Den rødternede Karolineko fra Aarhus lagde verden for sine fødder

Mejeriernes maskot, den lille rødternede ko, kom til verden ved tegneren Grete Richs køkkenbord i Aarhus i 1958. Karoline blev et af de mest livskraftige ikoner i dansk erhvervsliv. Koen charmerede forbrugerne og satte fut i salget af dansk smør og ost over hele verden, og herhjemme ændrede Karoline danskernes spisevaner for altid. Der kom flødekartofler, ostelagkage og tunmousse på middagsbordene.

Af journalist Dorte Søholm

2014 

Karolinepiger med smørtønder og håndtasker.

Det var lige op under jul i 1957. Tegneren Grete Rich fra Aarhus fik en forespørgsel: Har du en god idé til et logo eller en figur, som kan sætte fut i et reklamefremstød for danske mejeriprodukter? Mejerikontoret i Aarhus var i gang med at søsætte en kampagne, som skulle få danske husmødre til at købe mere mælk, ost og smør, og Grete Rich var straks med på idéen. Hun glemte alt om julegaver og brunkager og satte sig til køkkenbordet bevæbnet med saks, klister og en stor kasse farvestrålende stofrester. Ud af den kreative proces kom en plakat med en glad malkepige og en lille rødternet ko i baggrunden. Koen var klippet ud af Grete Richs kasserede køkkengardiner, og selv om den i første udkast spillede en birolle, skulle den senere vise sig at få hovedrollen.

Tiderne bliver bedre

1950’erne var begyndt med smalhals og rationering. Ikke mange danskere havde køle- eller fryseskabe, så maden blev indkøbt dagligt, og det handlede først og fremmest om at få næring for pengene. Men de gode tider bankede på, og der begyndte at komme mentalt og økonomisk overskud til at fokusere på sundhed og velsmag i stedet for at spise blot for at overleve.

Grete Rich og Karoline.
Dansk landbrug stod foran en stor udfordring, da englænderne skruede ned for smørindkøbet.

Efter krigen havde dansk landbrug haft en lukrativ aftale om at afsætte danske mejeriprodukter i England. Men i 1957 skruede England kraftigt ned for importen af dansk smør for at tilgodese sit eget landbrug, så der opstod et såkaldt smørbjerg i Danmark. Derfor besluttede dansk mejeribrug at sætte ind for at afsætte det overskydende smør herhjemme. Man enedes om en national kampagne med overskriften ”Mejerigtig mad til mejerimelige priser.

Karoline

”Forfatteren Paul Hammerich skriver i ”En Danmarkskrønike – 1957-61”:

”Mejeriernes kampagne forsøgte at overbevise forbrugerne om, at det naturlige var det sunde, og man allierede sig med fodboldhelten Harald Nielsen, som i biografreklamer bællede en halv liter sødmælk og derefter udtalte: ”Det er mælk, det er dejligt.” 

Karoline som lille

Det mejerigtige salgsfremstød skulle vise sig at blive yderst succesfuldt, og vartegnet, den lille glade ko, skulle op gennem de næste 10 år blive et af Danmarks mest kendte brands. Men det vidste Grete Rich ikke noget om, da hun forsømte juleforberedelserne for sine tre sønner og fordybede sig i kludeklippet, som var hendes foretrukne kunstneriske udtryk.

Grete Rich døde i 2001, 93 år gammel, men i 1993 fortalte hun i et tv-interview:

”Jeg var fyr og flamme – jeg for hjem og lod være med at købe julegaver. Jeg lavede så tre forskellige plakater – blandt andet en med en malkepige. Den her malkepige havde en lille rød-hvid ternet ko løbende bagved sig. En lillebitte en. Og lige i sidste øjeblik tænkte jeg: Den er da egentlig skæg den der. Og så lavede jeg den lynhurtigt stor. Den blev tegnet rent – og så gik den sin gang. Og det havde jeg altså ikke drømt om.” 

