunne man så finde en, der lige som kunne bære det videre med samme kraft? Når museet og samlingen kommer ind under en større museumsorganisation som Den Gamle By, bliver det sikret på en helt anden måde. Fordi der er støttefunktioner og en organisatorisk størrelse, som gør, at det ikke er så let at slette det med et pennestrøg.”
 
I efteråret 2012 træder den 65-årige Peder Stougaard tilbage og overlader rorpinden til den nye leder Elsebeth Aasted Schanz. 


Plakatmuseets nye flotte udstillingsrum er tegnet af C. F. Møllers tegnestue.

Plakatmuseet i årstal

1946: Peder Stougaard født.
1970: Peder Stougaard åbner Galleri Øst i Knudrisgade i Aarhus, laver sin første plakatudstilling og begynder at samle plakater.
1981: Peder Stougaard samler en arbejdsgruppe omkring projekt plakatmuseum.
1986: Arbejdsgruppen stifter Den Selvejende Institution Dansk Plakatmuseum.
1986: Samlingen får magasinlokaler i kælderen på Åby Bibliotek.
1993: Dansk Plakatmuseum får til huse i Aarhus Kunstbygning. Peder Stougaard overdrager sin plakatsamling til Den Selvejende Institution Dansk Plakatmuseum.
2002: Idéen om at indlemme Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By opstår.
2004: Der laves aftale om, at Dansk Plakatmuseum skal flytte ind i Den Gamle By. 
2006: Dansk Plakatmuseum rykker ud af Kunstbygningen.
2006: Dansk Plakatmuseum og Den Gamle By fusionerer, byggeriprojektet påbegyndes. 
2009: Indvielse af Dansk Plakatmuseums nye bygning i Den Gamle By.
2012: Peder Stougaard går på pension. Ny leder af Dansk Plakatmuseum Elsebeth Aasted Schanz.