Da de uovervindelige KaosPiloter gik i luften over Aarhus

At kunne navigere i en verden af kaos og foranderlighed. Det var den færdighed en ny uddannelse i Aarhus kunne tilbyde kommende elever i 1991. Det første hold modige studerende var prøvekaniner – for egen regning. De etablerede uddannelser kiggede skævt til den nye skole og dømte ”varm luft,” men erhvervslivet var begejstret for de nye kreative projektledere og tog KaosPiloterne til sig. I dag er over 600 uddannet, og de er næsten alle i beskæftigelse.

Af journalist Dorte Søholm

2013 

Kaospilotlogo 2006.

Da Uffe Elbæk og hans kammerater fra Next Stop Sovjet-karavanen stod på Den Røde Plads i efteråret 1989 midt i en stor rockkoncert, som de selv havde arrangeret, var det med armene oppe over hovedet. Vi gjorde det! Men tanken om, at det hele måske kunne have forløbet noget mindre kaotisk, hvis de havde haft noget viden forinden, meldte sig også.

”Ingen af os var blevet undervist i, hvordan man laver en kontrakt med KGB eller konfliktløsning med den russiske mafia, eller hvordan man får 2000 unge ind over grænsen til Sovjet eller finder ud af at sætte et satellit-koncertlink op fra Moskva til Danmark,” fortæller Uffe Elbæk i dag. 

”Så vi stillede os det der meget enkle spørgsmål: Hvilken uddannelse skulle vi have haft for at gøre det, vi gjorde?”

De unge aarhusianere i kulturudvekslings-karavanen kiggede sig omkring i verden for at se, om en sådan uddannelse eksisterede nogen steder, og det gjorde den ikke. Så idéen om det, som skulle blive til KaosPiloterne, begyndte at tage form i nogle af de kreative hjerner, der var med i Sovjet.

Aarhus boblede af kultur

Der var en stemning af uovervindelighed i Aarhus i sidste halvdel af 80’erne. En tro på, at alt var muligt. Aarhus var en by, der boblede af kultur, kreativitet og fremskridt – delvis på baggrund af Københavns status som nedslidt og metaltræt hovedstad.

Den store ungdomsarbejdsløshed op gennem 80’erne kombineret med universiteternes adgangsbegrænsning havde skabt et overskud af motiverede og kvalificerede unge, men stemningen var ikke opgivende trods den finansielle krise. I Aarhus fik de unge lov at fordybe sig i kulturelle eller sociale projekter eller udvikle deres evner kunstnerisk eller personligt. Byens politikere var åbne over for kulturelle og sociale eksperimenter, og myndighedernes velvilje skabte gode vækstbetingelser for nye initiativer.

Uffe Elbæk var uddannet socialpædagog, og arbejdede i midtfirserne med opsøgende socialt arbejde blandt unge. Han husker den særlige projektkultur i Aarhus:

”Du så det på musikscenen, du så det på teaterscenen, Nordisk Teaterskole... Der var en lang række miljøer, hvor Aarhus havde en gylden stund, kan man sige."

Loa Bendix var med sine 22 år den yngste på hold 1, som begyndte uddannelsen i 1991. Foto Ole Hein.

Loa Bendix var sidst i 80’erne aktiv i det kulturelle iværksætterfællesskab, Frontløberne, hvor hun blandt andet var med til at arrangere diskoteksaftener under titlen ”Klub Kronstadt.” Hun husker også Aarhus som et sted, hvor der var gang i meget på det tidspunkt:

”Der var enormt mange små kulturelle enheder, der lavede forskellige ting. Små filmklubber, der viste eksperimenterende film nede i en kælder, og der var et godt undergrundsmusikliv med mange bands og klubber. Aarhus var virkelig levende – og levende på en mere undergrundsmåde, end den er i dag, hvor åen er åbnet, og der er sådan et pænt og nydeligt liv.”

