Da Aarhus fik verdens første frilandsmuseum for købstædernes kultur

Den aarhusianske skolelærer og translatør Peter Holm skabte verdens første frilandsmuseum for byernes historie. Han begyndte med at redde en gammel borgmestergård fra det indre Aarhus, og i løbet af omkring 30 år fik han rejst 48 historiske huse fra hele Danmark og opbygget et autentisk købstadsmiljø, som emmer af fortidens liv. I dag fører Den Gamle By Peter Holms epokegørende arbejde videre

Af journalist Dorte Søholm

2015 

"Lad nu være med at sidde og stirre paa den Skrivemaskine! Den er det eneste Inventar, der ikke hører hjemme her i mit gammeldags kontor, men jeg kan ikke undvære den.” 

En detalje skurrede i museumsdirektør Peter Holms ellers perfekt scenograferede helhed, da han i 1937 havde besøg af en journalist fra Jyllands-Posten på sit stemningsfulde kontor i Den Gamle By. Og typisk for Peter Holm, så var han ærgerlig over, at en dum moderne ting som skrivemaskinen skulle ødelægge det historisk troværdige helhedsindtryk. 

En virkelighedstro gammel købstad

I 30 år havde han på det tidspunkt arbejdet for at genskabe og bevare de syn og stemninger fra den historiske købstad, som ellers var ved at forsvinde til fordel for nybyggerier og anlæg af moderne veje og gader.

Når han fra sit skrivebord kiggede ud af vinduet, kunne han glæde sig over, at se sin vision vokse frem hus for hus, år for år. Og den beskrivelse, han selv gav af stemningen i Den Gamle By, passer stadig i 2014:

”Ofte hører man de Besøgende sige: Jamen det hele ser jo ud, som om det altid har ligget her, og det er maaske Hemmeligheden ved Den gamle Bys Charme. Bindingsværket, som i sig selv er smukt og malerisk, virker her i Sammenspil med Omgivelserne, den toppede Brolægning, Vandløbet med Broerne, og de høje gamle Træer, ikke mindst Frugttræerne, som paa heldig Maade har kunnet indgaa i Byplanen. Hver lille Detalje er af Vigtighed for Helhedsbilledet, naar det gælder en virkelighedstro gammel Købstad".

Den Secherske gård

Det var i 1907, at den historieinteresserede skolelærer og translatør Peter Holm som medlem af Aarhus Museums bestyrelse blev sat i spidsen for en nystiftet komité. Opgaven var at planlægge en historisk afdeling på den store landsudstilling, som skulle løbe af stablen i Aarhus i 1909.

Peter Holm fik den idé, at håndværk og boliginteriører fra byerne skulle være rygraden i udstillingens historiske afdeling. Han var blevet opmærksom på, at en købmandsgård fra Christian 4.s tid, den Secherske gård på hjørnet af Lille Torv og Immervad stod foran nedrivning. Den var blevet købt af to tømrermestre, som ville opføre en moderne forretningsejendom på det centrale hjørne.  

Det smertede Peter Holm, at den prægtige bygning bare skulle jævnes med jorden. Helt fra sin barndom ved åen i det indre Aarhus, havde han interesseret sig for købstadens historie, dens huse og håndværk. 

”Min historiske Interesse stammer fra mine tidligste Drengeaar i Aarhus, hvor jeg i Fengers Skole havde en enestaaende dygtig og livfuld Historielærer i den højtelskede Hr. Rasmussen,” skriver Peter Holm senere i sin bog ”Den gamle By i Aarhus – fra borgmestergaard til Købstadsmuseum 1909-1945,” udgivet i 1951.

Peter Holm så straks store muligheder i købmandsgården på Lille Torv og blev optændt af idéen om at købe den, pille den fra hinanden og genopbygge den på Landsudstillingen. Her skulle den indrettes med inventar fra tidligere tider og fungere som ramme om den historiske udstilling.

