Da kvinderne fik deres egen historie og kom på museum

Ud af Rødstrømpernes basisgrupper og kvindeforskningsmiljøet på Aarhus Universitet voksede i 1982 idéen om at skabe et museum for kvinders historie. Initiativet var græsrøddernes, men i løbet af kort tid var etablerede politikere på tværs af partiskel med på idéen. Og i 1984 kunne Kvindemuseet rykke ind i byens fine gamle rådhus på Domkirkeplads. Danmark havde fået et nyt museum, og i 1991 blev det blåstemplet med en statsanerkendelse.

Af journalist Dorte Søholm

2013 


Magasiner og arkiver på Kvindemuseet i Danmark rummer en samling, som tillader sig at være enøjet og kun se på den ene halvdel af befolkningen. Der er skårede kaffekopper, gulvskrubber, udskylningsapparater, amme-bh’er, hjemmesyede hygiejnebind med blodpletter, brudekjoler og dagbøger. Der er breve, fotos og kassevis af lydbånd med livshistorier. Kvinders historier. Samlingen findes, fordi en gruppe kvinder i starten af firserne satte sig i en rundkreds og stiftede den forening, som året efter blev til et egentligt kvindemuseum. Danmarks eneste af sin art. Nu skulle det nemlig være slut med kun at fortælle historie om mænd, mente de.

En tid med initiativ og aktivisme

Efter et tiår med happenings, aktioner og basisgrupper kunne Rødstrømperne først i 80’erne notere sig mange sejre. Tankegangen om ligestilling mellem kønnene havde bredt sig til stort set alle kroge af samfundet. Retten til fri abort var blevet sikret i 1973, og der var blevet indført lov om ligeløn og etableret et statsligt ligestillingsråd.

På universiteterne var der efter pres fra kvindebevægelsen blevet oprettet kønsspecifikke forskningsenheder, og Rødstrømpernes måde at organisere sig på havde bredt sig langt uden for kvindehusenes mure. Bevægelsen havde sat sig sine spor, men den havde også toppet, og kvindekampen skiftede nu gear og gik ind i en ny fase.

Aarhus var sidst i halvfjerdserne og først i firserne en dynamisk by med masser af initiativ. Tiden var ikke til det elitære. Alle malede billeder og spillede guitar, den brede folkelige selvforvaltning boblede i beboerhuse og nedlagte fabriksbygninger, og kvinderne organiserede sig omkring alt lige fra amning til fred i verden.

Tankegangen var aktivistisk. Hvis borgerne savnede noget kultur, så satte de selv gang i det. Som den gruppe af yngre kvinder fra det århusianske kvindeforskningsmiljø, der i foråret 1982 samledes og diskuterede, hvordan de kunne få deres forskning ud til en bredere offentlighed.

Det var både lærere, psykologer, arkæologer, samfundsfagfolk og historikere, som gik ind i arbejdet. Historiebegrebet var i forandring i Danmark og resten af Europa. Der kom mere fokus på kultur- og hverdagshistorie, og i den udvikling fik nogen øje på bondekonernes, mødrenes og tjenestepigernes historier. Så da idéen om at skabe et museum for kvinders kultur og historie opstod, faldt det hele på plads.

”Den første, der sagde ordet kvindemuseum, det var Kirsten Junge, som var ligestillingskonsulent på Arbejdsformidlingen. Hun boede på Mols, hvor hun kunne se, hvordan bondekonerne og husmandskonerne var den sidste generation. Hvordan en æra af kvindeliv var ved at forsvinde,” fortæller leder af Kvindemuseet i 2014, Merete Ipsen, som var med som græsrod allerede dengang i 1982.

Fire søstre og fire døtre

Idéen om et kvindemuseum havde lige fra begyndelsen et dobbelt sigte: At formidle og bevare kvinders historie og at skabe arbejdspladser til ledige unge kvinder.

Der var stor arbejdsløshed i 1980’erne, og med Loven om Jobskabelse i hånden, kunne et nyt museum få lov at ansætte unge arbejdsløse kvinder, som var særligt hårdt ramt. Med disse medarbejdere kunne initiativtagerne gå i gang med den anden del af planen, at indsamle historier og formidle. Græsrøddernes vision var at få gjort kvindehistorien relevant for andre end dem, der sad og forskede i den på universiteterne.