Mejerigtig morgenmad.

I første omgang var der ellers hos kampagnens bagmænd på Mejerikontoret i Aarhus stor begejstring for malkepigen. Men så var det, at nogen påpegede, at den træsko-klædte bondepige godt kunne se lidt hollandsk ud. Og Holland var jo hovedkonkurrenten på det europæiske marked for mejeriprodukter, så derfor røg hun ud, og koen kom frem i billedet. Det endelige forslag fra Grete Rich blev afleveret 23. januar 1958. Karoline blev godkendt, men hun havde endnu ikke noget navn. 


Videoklip

Om Karolinekoens fødsel

Billedkunstner Grete Rich fortæller. 
Fra TV2/Østjylland 1993 
1:04

Om Karolinekoen i USA

Billedkunstner Grete Rich fortæller om at støde på Karolinekoen i USA.
Fra TV2/Østjylland 1993 
0:52


Karoline titter frem bag den glade malkepige.


Kom så, Karoline

Det fik hun så den 13. februar for øjnene af Danmarks fjernsynsseere. Mejerikampagnen præsenterede den nye maskot for offentligheden ved et storstilet underholdningsshow i Tivoli. Danmarks Radio transmitterede begivenheden, og selveste statsministeren, som dengang hed H. C. Hansen, var udset til at komme trækkende ind på scenen med den rødternede ko – til lejligheden fremstillet i en udgave på størrelse med en rigtig ko. 

Karoline -første plakat med koen i front.


Kom så, Karoline,” lød det fra statsministeren, da han trak koen frem for publikum. Navnet var inspireret af en amerikansk betalt propagandafilm, som i 1951 var blevet produceret af Nordisk Film. Den hed ”Fabrikken Caroline” og handlede om, hvad man kan få ud af en ko, når man driver effektivt og moderne landbrug med fokus på produktivitet. Filmen var en af mange, som blev sendt på markedet for et fortælle europæerne om Marshallplanens velsignelser og fremhæve de moderne amerikanske produktionsformer.

Modernitet og effektivitet var alt andet end det, Karoline signalerede. Men alligevel overlevede navnet Caroline – i let fordansket udgave – og alle var enige om, at det passede perfekt til den nostalgiske, sindige og ærkedanske hyggeko skabt ud af stumperne fra Grete Richs rødternede køkkengardiner. 

Karoline blev herefter mejeribrugets fælles varemærke på brochurer, nøgleringe, kalendere, skoleskemaer, kuglepenne, øloplukkere, julekort, mejeri-emballage, opskrifter, kogebøger og ikke mindst på små samleark, hvor børn kunne prikke løsdelene ud og samle en lille papko.

Den glade ko bliver folkeeje

I tiden efter at afsætningskampagnen var skudt i gang, dukkede Karoline op flere og flere steder til akkompagnement af slogans som ”Mejerigtig morgenmad,” ”Det er smørret, der gør’et” og ”Jeg er din sundhed.”

Det var god timing, for op mod 1960’erne spirede en bevidsthed om sundhed blandt forbrugerne, som også begyndte at få flere penge i husholdningspungen. Desuden var priserne på mejeriprodukterne forholdsvis lavere end tidligere i historien, fordi landbruget var blevet effektiviseret og industrialiseret.

Bettina Buhl fra Landbrugsmuseet.
Karolines Cafeteria i Middelfart.

Den glade ko blev hurtigt folkeeje. Museumsinspektør Bettina Buhl fra Dansk Landbrugsmuseum husker koen fra sin barndom, hvor hendes farmor boede i Middelfart:

”Der havde de en Karoline-restaurant, hvor der stod en stor rød- og hvidternet ko udenfor. Og af en eller anden grund, så var det altså der, at min mor og min farmor foretrak at drikke eftermiddagskaffe og spise lagkage. Så der kom vi hver gang, vi besøgte min farmor.”