Modstand og sejr

Det blev en lang og tålmodighedskrævende proces at få halet gården i land. Peter Holm mødte lige fra begyndelsen arg modstand både fra formanden for Aarhus Museums bestyrelse, amatørarkæologen konsul Frederik Ollendorff, og fra Nationalmuseets direktør, arkæologen Sophus Müller. De to lagde mere vægt på forhistoriske samlinger og fandt Peter Holms idé om at genopføre et hus og indrette det med fortidens interiører poppet og useriøs. Müller gjorde i de følgende år, hvad der stod i hans magt for at stoppe Peter Holms projekter, selv om Nationalmuseets egen specialist i bygningskultur, inspektør Chr. Axel Jensen slog fast, at borgmestergården:

”er den eneste større Gaard fra Christian den Fjerdes Tid, som er bevaret i den Udstrækning, og den er i det hele en af de anseeligste Bindingsværksgaarde, maaske den anseeligste fra sin Tid. ”

Også andre kunne se perspektivet, og 15. januar 1908 kunne udstillingskomitéen købe gården for 2000 kroner. Tømrermestrene, som ejede den, påtog sig for 2500 kroner at stå for flytningen. Lejerne, blandt andre fem butiksindehavere, fik en kontant betaling for at rykke ud. Peter Holms første sejr var i hus, og i sin bog fra 1951 om Den Gamle Bys tilblivelse skriver han lettet: ”Formaliteterne var nu i Orden, og de mobiliserede Styrker gik skaansomt til Angreb i Efteråret 1908.”

Flytningen til Landsudstillingen

Den Secherske gård havde tidligere været bolig for flere borgmestre i Aarhus, så nu fik den arbejdstitlen Den Gamle Borgmestergaard.  I løbet af foråret 1909 rejste den sig på Landsudstillings-området ved Strandvejen. Tiden var presset, og man var nødt til at snyde lidt - blandt andet med de store murfelter. Peter Holm forklarer i sin bog, hvordan man løste problemet:

”Efter Afstøbninger af de gamle Murtavl blev der fremstillet nye, i Gibs over Hønsetraadsnet, disse blev derefter malede eller kolorerede uden for Vor Frue Kirke med dennes Mursten som Forbillede, da den gamle Gaards egne Sten var dækkede under mægtige Lag af graa Oliemaling. Resultatet var yderst tilfredsstillende.” 

De indre vægge blev også opbygget som kulisser med hessian og et imprægneret brandhæmmende stof, som blev kalket hvidt. Denne lette løsning blev kun anvendt ved opsætningen på Landsudstillingen. Da huset senere skulle rejses i Den Gamle By, kom det til at foregå uden ”snyd.”

Indsamling fra gamle Aarhus-hjem

Mange af bygningsdelene var skiftet ud, siden den Secherske gård blev bygget i slutningen af 1500-tallet. Men Peter Holm var ambitiøs i forhold til at samle originale materialer og inventar, så resultatet fremstod med størst mulig autenticitet. 

Vinduesglas tilvejebragte man ved at gå rundt i byen og tilbyde nye vinduer der, hvor der var originalt gammelt solbrændt glas at hente til de blyindfattede ruder. Nyt i bytte for gammelt. Peter Holm selv tog også rundt og besøgte gamle Aarhus-hjem for at finde møbler, pyntegenstande, tøj og redskaber. Det  fortæller han om i sin bog om Den Gamle Bys tilblivelse. Han var rørt over den elskværdige modtagelse, han fik hos aarhusianerne:

”Mange Skabe og Skuffer blev aabnede, saa man blev præsenteret for Mængder af kære, gamle Minder i Form af Smykker, Dragter og meget andet. Det var en hjertegribende Tillid, der blev vist.” 

Den samling af genstande, som Den Gamle By har i dag, blev grundlagt i de måneder i 1908, hvor Peter Holm samlede ting til indretningen af Den Gamle Borgmestergaard på Landsudstillingen.

Interesse for rødderne

Sidst i 1800-tallet spirede en interesse for den nære historie og befolkningens kulturelle rødder rundt om i de skandinaviske lande. Frilandsmuseer var en ny og folkelig måde at involvere publikum i historiefortællingen, og med udgangspunkt i en bondekultur, der var i forandring, opbyggede man først i Sverige i 1891 frilandsmuseet Skansen. I Norge fik de i 1894 Norsk Folkemuseum, og i Danmark kom Frilandsmuseet i Lyngby til i 1901. 