Merete Ipsen var et par år tidligere var blevet færdig som psykolog og arbejdede på Psykologisk Institut. For hende var helt naturligt at gå ind i arbejdet med at etablere et kvindemuseum:

”Jeg var vokset op på landet på Bornholm, så i kortene stod der nok, at jeg skulle være bondekone. Men det var der jo mange af os, der ikke blev dengang. Jeg var meget optaget af almindelige menneskers tilværelse, og havde også beskæftiget mig med hverdagslivet i mit studium. Desuden var jeg vokset op med fire søstre og havde allerede selv tre døtre på det tidspunkt – ja jeg fik faktisk en mere - så kvindelivet fyldte også meget i min private situation.”

Merete Ipsen med harmonika - 1984.

Lydklip med Merete Ipsen

Rødstrømpe-inspiration

Leder af Kvindemuseet, Merete Ipsen, fortæller om aktivistmiljøet omkring universitetet i slutningen af 1970’erne, og om hvordan Kvindemuseet var inspireret af rødstrømpebevægelsens basisgrupper.
 
Varighed: 1:27

Kvinders livshistorie

Merete Ipsen fortæller, hvordan Kvindemuseet tog ud og lavede interviews om kvinders livshistorie.
 
Varighed: 2:06

Om samlingen

Merete Ipsen fortæller om nogle af de ting med historier, som Kvindemuseet har i sin samling. 

Varighed: 1:51


Ammegrupper og kvindemusikfestival

Også Lone Hindø, i dag sognepræst, dengang aktiv SF’er, byrådsmedlem og skolelærer, kom ret hurtigt med i Kvindemuseumsforeningen, som blev stiftet 31. oktober 1982 i forbindelse med et arbejdsseminar. Lone Hindø beskriver tidens aktivisme: 

Lone Hindø med datteren Majken sidst i 70'erne.

”Jeg var selv med i mange kvindesammenhænge: SF’s kvindegruppe, Kvinder for fred og en ammegruppe… Der var jo rigtigt mange kvindeorganisationer. Kvindehuset, Joansøstrene, Lesbisk Bevægelse, Kvindemusikfestival på Tangkrogen.”

Lone Hindø husker et af stormøderne, hvor deltagerne sad på ølkasser i en rundkreds og drøftede fremtiden. Alle var optagede af idéen om et kvindemuseum: 

Der var enighed om, at det, museet skulle, var at fortælle kvinders hverdagshistorie og vise, at den var interessant og væsentlig og værd at sætte på museum. At historierne om almindelige kvinders liv var lige så vigtige som historierne om borgmestre og fremtrædende borgere fra samfundets øverste lag. 

Modstandere og hjælpere

Det lykkedes ret hurtigt de entusiastiske aktivister at gøre visionen om et kvindemuseum til en bredt kendt sag, og via Lone Hindø og andre fortalere i byrådet, blev der banet vej for det nye initiativ. Der var en vis modstand fra de kredse, som arbejdede for at skabe et bymuseum i Århus. Blandt andre det konservative byrådsmedlem Hanne Andersen, som var meget aktiv i kampen for bymuseet.

Hanne Andersen siger i dag, at hun ikke regnede med, at Kvindemuseet ville have nogen gang på jord, da hun første gang blev præsenteret for idéen, men hun måtte revidere sin opfattelse:

”Jeg kunne ikke lide hele idéen bag det. At nu skulle kvinder fremmes på den måde, at man skulle fortælle deres historie og udnævne, jeg ved ikke hvor mange gader efter dem. Nu skulle kvinderne promoveres. Det var ikke min kop te.”

Der var også enkelte røster i den etablerede museumsverden, som rynkede på næsen af projektet og drog de videnskabelige metoder i tvivl. Men Merete Ipsen husker, at der var forbavsende lidt modstand.

”Altså, der var jo dem, som sagde, at hvis vi ville grave grøfter, så skulle vi i hvert fald ikke have offentlige penge. Og så var der nogle løftede øjenbryn i Aarhus Amts museumsråd, fordi de sagde, at vi kun ville formidle og udstille. Det, syntes de, var for populistisk. Men vi tog så til genmæle og beskrev, hvordan vi også ville indsamle og forske, og så fik vi opbakning også derfra.”

Der opstod en del myter og historier om, at mænd ikke ville få adgang, lige som det havde været tilfældet i Rødstrømpernes kvindehus, og det kunne godt få nogle modstandere frem på banen. Men når det så blev opklaret, at det ikke var tilfældet, så faldt de fleste ned igen. Politikken var at fortælle kvinders historie og lade kvindelige kunstnere og kuratorer udstille, men som publikum skulle mænd lige så velkomne som andre. 