Det var især mejeriprodukter, som blev serveret på Karoline-cafeteriaet, og her smagte mange danskere første gang en milkshake eller en yoghurt, men det var ikke det, man i dag ville betegne som sund kost, damerne i Bettina Buhls familie gik efter: 

”Der var i hvert fald rigtigt meget flødeskum i de der lagkager, som, jeg kan huske, at vi sad og guffede. Og dengang tænkte man ikke så meget på, at det var skidt at sidde og spise SÅ meget flødeskum.”

Flæsk og fløde til danskerne

Bettina Buhl har beskæftiget sig indgående med danskernes madhistorie, og hun var i 2012 med til at forberede den store udstilling ”Åh, Karoline” - historien om det danske køkken gennem 50 år. Den blev vist på Nationalmuseet i Brede og på Dansk Landbrugsmuseum i forbindelse med 50-året for Karolines Køkken. Bettina Buhl:

”Som historiker kan man jo godt grine lidt af danskerne, for året før Karoline havde man lanceret ”Gris på Gaflen,” hvor grisen var symbolet på, at nu skulle vi danskere altså spise mere flæsk. Her kom så koen som symbol på, at nu skulle vi spise flere mejeriprodukter. Mere flæsk og mere fløde og smør – særligt smør - og det er jo i nutidskonteksten en sjov ting, for i dag forsøger vi jo at slanke os så vidt muligt og på almindelige hverdage undgå flæsk og smør.”

Mejerigtig-kampagnen var en salgskampagne og ikke en sundhedskampagne, selv om der blev taget sundhedsargumenter i brug for at sælge de danske mejeriprodukter. Og der blev endda sat toner til i det lille sanghæfte ”Syng med Karoline.” Melodien til sangen her, ”Hvad en klog husmor gør, er altid det mejerigtige,” er ”Kathinka! Kathinka!”:

”Med omtanke altid hvert indkøb hun gør, 
og valget, det er ”mejerigtigt.”
Hun ved jo, at osten samt sødmælk og smør
Og fløde for sundhed er vigtig…” 

Lille Peter fedes op med smør i Karolines navn. Uha, far har travlt.

Karolinepigerne sættes ind

Næste skridt i Mejerikontorets felttog var at indsætte uniformerede landtropper. De blev mobiliseret i 1961, da det første hold veltrænede Karolinepiger blev sendt til messen Grüne Woche i Tyskland for at sprede budskabet om de danske oste og andre delikatesser fra det hjemlige landbrug.

Karolinepigerne var klædt på, så de var genkendelige, hvor de kom frem. Inden udsendelsen blev de skolet i fremtoning og faglig viden om mejeriprodukter, så de kunne svare på alle tænkelige spørgsmål om oste og dansk smør. 

De danske mejeritropper blev yderst populære og rejste i de følgende år rundt med mejeridemonstrationer både i Europa, Australien og USA. Men på turene var altid koen Karoline. Det fortæller Ulla Stæt Andersen, i dag direktør for rejsebureauet Århus Charter og Karolinepige i fem år fra 1965:

”Jeg er jo født på landet, så jeg fulgte med i mejeriernes kampagne, og jeg havde selvfølgelig hørt om begrebet Karolinepige, og jeg drømte om at blive det, men jeg troede, det var uopnåeligt for mig, for jeg havde ikke den husholdningslærerinde-uddannelse, man skulle have dengang.”

De danske mejeritropper sættes ind.

Fem piger blev valgt ud

Men Ulla Stæt Andersens udlængsel fik hende alligevel i 1965 til at kontakte Mejerikontoret i Aarhus for at høre, hvordan mulighederne for at komme til Tyskland var. Hun fik at vide, at der ikke skulle sendes flere til Tyskland, men at hun kunne komme med i betragtning til det hold på fem piger, der snart skulle afsted til England. Det krævede dog, at hun sendte en ansøgning senest næste dag, og så fik hun travlt:

”Jeg boede i Borum, og vi havde ingen postkasse, så fik jeg lige hurtigt skrevet en ansøgning, og så gik jeg om til rutebilstationen og spurgte chaufføren, om han godt ville tage den med ind til Aarhus og smide den i postkassen, så jeg kunne komme i betragtning. Og jeg KOM i betragtning, og jeg blev udtaget. Så jeg fik chancen og kom med det første hold til England i 1965.”