Men det var kun landbobefolkningens historie, der blev fortalt. Peter Holm, som selv var ud af en gammel håndværkerfamilie, havde haft sine barndomsår omkring havnen og den gamle toldbod i Aarhus, hvor hans far var sejl- og kompasmager. Han var foruroliget og mismodig over, at de miljøer, han havde haft omkring sig gennem hele sin barndom, var ved at forsvinde:

”Vi vidste, at de gamle Bindingsværksbygninger var i Farezonen, og rundt om i de danske Byer var mange interessante gamle Huse allerede faldne for den moderne Udviklings Fremdrift, hvad enten de havde maattet vige for Nybygninger eller havde ligget i Vejen for nye Gadearbejder. Man behøvede derfor ikke at være særlig synsk for at forstaa, hvor stærkt det i de kommende Aar vilde gaa ud over de gammeldags hyggelige Bykvarterer.”

Godkendt af sagkundskaben

Synsk var Peter Holm da heller ikke, men han var fremsynet. Så han holdt nidkært øje med, at genrejsningen og indretningen af borgmestergården hele tiden var baseret på videnskabelige undersøgelser og godkendt af den højeste sagkundskab. Han var nemlig begyndt at samle støtter til en ny plan, og derfor ville han ikke skydes i skoene, at han havde gang i et ”Tivoli-projekt.”

Når borgmestergården havde tjent sit formål på Landsudstillingen, agtede Peter Holm at flytte den igen. På en ny lokalitet kunne han se den udgøre første etape af et egentligt frilandsmuseum med andre bygninger fra bykulturens historie.

Succes på Landsudstillingen

Planerne om at bevare Den Gamle Borgmestergaard fik god grobund på Landsudstillingen hen over sommeren 1909. Heftige regnskyl og orkanagtig vind skræmte en stor del af publikum væk, men borgmestergården og de interiører, der var indrettet i den, blev en af udstillingens store attraktioner med 100.000 besøgende. Hver af dem betalte 25 øre i entré, så de 25.000 kroner, som opførelsen havde kostet, var dækket.  

Succesen glædede og opmuntrede Peter Holm og gav ham energi og ammunition til de næste fem års kamp: ”Helt fra Begyndelsen stod det klart, at det endelige Maal maatte være Købstadsmuseet, de øvrige dengang eksisterende Friluftsmuseer havde udelukkende taget sig af Bondekulturen, her ønskede vi – i vores lyseste Øjeblikke – intet mindre end at skabe et Monument over Borgerkulturen!”

Peter Holm havde sat sig et nyt mål og var klar til at kæmpe for at nå det.

Ophedet debat

I marts 1910 har Peter Holm besøg af en lokal journalist, som efterfølgende beskriver, hvordan translatør Holm står i sin smukke stue i lejligheden i Pontoppidansgade i Aarhus og kigger ud af vinduet. På grunden overfor ved Strandvejen står den gamle borgmestergård tilbage efter nedpilningen af Landsudstillingen og afventer sin videre skæbne.  Peter Holm sætter ord på den bygning, som har fyldt hans tanker døgnet rundt de sidste tre år.

”Det er jo dog saaledes, at Aarhusianerne ved at vandre igennem den faar mere Besked om Fortidens Sæder og Skikke, end ved at gennemlæse Hundrede af historiske og videnskabelige Værker.”

Efter Landsudstillingen er borgmestergården nu Aarhus Museums ejendom. Men publikumssuccesen overbeviser hverken formanden for Aarhus Museum, konsul Ollendorff, eller hans meningsfælle, direktøren for Nationalmuseet, Sophus Müller. Ollendorff erklærer i den ophedede debat om flytningen af borgmestergården, at det eneste, der er værd at bevare derfra, er gårdens udskårne porthammer. Resten, foreslår han brysk, bør hugges til pindebrænde. 