The sky is the limit

Ude i Europa ændrede det politiske landskab sig drastisk. Muren var på vej til at falde, Sovjetunionen var på vej til at smuldre, og nye demokratier skød frem. Deltagelsen i Next Stop Sovjet skabte en kollektiv bevidsthed hos de unge græsrødder om, at de kunne gøre noget og påvirke tingene. At det lykkedes at sende 2-3000 unge fra hele Skandinavien ind i Sovjetunionen og arrangere rockkoncert på Den Røde Plads foran Kreml gav mod på at løse store og komplicerede opgaver, fortæller Uffe Elbæk:

”På det tidspunkt var Sovjetunionen et af verdens mest totalitære og militaristiske samfund, så ideen om Next Stop Sovjet  var ikke bare visionær og vild, den var også en utopi. Men det lykkedes… Vi kom tilbage til Aarhus med en idé om, at ”The sky is the limit.” Uden den mentale bagage havde vi nok ikke haft mod til at skabe KaosPiloterne.”


Lydklip med Uffe Elbæk

Om baggrunden

1:30

Pædagogiske tanker

Om de pædagogiske tanker bag uddannelsen
1:55

Om rektor

Om hvorfor Uffe Elbæk blev rektor
1.32


Visioner for en ny uddannelse

Uffe Elbæk havde som socialpædagog stablet gøgler-projekter som ”De flyvende pisbønner” og ”Den rullende rottefestival” på benene. I 1986 dannede han sammen med et par andre paraplyorganisationen Frontløberne for at have et sted til alle de forskellige projekter, som hele tiden blev sat i gang.

Det var i dette kreative projekt-miljø i Mejlgade i Aarhus, at Uffe Elbæk i samarbejde med den unge frontløber Thomas Heide begyndte at arbejde med uddannelsesprojekter. Thomas Heide havde fået idéen til journalistkurset Ajour og fotokurset Click, som der havde været stor søgning til, så tankerne hos Frontløberne var også inden Next Stop Sovjet sporet ind på, at uddannelsesprojekter var oppe i tiden.

Thomas Heide og Uffe Elbæk formulerede efter Moskva-turen en vision for en ny uddannelse, der skulle lære unge mennesker at tage praktisk fat i store udfordringer og at navigere i en verden i evig forandring. De gik videre med idéen, og den første detaljerede uddannelsesplan blev skrevet i 1990 i en lånt lejlighed i Cannes, hvor de tre frontløbere, Uffe Elbæk, Gitte Madsen og Thomas Heide forskansede sig i en periode og skrev alt det, som de burde have vidst, da de stod på Den Røde Plads i Moskva.

Teori og praktik går hånd i hånd - et grundlæggende pædagogisk princip siden starten.

Arbejdet handlede i høj grad om at beskrive, hvordan eleverne skulle lære. Der var nogle helt grundlæggende pædagogiske elementer i spil fra begyndelsen, fortæller Uffe Elbæk:

”Teori og praktik skulle hænge sammen. Du skulle ikke have nogen teoretisk undervisning, som ikke blev koblet op på noget praktisk arbejde. Det var vigtigt. Det andet, det var, at det var lige så vigtigt med en personlig udvikling som med en faglig udvikling. De går hånd i hånd og kan ikke adskilles.”

Det var en kerneidé i KaosPilot-uddannelsen lige fra begyndelsen, at man tænkte holistisk og så på det hele menneske. Hvis man ikke udviklede sig selv, kunne man heller ikke udvikle sine projekter.

Uffe Elbæk beskriver filosofien i sin bog ”Kaospilot” fra 1998:

”Vores ambition var at skabe den uddannelse, vi selv gerne ville have gået på. En uddannelse, som var født ud af vore egne erfaringer med og fascinationer af livet i den sidste del af det 20. århundrede. Det skulle være en uddannelse, der var syet sammen af usynlige, men stærke tråde, spundet af tænkere og filosoffer som Platon over Grundtvig til Alvin Toffler. En uddannelse, hvor både hoved, krop og sjæl blev udfordret.”  