Lydklip med Lone Hindø

Støtte fra alle kvindeorganisationer

Politikeren Lone Hindø, var med som græsrod, da Kvindemuseumsforeningen blev stiftet i Aarhus. Hun fortæller om den opbakning, projektet fik fra en bred front af kvindegrupper.
 
Varighed: 1:11

Tidligere rådmand Bjarne Ørums rolle

Lone Hindø fortæller om tidligere rådmand for beskæftigelse i Århus, den radikale Bjarne Ørum, som havde en stor politisk rolle i realiseringen af planerne om Kvindemuseet. 

Varighed: 0:59

Modstanden mod Kvindemuseet

Lone Hindø fortæller om modstanden mod at etablere et kvindemuseum. Venstre og Konservative var imod. 

Varighed: 0:49


En kreativ rådmand

Kvindemuseumsforeningen forstod helt fra begyndelsen at samle alle fraktioner og holdninger blandt støtterne. Det betød meget, at de socialdemokratiske kvinder i byrådet hurtigt bakkede op, og at Kvindemuseumsforeningen også fik tag i de kvinder, der var funderet i Dansk Kvindesamfund, husker Lone Hindø. I dag giver hun især en politiker i Aarhus Byråd æren for, at Kvindemuseet blev til noget, og det er en mand:

”Skal der sættes et navn på Kvindemuseet, så er det jo Bjarne Ørum. Der burde stå en plakette på muren ved Kvindemuseet, for det var hans kreativitet, der gjorde, at det kunne lade sig gøre.

Den radikale Bjarne Ørum begyndte som rådmand for beskæftigelsesområdet at se på, hvordan man kunne udnytte reglerne til at få sat nogle arbejdsløse kvinder i gang med projektet, og dermed blev der skabt et fundament, som museet kunne bygges på. Lone Hindø fortæller:

”Han var utroligt kreativ og lukkede også øjnene for, at det kun – i betydningen udelukkende – var kvinder, der kom ind på arbejdsløshedsprojekterne. Så for mig at se, er det Bjarne, der bør huskes."

Merete Ipsen husker, hvordan opbakningen kom fra stort set alle sider af det politiske landskab – og fra politikere både på Christiansborg, i amtet og i byrådet:

” Den radikale Inger Lillelund var en af de rigtigt gode støtter, lige som Birte  Bernt Henriksen, der var konservativ. Lis Pedersen og Lone Hindø fra henholdsvis Socialdemokraterne og SF – var rigtigt gode støtter… Der var Grethe Fenger Møller, som var konservativ minister og havde været formand for Dansk Kvindesamfund i mange år, og som jo virkeligt tænkte kvindepolitisk. Hos Socialdemokraterne var der Ritt Bjerregaard, Helle Degn og Jytte Andersen. 

Rødstrømpebevægelsens basisgrupper og flade struktur blev overtaget af Kvindemuseets organisation.

Kvindemuseet var en realitet

Kvindemuseets dobbelte fokus - at fortælle kvindernes historie og at skabe job til især unge arbejdsløse kvinder - gav bonus fra begyndelsen, hvor initiativtagerne slog på, at det var et beskæftigelsesprojekt mere end et kulturprojekt. Og med hjælp fra velvillige politikere og embedsmænd, blev de første langtidsledige ansat allerede i 1983. Nu var Kvindemuseet en realitet og ikke bare en vision.

Græsrødderne kunne gå i gang med at opbygge en egentlig organisation, og her var det helt naturligt at videreføre den flade struktur med basisgrupper, som man havde med sig fra Rødstrømpebevægelsen.

En gruppe organiserede indsamling af genstande og historier, en anden opbyggede en café, en tredje stod for kontakten til omverdenen, og endelig var der en gruppe, som skulle finde en egnet bygning til museet, som nu havde både ansatte, arbejdsopgaver og organisation, men ikke noget hus.

Penge var der ikke mange af. I begyndelsen var de eneste midler kontingenter fra de 2-300 støttemedlemmer i Kvindemuseumsforeningen. Merete Ipsen mindes, hvordan den flade struktur udmøntede sig, når der skulle bruges penge:

”Hver gang der skulle bruges midler – et beløb, der var mere end 50 kroner - så skulle det op på det månedlige stormøde, som blev holdt den første tirsdag i hver måned, og som var åbent for alle medlemmer af Kvindemuseumsforeningen. 

