Danmarks første føtex-butik åbnede i 1960 i Aarhus

”Det går ikke”, sagde folk til hinanden, da Herman Salling i 1960 ville åbne et selvbetjeningsvarehus med fødevarer og tekstil under samme tag. Kunderne troede ikke, at de kunne undvære specialbutikkernes betjening, men de vænnede sig hurtigt til at købe flæskestege, brødristere og underbukser ét sted, og føtex-kæden voksede sig stor. Den første butik i Guldsmedgade i Aarhus er blevet til 86 - spredt over hele Danmark. 

Af journalist Dorte Søholm

2011

Da direktør Herman Salling i 1958 havde været på en inspirationsrejse jorden rundt, kom han hjem til et Danmark, som var gået helt i stå på detailhandelsområdet. Vareknapheden efter krigen var et overstået kapitel, der var gang i økonomien og praktisk taget ingen arbejdsløshed. Pengene brændte nærmest i forbrugeres lommer, og alligevel så butikkerne ud, som de havde set ud de sidste 50 år. Det var den kittelklædte købmand bag disken, der prægede billedet. 

I Danmark var der 14.000 små købmænd og et hav af specialforretninger, men Herman Salling havde på rejsen set, hvordan man i USA havde øget folks forbrug ved at friste dem med flere og let tilgængelige varer. Hans idé var, at man skulle kunne købe fødevarer, tekstiler og isenkram i en og samme butik. Så i 1960 stod 1400 kvadratmeter topmoderne varehus klar i Guldsmedgade i Aarhus.  Føtex blev navnet – fødevarer og textil i et ord og under et tag. 

Husmødrenes drøm at kunne handle lettere
  

”Om 6 dage opfyldes alle husmødres ønske” og ”Om 3 dage begynder en ny og meget lettere tid for Dem og alle andre travle jyske husmødre.” 

Annoncekampagnen op til åbningen spillede fermt på de travle husmødres behov for aflastning i en hverdag, hvor 55 procent af dem var ude på arbejdsmarkedet, mens det nok var de 100 procent, der stadig stod for madlavningen. Kun hvert andet hjem havde køleskab, så der skulle købes ind hver dag.
 
Ole Larsen, som var blevet ansat som kommis i kolonialafdelingen en måneds tid før åbningen, var udlært i en gammeldags købmandsbutik, hvor man ekspederede kunderne ved disken og selv vejede sukker og mel af i papirsposer. Han var nysgerrig og ville gerne med på det nye hold, og han husker, hvordan der var stor opmærksomhed om det nye varehus: 

”Alle talte om det. Det var jo noget helt nyt, som Salling havde været i USA og se, så det var jo spændende. Men der var også stor skepsis.  Folk tænkte, at det der med at kunderne selv gik rundt og tog varerne, det var noget mærkeligt noget. Når kunderne kommer med deres indkøbsseddel, så vil de da ekspederes.” 

Men det skulle vise sig, at de århusianske husmødre hurtigt vænnede sig til selv at tage deres kolonialvarer fra hylderne.
 
16. november 1960, dagen før åbningen, skrev Aarhuus Stiftstidende imponeret: ”Der startes med et lager til en værdi af ca. 2½ mill. kr., og hertil tæller alt fra rullestege med svesker til kikkerter, fra undertøj til likørsæt, fra brødristere til parfume...  Kødafdelingen har en lang frysedisk og kød delt i båse:  Oksekød i én, flæskekød i en anden… Gennem et vindue kan man se ferme damer skære pålæg, pakke dette ind og sende det videre pr. transportbånd. ”

Lange køer på åbningsdagen

Folk havde aldrig set noget lignende.  På åbningsdagen var der massive kødannelser  foran butikken, og  kunderne måtte lukkes ind i hold. Reklamefolkene havde fået den idé, at alle, der havde fødselsdag på åbningsdagen d. 17. november, kunne få 50 kroner.

Birgit Bjerregaard fra Aarhus var en af dem. Hun fyldte ni år på dagen og skyndte sig ned i føtex med sin mor: ”Jeg husker tydeligt, at jeg købte en dukke til kr. 9,95 og fik resten udbetalt i kontanter, hvilket jeg og min mor ikke havde forventet. Restbeløbet blev sat i Sparekassen.”
 