Og Sophus Müller kalder gården imitation og hele projektet med at indrette interiører for ”Peter Holms Teater.” Der intrigeres og bagtales, og Holms kamp for borgmestergården begynder at være en økonomisk byrde, da han selv har lagt en anseelig sum penge ud. Det giftige debatklima går ham også på, og han overvejer at kaste håndklædet i ringen og forlade landet, skriver han i et brev til en kollega sidst på året 1910.

Kort efter får han tilbud fra direktøren for skolevæsenet i Dansk Vestindien om at blive lærer ved St. Thomas’ kommunale skolevæsen. Peter Holm siger i første omgang ja, men han opgiver alligevel og beslutter sig for at blive i Aarhus og kæmpe videre. Hans hustru er psykisk syg, hvilket heller ikke letter hans situation. 

Der samles ind

Succesen på Landsudstillingen og Peter Holms seriøse vedholdenhed har gjort indtryk på mange borgere i Aarhus, og i politiske kredse har idéen om et nyt frilandsmuseum også vundet gehør. 50 af byens førende mænd samler sig i en loyal komité, som bakker op om Peter Holms arbejde. Borgmester Drechsel sidder for bordenden og kæmper for byens nye museum og turistattraktion, og ellers er komitéen en bred forsamling af arkitekter, politikere, murermestre, læger og sågar en ”alterdegn”, som kordegnene hed i Aarhus. Samt to boghandlere, som dengang var en del af købstadens intelligentsia.

Disse brave mænd står sammen om at samle penge ind til genopbygningen af Den Gamle Borgmestergaard. Genrejsningen er anslået til at koste 30.000. Byrådet har bevilget de 10.000 kroner, i april 1911 bevilger staten andre 10.000, og så er det komitéens mål selv at indsamle 10.000.

Mange fremtrædende og kompetente mennesker støtter indsamlingen og argumenterer for bygningens værdi. For eksempel anbefaler den respekterede arkitekt, kongelige bygningsinspektør og professor, Hack Kampmann, initiativet og priser Den Gamle Borgmestergaard i høje toner:

”Jeg mener, den absolut maa bevares og genopstilles paa et passende Sted og under hyggelige Omgivelser, og jeg skulde kende Aarhus daarligt, om det ikke ogsaa sker. Denne gamle Bindingsværksgaard er det sidste rigtigt gode Eksempel paa en saadan her fra Aarhus, og vore Efterkommere vil med Rette anklage os, om det nu lægges øde. Gaarden er fra en udmærket Byggeperiode, da Konstruktion og Arkitektur var eet.  Om 50 aar er der rimeligvis ikke flere gode danske Bindingsværkshuse tilbage her med Tømmer fra de danske Egeskove, lad os derfor holde Haanden over den. ”

Indsamlingen går godt. Komitéen modtager fra mange sider gaver i form af møbler, porcelæn, sølv, gamle køretøjer og brugsgenstande. Penge kommer der også, og i foråret 1911 kan Peter Holm og hans svorne mænd anmode om at få overdraget ejendommen fra Aarhus Museum.

Plads til udvidelser

Men hvor skal den historiske bygning så placeres? Der skal være plads til udvidelse, for Peter Holm ser for sig, at der omkring Den Gamle Borgmestergaard efterhånden skal vokse et autentisk bymiljø op, så også nye generationer kan få sanseoplevelsen at vandre mellem bindingsværkshuse på brostensbelagte gader:

”Det, der for mig stod som Hovedsagen, var Skabelsen af Bybilledet, gerne med al den Hygge og Stemning, der kunde være over smaa gamle Byer med Huse fra forskellige Tider, krogede Gader og Smaahaver med Frugttræer, Nytteurter og Sirbuske. ”

Frilandsmuseet i Lyngby har ikke haft overvældende tilstrømning af publikum, så de erfaringer bliver også taget med i overvejelserne, da man begynder at lede efter et egnet sted i byen. Der skal være bekvem adgang for besøgende, slår Peter Holm fast.