Indsamling af livshistorier

I begyndelsen af 1984 blev 16 unge ledige kvinder ansat og koblet på to projekter, som Kvindemuseet havde formuleret. Det ene handlede om moderskab og det andet om tjenestepigeliv. Ud over de unge, var der også ansat ni projektledere. En af dem var Merete Ipsen. Hun fortæller, hvordan de tog ud og lavede livshistoriske interviews med kvinder – en uddannet projektleder og en ung ikke-uddannet kvinde sammen. 

”Det var utroligt lærerigt, for på det tidspunkt var jeg jo blevet socialiseret som sådan et universitetsmenneske, veluddannet middelklasse. Og at komme ud med nogle af dem, som havde levet et liv uden for uddannelserne i nogle andre sociale lag, end jeg nogensinde var kommet i, det var spændende.

De kunne altså spørge på en anden måde. De kunne for eksempel spørge til træthed, til smerte – og til bank. Ærligt talt, jeg vidste ikke, at man kunne få bank af sin mand… Jeg vidste det ikke. ”

Hundredevis af kvinder i alle aldre har gennem tiden fortalt deres livshistorie til Kvindemuseets båndoptagere.

Merete Ipsen husker, hvordan de unge kvinder med deres direkte facon ofte fik lukket op for nogle fortællinger fra interviewpersonerne, og trængte ind bag nogle facader, som de akademiske kvinder måske ikke havde kunnet nedbryde.

De mange kasser med båndoptagelser af kvinders beretninger er stadig museets vigtigste kilde til viden og inspiration, når der skal laves historiske udstillinger. 

Museet rykker ind i byens gamle rådhus

Hus-gruppen, som arbejdede med at finde et egnet sted til museet, var inspireret af Dannerhuset i København. Den gamle stiftelse var tre år tidligere var blevet slumstormet og derefter gjort til et krisecenter for kvinder. Et sted, hvor institutionen, funktionen og bygningens historie på forbilledlig vis var smeltet sammen.

Der var ikke umiddelbart nogen bygning i Århus, som på samme måde kunne tegne projektet Kvindemuseet. Kvinderne kiggede en tid i retning af Fødselsanstalten, som skulle lukke, men den løsning lod sig ikke realisere.

Helt fra begyndelsen i 1982 havde Kvindemuseumsforeningen lånt et undervisningslokale hos Danmarks Lærerhøjskole i ”Bispegården,” Fredensgade 36 over for Rutebilstationen. Året efter i september 1983 gav Aarhus Kommune foreningen brugsret til en lejlighed i ejendommen på hjørnet af Mejlgade og Rosengade, hvor kvinderne brugte energi på at male og sætte i stand.

Men så kom tilbuddet om byens fine gamle rådhusbygning, der senest havde fungeret som politistation. Bygningen på Domkirkeplads 5. Merete Ipsen fortæller:

” Vores reaktion var først - åh nej, nu har vi flyttet to gange… Og her var så grimt, og her var så brunt, for man havde ikke malet eller vedligeholdt noget i 10 år, fordi man vidste, at politiet skulle flytte. Men vi syntes alligevel, at tilbuddet var for godt til, at vi kunne sige nej til det, så vi flyttede herover og gik igen i gang med pensler og maling. Vi havde travlt.” 

Aarhus Byråd samlet til møde i 1931 i den gamle byrådssal på rådhuset, hvor Kvindemuseet i dag holder til.

I festugen 1984 blev de første gæster inviteret indenfor i den statelige bygning. Allerede i november kunne byens nye museum præsentere udstillingen ”Giv plads for liv - om tjenestepigeliv, moderskab og ungpigedrømme.” 

Pigekammer og fødestue

Et af de første udstillingsrum, der blev bygget op her, var et køkken i 1930’er-stil, som man kendte det fra Matador, hvor kokkepigen Laura holdt til. Publikum kunne slå sig ned i køkkenet med en kaffetår med Rich’s i.

Efter køkkenet kunne museumsgæsterne så gå ind i tjenestepige-kammeret, hvor en figur i fuld størrelse sad med fødderne i en balje vand og sytøj i hænderne. Den unge kvinde skulle brodere udstyr, så hun kunne blive godt gift.
 
Et tredje rum var bygget op som en fødestue, hvor der lå en figur af en gravid kvinde i sengen, og fra madrassen strømmede lyde og fortællinger om fødsler ud. Idéen var at skabe miljøer, som satte gang i erindringerne og indlevelsen.

Kvindemuseet arbejdede lige fra begyndelsen med at skabe miljøer i sine udstillinger.