Der var 73 ansøgere, og fem piger blev valgt ud. Ulla Stæt Andersen tog et helt år i England. Derefter var hun i Sverige, Tyskland og Australien. Så hun fik set verden som Karolinepige.

Ulla Stæt Andersen blev i 1965 udvalgt som en af fem piger, der skulle sælge dansk landbrug i England.

Karoline nedbrød alle barrierer

Der var også mange gode grin i kulturmøderne over de omrejsende osteborde. Ulla Stæt Andersen husker for eksempel, at hun flere gange i Australien oplevede, at de lokale kendte så lidt til Danmark, at de rent faktisk troede, at køerne i Danmark var rødternede lige som Karoline.

De fem nybagte Karolinepiger skulle i England dække fem distrikter, så de trak lod. Ulla Stæt Andersen trak Northumberland i det nordlige England:

”Det var nok ikke der, jeg lige havde drømt om at komme op. Jeg var jo pigen fra landet, der aldrig rigtigt havde været ude at rejse. Det var en lang tur derop, men det viste sig, at det var de sødeste og mest gæstfrie mennesker, så jeg blev rigtigt glad for det.”

Ulla Stæt Andersen rejste rundt alene med offentlige transportmidler fra by til by. Det var strabadserende og til tider ensomt, og her var det godt at have Karoline med sig. Den lille ko nedbrød alle barrierer, husker Ulla Stæt Andersen.

 ”Hvis man ikke lige kunne komme i snak med folk, så uddelte vi det lille samleark med Karolinekoen og hjalp med at sætte den sammen. Så kunne man stå og snakke med dem imens. Så hun var en brobygger, Karoline. Grete Richs ko smeltede alle hjerter. Den er bare så kær på alle måder. Nærmest en maskot. Hun var trygheden.”

Ulla Stæt Andersen mindes en gang, da hun på vejen fra Australien skulle mellemlande og overnatte i Los Angeles. Hun stod om natten og ventede forgæves på at blive hentet.

”Jeg var meget nervøs. Men så kom der en stor brandmand hen og sagde, at han skulle nok passe på mig. Han kunne kende koen, og så sagde han ”My grandfather was Danish.” Så også der i Los Angeles lufthavn hjalp Karolinekoen mig. Da følte jeg mig ellers helt alene.”

Karolinepigerne i England blev modtaget med åbne arme. Ulla Stæt Andersen længst til højre.
De små samleark med Karoline skabte god kontakt.
Karoline var med på Ulla Stæt Andersens rejser verden rundt.

Lydklip

Karolinepige

Ulla Stæt Andersen fortæller om, hvordan hun blev Karolinepige.
0:57

Karolinekoen

Ulla Stæt Andersen fortæller om Karolinekoen, der nedbrød alle barrierer
Varighed: 1:50

Karolines betydning

Bettina Buhl fortæller om, Karolines betydning for danskernes madkultur.
1:53


Ambassadører for dansk landbrug

Karolinepigerne vakte opsigt, når de kom frem. Der blev holdt pressekonferencer, og pigerne skulle stille op til interviews og i det hele taget opføre sig eksemplarisk, når de repræsenterede Karoline. 

Danske Karolinepiger klar til at indtage verden med Karolinekoen som maskot. Ulla Stæt Andersen sidder forrest til venstre.