Placering ved Botanisk Have

I en periode arbejder kræfter for at genrejse Den Gamle Borgmestergaard i Vennelystparken, men det kæmper Peter Holm indædt imod: 

”Ogsaa her vilde det blive en stærkt begrænset Plads, og tillige vilde man (…) risikere et livligt Naboskab af Karruseller og Skydebaner, og en vis Ro og Stilhed hørte med, hvis Kulturbilledet skulde blive troværdigt. ”

Peter Holm, som ikke selv er uddannet historiker eller arkæolog, har mange gange de sidste år oplevet modstand og benspænd fra akademiske museumsfolk. Ofte har han på trods af sin grundighed måttet høre på, at hans metoder er uvidenskabelige. Så han vil for alt i verden ikke tages i at popularisere sit stof. Der er konstant fokus på, at tingene skal fremstå historisk korrekte og lødige. 

I efteråret 1912 beslutter Aarhus Byråd at anlægge en botanisk have på den grund ved Vesterport, som indtil 1910 har været benyttet af Jydsk Haveselskab. Her forestiller politikerne sig, at der kan blive plads til Den Gamle Borgmestergaard og flere andre historiske bygninger, så ”der her som flere andre Steder blandt andet i Lund kunde dannes et kulturhistorisk Museum,” som det hedder i et byrådsreferat.

Flytningen og genrejsningen af Den Gamle Borgmestergaard går i gang, og 23. juli 1914 kan man endnu en gang slå dørene op for publikum. Nu ligger den gamle gård, hvor den skal ligge, og den får selskab af tre andre huse. Terrænet i Botanisk Have egner sig godt til at skabe det stemningsfulde købstadsmiljø, Peter Holm har haft i tankerne. Der bliver anlagt en gade med et sving, en å og et torv.

Peter Holm har sejret. Hans vedholdenhed har givet den danske museumsverden en helt ny institution, der som noget enestående har hjemme i Jylland. En kulturhistorisk nyskabelse, der i de kommende år skal vokse til et omfang, som ingen i 1914 kan forestille sig.

Begejstret modtagelse

Begejstringen var stor blandt aarhusianerne. Pressen, som havde fulgt borgmestergården siden Landsudstillingen, dækkede entusiastisk åbningen af byens nye museum. Aarhus Amtstidende skrev 19. juli 1914 om det første indtryk af borgmestergården i Botanisk Have:

Og tidsskriftet Det Blaa Baand skrev:

”Aarhus har faaet en Seværdighed, der griber den besøgende om Hjertet og bringer det i en forunderlig Stemning.  (…) Huset er ikke blot gammelt og smukt, det er Læserens Hus saavel som vort, det byder alle Velkommen,  og det er fuldt af Minder. ”

Diskussion om principper

Men diskussionerne om de museumsmæssige principper fortsatte. Nationalmuseets Sophus Müller kunne ikke acceptere interiørsystemet – det at man opstillede møbler og indbo i en bygning, hvor det ikke oprindelig havde hørt til. Men Peter Holm kæmpede for den linje, der gav pædagogikken og formidlingen første prioritet og lod sig ikke afskrække af kritikken:

”…. Vi saa, hvorledes det gamle Bohave igen fik Liv og Virkning ved at blive stillet i Rum af de rette Størrelsesforhold, paa Vægge med Dekorationer i Samtidens Stil og belyst gennem Vinduer med Smaaruder, og vi fik endelig at mærke, hvorledes det ved at give Afkald paa de strikteste, videnskabelige Krav kunde lykkes at faa publikum i Tale.”

I syv år havde Peter Holm kæmpet for sin idé. Han arbejdede fortsat uden løn og måtte tjene til livets ophold som oversætter. 

Det må have krævet næsten overmenneskelig styrke at bide det i sig, da direktøren for Nationalmuseet, Sophus Müller, under et besøg på den nyåbnede borgmestergård, hånligt satte ham på plads. Peter Holm fortæller om besøget i sin bog:

”Selvom det nye Museum mest fik Ros, lidt Malurt blev der ogsaa iskænket os. Saaledes kom vor gamle Modstander, Direktør Sophus Müller, paa Besøg kort efter Aabningen, og da vi stod sammen oppe paa Svalegangen, spurgte han: ”Er disse Brædder, jeg staar paa her, fra 1597?” ”Nej,” svarede jeg. ”Altsaa siger vi Imitation!” 