Det var ikke så almindeligt først i 80’erne at lave museum på den måde. Kvindemuseet havde ikke råd til at betale kunstnere for at lave figurerne, så nogle af medarbejderne tog på kursus og kastede sig ud i at arbejde med gipsafstøbninger, latex og parykker. Der blev brug for al de ansattes fingerfærdighed, og kvinderne brugte hinanden som modeller.

Statsanerkendelse i 1991

Lige fra begyndelsen var målet for gruppen bag Kvindemuseumsinitiativet at få en statsanerkendelse, så de første år søgte man råd og vejledning hos kolleger på andre museer for at ruste sig til vurderingen fra Statens Museumsnævn, som var rådgivende for kulturministeren i museumsspørgsmål.

En konsulent gennemgik museet og gav kvinderne anvisninger på, hvor og hvordan der skulle rettes op på fejl og mangler. Kvindemuseet skulle bevise, at samlingerne levede op til museumslovens krav, og at der blev registreret og dokumenteret på den måde, som et museum på det tidspunkt skulle i forhold til den daværende museumslov. Både forskningsdelen og formidlingsinitiativerne skulle være i orden.

I 1988 kom så en delegation fra Statens Museumsnævn for at inspicere forholdene, og det endte med, at nævnet indstillede Kvindemuseet i Danmark til statsanerkendelse som et landsdækkende specialmuseum.

På det tidspunkt var Kulturministeriet dog af økonomiske grunde blevet pålagt et stop for nye statsanerkendelser, så der kom til at gå nogle år, hvor Kvindemuseet så at sige lå i kø. Men i 1991 kom statsanerkendelsen. Kvindemuseet blev anerkendt på lige fod med andre museer som et landsdækkende specialmuseum under museumsloven med udforskning, samling og formidling af kvindekultur som særligt ansvarsområde.

Den nye status udløste udover statstilskuddet en grundbevilling på en million fra Aarhus Kommune, samtidig med, at Kvindemuseet fik en husningsgaranti, så man slap for den evige trussel om flytning. 

Kvindemuseet i Danmark får henvendelser fra hele verden.

Henvendelser fra hele verden

De næste mange år lå det økonomiske niveau fast, men i 2006 fik Kvindemuseet udvidet sit udstillingsområde med en sektion, der fokuserer på barndommens historie.

I dag er museet i Aarhus et modelmuseum, som rådgiver andre museer, og som får mange forespørgsler og invitationer fra hele verden om at være med i samarbejdsprojekter. Senest har den svenske by, Umeå, som skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2014, henvendt sig, fordi de gerne vil åbne et kvindemuseum, fortæller Merete Ipsen og tilføjer:

”Og hvor kunne man så finde den bedste ekspertise? Jamen det kunne man i Aarhus. ”

Et frirum for kvinder

På grund af den udbredte arbejdsløshed har Kvindemuseet de sidste år igen haft gavn af at kunne tilknytte personer i aktivering. Merete Ipsen fortæller:

”Vi har rigtigt gode ressourcepersoner, som kommer her og kan være ansat i tre, seks eller 12 måneder og kan udføre et fantastisk stykke arbejde under vejledning. ”

Desuden har Kvindemuseet en del fleksjob-ansatte, som på grund af en fysisk eller psykisk skavank ikke kan arbejde på fuld tid. Ved hjælp af fondsmidler er det også lykkedes at gennemføre flere projekter for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. For eksempel har museet opbygget et mentor-netværk bestående at frivillige danske kvinder.

Det helt karakteristiske ved Kvindemuseet som arbejdsplads er, at det den dag i dag stort set udelukkende er kvinder, som arbejder i huset. Om den politik forklarer Merete Ipsen:

”Det startede jo i sin tid, fordi der var stor kvindearbejdsløshed. Derfor var der projektmidler til kvinder, og derfor ansatte vi kvinder. Men vi opdagede, at det frisatte så meget energi, når vores kvinder slap for at skulle spille op til mænd. Og for nogle af dem, som har haft uheldige oplevelser med mænd, har det været rigtigt godt med et frirum her, hvor de ikke behøvede at dukke nakken.”

Den ubrugte brudekjole

Kvindemuseet er det eneste af sin art i Danmark. De historier, der fortælles her, tager deres udgangspunkt i de indsamlede livshistorier, og de genstande med tilhørende beretninger, som siden begyndelsen er blevet indlemmet i museets arkiver og magasiner.