Erik Buch var leder af kolonialafdelingen, og han fortæller, hvordan personalet blev noget overvældet af de mange fødselarer. 50 kroner var mange penge, så en del kom faktisk flere gange med den samme dåbsattest, indtil personalet fandt på at stemple bag på dem.

”Der var altså mange, der kom med deres dåbsattest der den 17. november. Det var lige ved at tage luften ud af os”.

Svært at skaffe selvbetjeningsvarer

Erik Buch var kort før åbningen kommet til føtex fra Viggo Danielsen, en stor købmandsforretning i Nørregade med mange specialiteter. Nu skulle han stå for indkøb af varer: ”Vi var jo vant til at ekspedere fra disken. Jeg havde ikke forstand på selvbetjening. Den opgave måtte man selv bruge sin fantasi til at løse”. Alle varer kom hjem i store sække på det tidspunkt. Mel, svesker, havregryn og sukker i 50 kilos poser. Så vejede kommis’en det af til kunderne.
 
Erik Buch fortæller: ”Det var jo et stort problem at få selvbetjeningsvarer på hylderne. Leverandørerne var ikke klar. Selv sådan noget som småkager – vi skulle ud og finde en bager, der kunne veje af og putte i poser. Ellers kunne vi jo ikke sælge den slags ting. Det værste det var lakrids, bolsjer og bridgeblanding.  Vi skulle have det vejet op i små poser. Det var et kæmpe arbejde. Vi lavede nogle poser, som kunne varmelukkes.” 

Erik Buch måtte selv opsøge leverandørerne og hen ad vejen få dem til at veje af og emballere produkterne. Men de første år måtte der findes på andre løsninger, husker han: ”Jeg havde en overgang 100 damer, som stod nede i Aarhushallen i Ryesgade og kom ting i poser. Vi kunne ikke få industrien til at gøre det i starten. Det var et kæmpe benarbejde, og der var ikke mange, der troede på selvbetjening i starten.”

Herman Salling skifter sine chefer i føtex

Det med emballagen var ikke det eneste problem for den nye føtex-forretning. Selv om kunderne hurtigt tog idéen om selvbetjening til sig, når det drejede sig om fødevarer, så gik det noget mere trægt på nonfood-området. Ingen havde erfaring med den type varer, og ingen vidste, hvad der kunne sælges. Så der blev købt store varepartier hjem, som kunderne slet ikke var interesserede i. Umoderne standerlamper, ure, grammofoner og tekstiler. Ting, som folk ikke kastede sig ud i at købe uden vejledning fra kyndige ekspedienter.
 
Erik Buch husker tilbage: ”Da vi kom frem til jul, gik det ad H til. Det sortiment, vi havde i noonfood, var folk slet ikke indstillet på at købe. Det færdigtpakkede kød derimod havde stor interesse fra starten - og også kolonial. Men noonfood, det gik altså ikke.” 
 
Efter knap to måneder skred Herman Salling ind. Han fyrede med dags varsel direktør Erik Marckmann og samtlige nonfood-chefer. En rystet medarbejderstab stod tilbage. Men Salling og hans kone smøgede ærmerne op og gik selv i gang med at rydde ud på lageret. Ting, som ikke havde kunnet sælges, blev sat på udsalg.
 
Usikkerheden bredte sig blandt personalet. ”Ja, vi sagde altid: Ingen kender dagen, før Herman går hjem”, griner den tidligere kommis, Ole Larsen. ”Det skete altid noget, når han var der”.

Man var stolt af at arbejde i føtex

De 125 medarbejdere, som blev ansat inden åbningen i 1960 fik for damernes vedkommende en mindsteløn på 3,42 kr. i timen og for mændenes 4,67. Man skulle tage fat og vise resultater, men det var de mennesker, som arbejde i føtex indstillede på. Korpsånden greb folk, og op gennem årene har flere end 300 medarbejdere kunnet fejre deres 25 års jubilæum.