På Landbrugsmuseet har man interviewet en del forhenværende Karolinepiger i forbindelse med udstillingen ”Åh, Karoline.” Hensigten var at kortlægge Karolinepige-institutionen. Museumsinspektør Bettina Buhl fortæller, at den var et element i den danske mejeribranche, som næsten var ved at gå i glemmebogen:

”Der var et helt kodeks, der var forbundet med Karolinepigen. Hvor høje hæle skulle hun have, hvor meget læbestift, måtte hun have på. Altså, de blev castet de her piger. Men derudover når de blev sendt afsted, så havde de også noget informationsmateriale med sig. De skulle jo i den grad være ambassadører for Danmark og dansk madkultur.”

Karolinepigerne var godt stof hvor de kom frem.

Ulla Stæt Andersen mindes også de strenge krav, der var til pigernes fremtoning og opførsel. Som Karolinepige-aspirant blev hun oplært af en chef-stewardesse fra SAS, som fortalte, hvordan man skulle se ud. Pandehår og neglelak var bandlyst. Og så var Karoline-uniformen vigtig. Ulla Stæt Andersen:

”Vi var jo gennemsyret af Karolinekoen på den måde, at vi havde den på vores tasker, på vores tøj, på vores kjoler og på vores tørklæder. Når vi kom til byen, så stod pressefolkene parat. Vi var meget bevidste om PR. Vi skulle kendes, så vi kunne få solgt noget. I bund og grund handlede det jo om at få solgt de flotte danske oste, vi havde. Det var jo Landbruget, der havde sendt os ud.”

Karolinepiger med smørtønder og håndtasker.

Træskoene vakte opsigt

Kjolen, som Karolinepigerne i udlandet bar, var designet af Jes Schrøder. Den var hvid og skræddersyet efter mål, og pigerne bar bomuldstørklæder og forklæder med Karolinelogoet. Det hele blev fuldendt af de hvide træsko, som vakte opsigt i England, hvor de ikke kendte den slags klaprende fodtøj.

”Tørklæde og forklæde var af bomuld, og det skulle stryges hver dag. Så når vi kom til et hotel, var det vigtigste at finde et strygejern og et strygebræt,” husker Ulla Stæt Andersen.

Hun har gemt sin kjole og tørklædet, og hun har stadig scrapbøger med udklip og masser af billeder fra Karoline-årene. Selv i dag så mange år senere, skaber det varme følelser hos Karoline-pigen, når hun ser sin gamle rejsekammerat, den lille rødternede ko:

”Jeg bliver så glad, når jeg i dag ser en Karolineko. En gang Karolinepige altid Karolinepige,” siger Ulla Stæt Andersen.

Ulla Stæt Andersen i det rød-hvide Karolineantræk.

Karolines Køkken

I tresserne var danskerne novicer, når det drejede sig om mad fra andre egne af verden. I langt de fleste hjem stod der sovs og kartofler på bordet klokken seks – og det var mor, der havde lavet maden. Men som en udløber af mejeriernes salgskampagne oprettede Mejerikontoret i 1962 i Karolines navn et inspirationsværksted, som både skulle få afsat noget mere smør og fløde til de danske husstande og give inspiration til husmødrene, som var klar til at prøve noget nyt og smart – og frem for alt nemt.

Husmoderen fik udleveret opskriftsblade fra Karolines Køkken hos de handlende, så hun kunne få inspiration til hurtig og spændende madretter.

Mange havde fået køleskab og flere penge mellem hænderne. I flere og flere familier var kvinderne også begyndt at tjene penge. Den øgede velstand sendte de første dristige danskere sydpå med Spies eller Tjæreborg, og de oplevede et bombardement af smagsløgene: Hvidløg, oste, rødvin, feta, pasta og oliven – nye eksotiske fødevarer blandede sig med frikadellerne og leverpostejen, når feriegæsterne vendte hjem.