Müller var urokkelig i sit standpunkt, og da bestyrelsen for borgmestergården i 1915 ansøgte staten om 1500 kroner årligt til drift af museet, kastede han sig ud i en energisk erklæring på 15 sider til ministeriet, hvor han fordømte den formastelige idé om at opbygge interiører i en nedbrudt bygning, der var genopført et helt andet sted - og med møbler, ”som vel var ægte, men aldrig har hørt hjemme i disse Stuer.”

Borgmestergårdens ansøgning blev dog bevilget. 

Provinsens kamp mod København

Peter Holms kamp for borgmestergården blev, når man i dag ser tilbage på den, et symbol på provinsens opgør med Nationalmuseets enevældige ledelse og kontrol og et opgør med de fastlåste museumsprincipper.  Med diplomati og tålmodighed overvandt den entusiastiske og selvlærte museumsmand uenighederne og vandt både politikere, håndværkere, mæcener og publikum for sin sag. 

Når museet fik tilbudt en bygning, allierede Holm sig typisk med et nyt håndværkerlaug, som så - mod at betale for indretningen - fik dokumenteret sit fag i et historisk værksted. Aarhus Handelstandsforening fik han til at bekoste indretningen af kramboden. Desuden blev han kendt for at kaste sig over byens velhavere ved enhver given lejlighed og med stor overtalelsesevne og charme at klemme donationer ud af dem. 

Da Peter Holm takkede af i 1945 og overlod museet til sin medarbejder, Helge Søgaard, stod der 45 bygninger med 29 værksteder og fag. I 1925 var Aarhus Museums historiske samlinger blevet overdraget i Den Gamle Bys varetægt, og Holm selv opnåede den store glæde og tilfredsstillelse at blive udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet i 1946. En hædersbevisning fra den akademiske verden, der glædede ham uendelig meget. 

Ved Peter Holms død i februar 1950 mødte den halve by frem til begravelseshøjtideligheden i Domkirken for at ære den mand, der havde sat Aarhus på museernes verdenskort. Efter højtideligheden blev båren ført til Den Gamle By, hvor følget gik en runde mellem bindingsværkshusene, inden Peter Holm blev stedt til hvile på Nordre Kirkegård.

Arvtagerne

Peter Holms efterfølger, dr. phil. Helge Søgaard, lagde stor vægt på det videnskabelige arbejde og museets specialsamlinger. Fra 1964 kom mag. art. Hans Lassen til at sidde i direktørstolen. Han åbnede museet lidt mod omverdenen ved at indføre det store festugemarked, som blev en markant publikumstradition.

Fra 1982 til 1995 var den fra tv kendte historiker, Erik Kjersgaard, direktør. Han udbyggede de udadvendte og underholdende aktiviteter og bød som noget nyt og kontroversielt på den tid erhvervslivet op til dans. Kjersgaard så muligheder i at benytte sig af sponsorering, når eksisterende huse skulle vedligeholdes, og nye opføres.

Tilbage til Peter Holm

Siden 1996 har mag. art. Thomas Bloch Ravn stået i spidsen for Den Gamle By. Han søgte hurtigt tilbage til Peter Holm og hans tanker.

”Da jeg kom til, var Den Gamle By svær at forstå. Der var mange løse elementer og ikke rigtigt noget, der samlede. Så jeg havde behov for at gå tilbage til de oprindelige idéer for at få fast grund under fødderne.”

Thomas Bloch Ravn fandt hos Peter Holm en række principper, som han kunne bygge videre på. Blandt andet den grundsætning, at museet skal fortælle almindelige menneskers historie.

”Det skal ikke være konger, krige og København. Vi skal fortælle om og FOR almindelige mennesker,” slår Thomas Bloch Ravn fast.

Og netop tanken om at arbejde mere pædagogisk og distancere sig fra det indadvendte og akademiske, var en grundpille i skolelæreren Peter Holms arbejde. En anden var den videnskabelige vederhæftighed. 

Peter Holm var jo folkeskolelærer og ville nok egentlig gerne have været cand. mag. i historie. Så derfor faldt han måske også lidt på halen for det videnskabelige,” fortæller Thomas Bloch Ravn.