Hun fortæller, hvordan personalet ved morgenmøder op til åbningsdagen blev indprentet, at de skulle behandle kunderne, som om de var gæster. Så de kom jo igen, var filosofien.

Der var en helt ny bevidsthed om, hvordan man placerede varerne i butikken. Kunderne skulle fristes med for eksempel tyggegummi eller chokolade tæt ved kassen, som vi kender det i dag. Værdien af impulskøb havde Herman Salling allerede erkendt i 1960.

Konkurrenterne så bekymrede til

Ole Larsen var 23 år, da han i 1960 kom til føtex fra konkurrenten, JACO i Vestergade. Hans arbejdsgiver tog det pænt, at den unge kommis ville over og være med i det nye og spændende initiativ i Guldsmedgade. Men Ole Larsen husker også, at Carl Børge Jacobsen fra JACO fulgte meget interesseret med i, hvad der skete hos føtex:
 
”Han og førstemanden var da herovre og kigge ind ad vinduerne hver aften, mens vi gik og satte varer op til åbningsdagen. De var meget interesserede i, hvad der skete. Det kunne helt sikkert mærkes på omsætningen, da føtex åbnede”.
 
De frie købmænd gjorde i begyndelsen, hvad de kunne for at spænde ben for Herman Salling. Erik Buch, som skulle købe kolonial ind til den nye føtex-butik fortæller, at det var lidt af en krig: ”Flere af købmændene sagde til leverandørerne – hvis I handler med føtex, så skal I ikke handle med os længere. Det var et gigantisk problem at få varer. Købmændene var bange for selvbetjeningen. Mange gange betalte vi mere for varerne og tjente slet ikke på det. Vi skulle bare have noget på hylderne. ”

Lydklip med kommis i føtex’ kolonialafdeling Ole Larsen

Føtex indtager flere byer

Trods dundrende underskud i Guldsmedgade fortsatte Herman Salling uanfægtet sine ekspansionsplaner for føtex. Han havde et kort hængende på sit kontor med nåle sat ind i de byer, han ville indtage.
  
Da de værste startvanskeligheder var overvundet i Aarhus, og et nyt hold chefer efterhånden fik sporet sig ind på, hvad det var, man kunne sælge til kunderne i en selvbetjeningsbutik, var Salling klar til at skrive næste kapitel i føtex-sagaen. Han havde set, hvordan man i USA indrettede varehuse i gamle industribygninger og nedlagte hoteller. Og netop et gammelt hotel, Dania i Frederikshavn, blev rammen om føtex-butik nummer to.

Lydklip med Erik Buch, leder af kolonialafdelingen i føtex 1960

Erik Buch blev sat til at stå i spidsen for opbygningen af varehuset i det nordjyske bare et år efter, at man var åbnet i Aarhus. Han fik et helt hold af unge engagerede føtex-medarbejdere med sig, og de sov på madrasser på et loft og arbejdede i døgndrift. Med de mange erfaringer fra Aarhus i bagagen, lykkedes det i Frederikshavn at skabe en succes fra starten.

”Den ringede lige med det samme, da vi åbnede i Frederikshavn.  Og derefter var det så Fredericia, Hjørring, Vejle, Silkeborg og Kolding. Folk var helt vilde. De 5-6 butikker, vi lavede der i de første fire år, de er grundfundamentet i alt det, der senere blev bygget videre på.” 

Og fundamentet blev yderligere styrket i 1964. Da fik Herman Salling overbevist skibsreder A. P. Møller om, at han skulle gå med om bord. A. P. Møller interesserede sig egentlig ikke for detailhandel, men han gik ind som partner ”af nationale grunde”, da Salling begyndte at flirte med udenlandske investorer. Alliancen med A. P. Møller betød, at Sallings firma, Jydsk Supermarked, som kvittering for saltvandsindsprøjtningen måtte skifte navn til Dansk Supermarked.
  
I dag tæller føtex-kæden 15.000 ansatte og 86 butikker landet over. Og i 1970 startede et nyt forretningseventyr, da føtex fik sin storebror, Bilka.