De to husholdningslærerinder, som de første år udgjorde staben i Karolines Køkken, udviklede madopskrifter med farvestrålende inspirationsfotos. Opskriftsbladene blev uddelt gratis i ismejerier, hos ostehandlere og i supermarkeder, og der blev passet godt på dem. Når de var afprøvet, gemte husmoderen dem i den rød- og hvidternede samlemappe. Som Bettina Buhl skriver i bogen ”Alle tiders Karoline” fra 2012:

”I en tid, hvor man selv havde den tomme flaske med til købmanden, når man skulle have husholdningssprit, hvor fisk blev pakket ind i gårsdagens aviser, og hvor man skar nye mønstre i udslidte bildæk, virkede en gratis opskrift, oven i købet i farver, lige så autoritativ som Beredskabsstyrelsen husstandsomdelte blå pjece, Hvis krigen kommer! (…) Det blev et nationalt anliggende at følge anvisningerne i den rødhvide kampagne.”

De gratis opskriftsblade blev gemt i den rødternede samlemappe.

Den nye køkkenbibel

Snart bugnede samlemapperne til de løse opskriftsblade, og i 1972 blev de mest populære samlet i hæftet ”Det Bedste fra Karolines Køkken,” som også blev omdelt gratis. I perioden 1980-2001 blev udgivelsen fulgt af op af yderligere otte husstandsomdelte kogebøger i lettilgængelig og folkelig form.

Disse gratis husstandsomdelte opskrifter blev de nye køkkenbibler hos danskerne, og de ændrede spisevanerne herhjemme for altid, fordi der med Karoline-kogebøgerne kom praktisk anvendelig inspiration til at prøve noget nyt og servere det på en lidt spændende måde, uden at det kostede mere arbejde:

De mest populære løsblads-opskrifter blev samlet i Det bedste fra Karoline køkken i 1972.

”Karoline gjorde det lettere for den danske husmor. Lettere at planlægge, lettere at være moderne og tilegne sig nye serveringer, blive inspireret udefra. (…) Der er rigtigt mange, der har prøvet de her nye typer serveringer. Også når der skulle gæster på besøg. Det var både til hverdag og særlig fest, hvor man jo både i 60’erne og 70’erne lagde meget vægt på middagsselskaberne og på, at husmoderen skulle være helt 100 procent moderne og trendy.”

Den indbagte mørbrad – en vinder

Bettina Buhl og hendes kolleger fandt ud af, da de interviewede en stor gruppe forbrugere i forbindelse med udstillingen ”Åh, Karoline,” at der var en lang række opskrifter, som gik igen, når folk skulle fortælle, hvad de forbandt med Karolines Køkken:

”Der var ostelagkagen, den indbagte mørbrad og tunmousse. Og så flødekartoflerne. Det var noget, de fleste havde prøvet at tilberede. Med succes,” fortæller Bettina Buhl, der påpeger, at det jo ikke lige frem var light mad, som gjorde Karolines Køkken populært.

Da Karolinekoen i 2008 fyldte 50 år, bad Karolines Køkken danskerne om at stemme på deres yndlings-Karolineopskrift, ” og her løb den indbagte mørbrad fra 1972 af med sejren. Det er der flere grunde til, men som lederen af Karolines Køkken, Tove Færch, påpegede, så har retten ”imponator-effekt.” Den er god til at imponere gæsterne, fordi den ser avanceret ud, men faktisk er den ganske let at tilberede. 

Alle husstande modtog de gratis Karolinekogebøger.

Karolines nye ernæringspolitik

Karolines Køkken stoppede i 1990’erne med at anvende Karolinekoen som logo. Køkkenets første opskrifter indeholdt rigelige mængder af smør og piskefløde, men fra omkring 1990 indførte Mejeriforeningen en ernæringspolitik, og der kom mere fokus på, at opskrifterne skulle være magre.

Men den trivelige Karoline stod som symbol på det smørrige og lidt gammeldags køkken, og derfor valgte mejerierne at give Karolines Køkken et nyt logo. I dag foregår opskriftsudviklingen i Karolines Køkken ud fra Fødevarestyrelsens anbefalinger om energifordeling.

Karolines Køkken har siden 2003 været ejet af Arla Foods.