”Han havde svært ved at blive accepteret af chefen for Nationalmuseet, som var dr. phil, den fineste akademiske grad, så det blev meget vigtigt for Peter Holm at stå for en videnskabelig troværdighed. Og selvfølgelig - museer SKAL altid være troværdige. Men derfor behøver de jo ikke at være kedelige. ”

Hammerslag fra smedjen

Allerede i 1944 havde en læserbrevsskribent fra Hobro gjort sig tanker om, hvordan den Gamle By kunne peppes lidt op. Han skrev i Jyllands-Posten:

”Hvilken Oplevelse vilde det ikke være for den, der besøger Den gamle By ikke alene at se de gamle Bygninger men ogsaa at se de gamle selv i deres daglige Dont.

Hammerslagene lyder ud fra den gamle Smedje, vævene gaar i Dampvæveriet, Klokken ringler, naar man aabner Døren til Høkerbutikken – kort sagt: Byen befolket med de gamle Haandværkere og Næringsdrivende, alle i datidens Klæder og udøvende Datidens daglige Virke.”

Men den slags kunne slet ikke komme på tale, mente Peter Holm:
 
”Det vilde ligge helt uden for Museets Rammer, og jeg personligt vilde finde det urigtigt at følge Forslaget. Ja, jeg vilde endda, uden at jeg dermed vil fornærme nogen, betegne det som Komediespil, hvis vi gennemførte Tanken.”

Peter Holm indvendte desuden, at hverken bygninger eller inventar kunne tåle at blive brugt. Basta…

Men idéen blev alligevel ved med at dukke op med jævne mellemrum. I 1953 foreslog en anden læserbrevsskribent, at man kunne skabe mere liv i købstadsmuseet ved at lade nogle håndværkere bo og arbejde i værkstederne. Han beskrev malerisk scenariet for læserne:

”Det ville også være dejligt i en aftentime, naar de gamle smukke lygter var tændte, at se gamle haandværkere sidde og hygge sig paa bænke uden for husene ved en pibe tobak som i de ”rigtige” gamle dage. ” 

Skribenten foreslog også nogle gode byfester med folkedansere og en majstang, med parader og en trommeslager, der læste nyheder i byen. 

Et levende museum

Omkring 2000 mente Thomas Bloch Ravn, at tiden var moden til at tage idéen om et befolket museum op igen. Han havde set, hvordan man på open air museer i Sverige, Holland og Belgien arbejdede med aktører i historiske dragter, og hvordan det kunne gøres på et seriøst grundlag.

”Jeg havde på ferier med min familie oplevet, hvordan den her form for levende museum kunne engagere, så man ikke følte sig som en passiv beskuer. Hvordan man kunne gå i dialog med historien, hvis man ikke havde mod på at læse hele bøger på væg, som museer jo ofte kan være.”

Det blev besluttet, at Den Gamle By skulle forsøge sig med et Det Levende Museum. Dragterne blev fremstillet på baggrund af grundige studier i Den Gamle Bys store dragtsamling, og der blev brugt mange ressourcer på at finde de helt rigtige materialer, for man ville bevise, at kvalitet og popularitet godt kunne gå hånd i hånd.

”I Danmark er vi frygteligt bange for at tivolisere, så derfor gjorde vi os store anstrengelser for at udvikle vores Levende Museum på et meget seriøst niveau,” fortæller Thomas Bloch Ravn.

Siden 2001 har der været dragter og levende mennesker i Den Gamle By, og Thomas Bloch Ravn er overbevist om, at også Peter Holm ville have været tilfreds med initiativet:

”Han ville jo netop gerne have, at man skulle kunne føle menneskets nærvær i rummene. Det var vigtigt for ham.

Samarbejdet med Erna Lorenzen

Forbindelsen tilbage til Peter Holm skabte Thomas Bloch Ravn blandt andet via tidligere museumsinspektør ved Den Gamle By, Erna Lorenzen. Hun var blevet pensioneret som 70-årig i 1979, og hun var den eneste, som var tilbage af den generation, som havde arbejdet tæt sammen med Peter Holm. Den nyudnævnte museumsdirektør og den 90-årige dame blev nu gode venner.