Her er de hjemmestrikkede hygiejnebind, de fine silkestrømper med stopninger på hælen, de lilla bleer og pamfletterne fra Rødstrømpebevægelsen, den tyndslidte suppegryde og vaskebrættet.

Og så er der de dramatiske fortællinger om fosterfordrivelser, børnedødelighed og overgreb på kvinder. Blandt andet illustreret af den spidse urtekniv, som en teenagepige altid havde med i sin taske for at forsvare sig.

Når museet modtager genstande får medarbejderne altid hele historien om det liv eller den skæbne, der knytter sig til den. Som brudekjolen, Merete Ipsen her fortæller om:

Kvindemuseet har en stor samling af historiske brudekjoler. En af dem kom aldrig i brug.

”Vi har en brudekjole, som aldrig blev brugt, fordi den forlovede havde gjort en anden kvinde gravid. Pigen havde så siddet og syet og broderet den her kjole. Men han var trods alt en hædersmand, der giftede sig med den kvinde, han havde gjort gravid. Og brudekjolens ejer sad tilbage – ugift. Da hun så døde, så var der en af hendes niecer, der fandt kjolen i hendes gemmer. ” 

En fremtid for Kvindemuseet

I 2014 har vi en kvindelig statsminister, Aarhus har haft en kvindelig borgmester, Nationalbanken har haft en kvindelig direktør. Der er flere kvindelige lærere i skolerne og på gymnasierne, og flere piger, der tager længevarende uddannelser. Så hvad er formålet med et kvindemuseum i dag, vil nogen måske spørge. Til dem siger Merete Ipsen:

”Jo mere lige de to køn bliver, jo vigtigere bliver det at have et museum som et erindringssted, der kan fortælle om en forhåbentlig engang meget mærkelig forskelsbehandling, man har lavet af de to køn. Tænk, at man i århundreder har sat kvinder hen som andenrangsborgere, man har nægtet dem adgang til politisk medindflydelse, man har nægtet dem adgang til økonomisk selvstændighed. Det er da mærkeligt. Sådan et erindringssted, der fortæller den historie, skal vi have i fremtiden også."

Fakta om kvindemuseet 

Kvindemuseet i Danmark blev stiftet i 1982 som en græsrodsbevægelse

Siden 1991 statsanerkendt museum, der som det eneste i Danmark, fortæller historie med fokus på kvinder

30 kvinder er ansat på museet

Kvindemuseet var indtil 1. januar 2012 foreningsejet og -drevet. I dag er det en selvejende institution

Domkirkeplads 5 i 1946, da Aarhus Politi boede i bygningen.

Museet får et fast årligt driftstilskud fra Aarhus Kommune og staten på tilsammen ca. 4 millioner og har et årsbudget på ca. 11 millioner for museum og café

Museet ligger på Domkirkeplads 5 midt i Aarhus

Museet gæstes årligt af ca. 40.000 personer fra ind- og udland 

Nedslag i 30 års udstillinger

1984 Giv plads for liv – ungpigedrømme, tjenestepigeliv og moderskab i 30’erne
1987 Slægt og slid – hverdag i en gammel Århusvilla.
1989 Kog gryde kog – om husførelse
1990 Brudekjoler – fra 1860-1990
1991 Fra den dybe til den flyvende tallerken – om kvindelige opfindere
1993 Malerinden Gerda Wegner (1895-1940) 

Kvindemuseet sætter gang i de aarhusianske gader i forbindelse med åbningen i 1984.
Dame Ednas overdådige rober var i 2004 udstillet på Kvindemuseet, og stjernen kastede lys over åbningen.

1995 Kvinder i modstand og sammenhold – i 50-året for Danmarks befrielse
1996 Sløret – kvindedragter fra Mellemøsten
1998 De uægte – uægte børn og deres mødre
2000 Floden rinder aldrig mod sin kilde – om kinesiske kvinder i kunst og politik
2003 Minervas døtre – gymnasiepiger i 100 år
2004 Yoko One – Women’s Room
2004 The Gorgeous Life of Dame Edna – Dame Ednas overdådige rober
2005 Dåb og klær – dåbens historie og kjoler
2006 Sex til salg – om prostitution og trafficking
2008 Rejsen til Danmark – 17 historier om at rejse til og bo i Danmark
2009 Kvindestemmer i 100 år – om kvinder i politik
2010 Det er ikke din skyld – om voldtægt, skyld og skam
2012 Dianas Døtre – kvindelige jægere dengang og nu.