Karolines Køkken 1.
Karolines Køkken 2.
Karolines Køkken 3.
Karolines Køkken 4 - fra 1990 kom der mere fokus på det sunde.


Karoline

Karoline Koen kom til at påvirke salget af dansk mad til udlandet, og senere var koen også i front, når der blev givet inspiration fra fremmede køkkener til at prøve noget nyt på de danske middagsborde. Den glade ko udstrålede dansk hygge og lune og vandt forbrugernes tillid både ude og hjemme.

Grete Rich fortalte i et tv-interview i 1993, at hun hele livet var taknemmelig for, at det lige var hende, der fik chancen for at skabe Karoline. Hun havde aldrig drømt om, at den skulle få sådan en global udbredelse, da hun sad og klippede koen ud af sine gamle køkkengardiner derhjemme i Højbjerg:

”Jeg glemmer aldrig, da jeg engang stod ovre i New York og så Karoline på en hylde. Ja, jeg kom næsten til at tude. Den har jo været hele jorden rundt. Den har jeg altså haft rigtigt meget glæde af.”

Grete Rich.
Mælkepige.
Mælkedreng.

Fakta

1957 Grete Rich skaber Karolinekoen
1958 Karoline præsenteres for offentligheden
1961 De første Karolinepiger sendes afsted til Tyskland
1962 Mejerikontoret opretter Karolines Køkken
1972 Den første kogebog fra Karolines Køkken udkommer
1980-2001 Karolines Køkken 1-8 udsendes og husstandsomdeles
2003 Arla køber Karolines Køkken af Mejeriforeningen
2003 Karoline Køkken kommer på nettet
2012 Karolines køkken fylder 50 og udsender jubilæumskogebogen ”Alle tiders Karoline”
2012 Dansk Landbrugsmuseum udvikler udstillingen ”Åh, Karoline”
2014 Side hos Arla med billeder af Karoline

Papko

Karoline siger nej til Berufsverbot

Karoline har måttet stå på mål for meget, og hun er også blevet sat ind i kampen mod Berufsverbot. Højskoleforstander Jørgen Carlsen fortæller i en artikel i forbindelse med 50-års jubilæet for Karoline om en oplevelse, han havde i 1976 med det rød- og hvidternede nationalsymbol. Karoline blev intetanende draget ind i en politisk protestdemonstration i Vesttyskland, hvor kampen mod Berufsverbot var på sit højeste. En flok aktivister fra den aarhusianske venstrefløj var draget til Frankfut for at deltage i en stor demonstration. 

Jørgen Carlsen fortæller: "Da vi aftenen før stod og lavede bannere og skilte til demonstrationen, var det store spørgsmål, hvad der skulle stå på skiltene. Hvordan kunne vi på en slagfærdig og raffineret måde tilkendegive, at vi kom fra Danmark? Vi lagde hovederne i blød. Efter indtagelse af en portion godt tysk øl fik én af os en lys idé. Hvad forbinder tyskerne med Danmark? De ser os først og fremmest som et idyllisk landbrugsland. Hvad inkarnerer den positive side af dansk landbrug for tyskerne? Det gør selvfølgelig koen Karoline, som har været så voldsomt eksponeret netop i Vesttyskland. (...)

Så vi lavede nogle bannere og skilte, hvor vi efter bedste evne og hukommelse tegnede Karoline-koen og med store bogstaver skrev: KAROLINE SIEHT ROT - NEIN ZUM BERUFSVERBOT!. Stolte marcherede vi næste dag under denne vanvittigt smarte parole, ledsaget af det taktfaste råb: KAROLINE SIEHT ROT - NEIN ZUM BERUFSVERBOT!"

Selv om de danske demonstranter ikke havde den store gennemslagskraft med deres utradionelle parole, så viser historien, at selv venstreorienterede unge aktivister, som var i opposition til det etablerede, havde varme følelser for Karoline og en blind tillid til hendes gennemslagskraft.