”Jeg kom tit ud til hende og spiste frokost eller fik en kop kaffe,” fortæller Thomas Bloch Ravn.

”Når jeg begyndte at tænke nye tanker omkring Den Gamle By, som, jeg kunne forestille mig, ville give diskussion, så tog jeg typisk ud til Erna og forelagde hende dem. Det var som om, hun havde en stille diskussion med Peter Holm. Og så tænkte hun højt, og fortalte, hvad hun troede, at Peter Holm ville sige til det her. Og hvis både Peter, Erna og jeg var enige, så havde vi grundlaget for at gå videre. ”

Ikke flere bindinsgværkshuse

En af de tanker, som blev vendt med Erna Lorenzen – og Peter Holm – før Thomas Bloch Ravn førte den ud i livet, var idéen om at gå op i tiden og bygge nye kvarterer i Den Gamle By, som afspejler livet i det 20. århundrede.

I dag er det sidste bindingsværkshus bygget i Den Gamle By, mener Thomas Bloch Ravn:

”Efter Møntmestergården er der ikke kommet flere til. Og jeg tror, man må sige, at der er bindingsværkshuse nok. Den Gamle By er repræsentativ på det område, og det er fuld tilstrækkeligt. Det er faktisk en ganske stor bygningsmasse, vi har.”

Det betyder dog ikke, at der ikke er fokus på den ældre del af museet. Det er ambitionen løbende at opgradere og ny-formidle de gamle huse, så de bliver attraktive for et moderne publikum.

Men i disse år er det 1974-byen med butikker, kernefamilie-hjem, kollektiv, jazzklub og mange andre tidstypiske enheder, som har publikums store bevågenhed. Også Den Gamle Bys medarbejdere lægger en stor del af arbejdstiden i udvidelserne på den front.

Fremtiden for Den Gamle By

Men det stopper ikke her. 2014 bliver det næste store mål for historiefortællerne i Den Gamle By, fortæller Thomas Bloch Ravn:

”Hvis ambitionen er, at vi skal være en forbindelse til folks erindring, så er det vigtigt at tænke fremad. Så nu er vi begyndt at indsamle dokumentation, så vi om nogle år kan gå i gang med at bygge og skabe butikker, gademiljø og boliger for at vise et bymiljø fra 2014. ”

2014-bydelen bliver ikke så stor som kvarteret fra 1974, men der er planer om 3-4 huse og et helt gadeforløb. Også her vil man som i resten af Den Gamle By kunne opleve atmosfærer, stemninger, dufte, lyde og smagsindtryk, som er forsvundet ude i verden rundt omkring museet. Her bliver man mindet om alt det, man havde glemt, at man kunne huske.

Også fremtidens bymiljøer i Den Gamle By vil kunne beskrives med Peter Holms ord:

”Ofte hører man de Besøgende sige: Jamen det hele ser jo ud, som om det altid har ligget her, og det er maaske Hemmeligheden ved Den gamle Bys Charme.”

PETER HOLM I ÅRSTAL:

1873 Peter Holm fødes 14. maj i Havnegade 44 i Aarhus.

Forældre: Sejl-, flag- og kompasmager Rasmus Christian Holm og Emma Petrea Jensen – døde i 1919 og 1932

1891 Lærereksamen.

1898 Translatøreksamen.

1907 Indvælges i bestyrelsen for Aarhus Museum.

1914 Leder af museet ”Den Gamle Borgmestergaard i Aarhus.” 

1924 Museet kommer til at hedde ”Købstadsmuseet Den gamle By.” 

1932 Peter Holm udnævnes til direktør for Den gamle By.

1945 Pensioneres som 72-årig.

1946 Æresdoktor ved Aarhus Universitet.

1899 Gift med Agnes Charlotte v. Haven, med hvem han får sønnen Ralph. Skilt 1921. 

1921 Gift med Petra Julie Holm (1889-1983) Petra arbejder fra 1921 med museets tekstilsamling og udnævnes i 1938 til museumsinspektør.

1950 Peter Holm dør i Aarhus 1. februar.