Takeoff med Uffe Elbæk som rektor

Uffe Elbæk endte med at blive den første rektor for KaosPiloterne, da uddannelsen kom i gang i 1991. Men det var egentlig ikke meningen, fortæller han:

” Vi havde jo sådan en forestilling om, at der skulle en ny rektor ind, som slet ikke skulle være nogen af os, men at vi hentede en Tor Nørretranders ind eller hvem pokker, vi nu syntes, kunne være den helt rigtige til den rolle og afspejlede ambitionen både fagligt og kulturelt.”

På det her tidspunkt havde Uffe Elbæk arbejdet intenst med Frontløberne i flere år, og han havde taget nogle store personlige og økonomiske beslutninger, så han trængte til at sætte KaosPilotuddannelsen i gang og så bare trække sig ud af projektmiljøet.

”Men i og med at vi ikke havde en rektor og dermed heller ikke en person, der personificerede uddannelsen over for potentielle finansielle partnere, så kom det jo tættere og tættere på, at hvis det her overhovedet skal op og køre, så bliver du Uffe nødt til at tage opgaven. Og det er så det, jeg gør.”

Barfodsrektor Uffe Elbæk i spidsen for en uddannelse for både hoved, krop og sjæl. Foto Ole Hein.

Første optagelsesprøve

Med en uddannelsesplan, et navn og rektor ved roret, kunne KaosPiloterne nu gå i gang med at indhente ansøgninger fra interesserede kommende studerende. Der blev skabt et logo og en pjece – ”verdens længste folder” - som beskrev alt det spændende, eleverne kunne komme i berøring med på den nye uddannelse. Omkring 60 gik til optagelsesprøven, som foregik på Entréscenen i Grønnegade, og halvdelen slap igennem.

En af dem, der søgte og blev optaget på hold 1, var Loa Bendix, som selv kom fra Frontløberne. Det var blevet besluttet, at en tredjedel, af dem, der blev optaget, måtte være nogle, som kom fra det kendte miljø. Resten skulle komme udefra.

Loa Bendix følte sig ikke godt til rette i universitetsverdenen, og hun var meget i tvivl om, hvilken uddannelse, der passede til hendes mere praktiske gemyt:

Kaospilotlogo 1991-2006.

”Lige præcis det der, hvor det handlede om at lave projektledelse, opbygge ting og starte ting og afvikle dem – det syntes jeg var ekstremt spændende ved KaosPilotuddannelsen. Og den havde en blanding af teori og praksis, som, jeg syntes, virkede rigtig for mig.”

De første elever skulle selv betale for deres uddannelse, men Loa Bendix var heldig på det punkt:

”Jeg havde nogle bedsteforældre, der valgte at betale for mig, så det var jo fantastisk.” 


Lydklip med Loa Bendix

Om usikkerheden

Om usikkerheden, ved en uddannelse, som ingen kendte til
1:28

Om indholdet

Om indholdet af kaospilotuddannelsen
1:28

Om frustrationer

Om frustrationer over at være forsøgskaniner
2:00


Masser af ubekendte

5. august 1991 kl. 10 kunne rektor Elbæk byde det allerførste hold KaosPiloter velkommen i Mejlgade 35, hvor skolen fik lokaler dør om dør med de gamle venner, Frontløberne. Der var blevet arbejdet det meste af natten for at få gjort lokalerne klar, og økonomien var et kludetæppe af forskellige bidragydere – der var elevernes egen betaling, støtte fra Aarhus Amt og private sponsorer. 

Gården ved KaosPiloternes domicil i Mejlgade har gennem årene været centrum for mange fester og arrangementer.

Hold 1 vidste ikke meget om, hvad de gik ind til. Og de vidste sådan set heller ikke, hvad de blev til, når de var færdige med uddannelsen, som varede to et halvt år. Senere blev den forlænget til tre. Der var med andre ord masser af ubekendte, husker Loa Bendix:

”Der var ingen, der vidste hvad KaosPiloterne egentlig var. Hver gang vi var i medierne, troede de, at det var sådan noget gøgl - at vi var gøglere. Når vi blev fotograferet, skulle vi altid stå med armene ud til siderne og lege piloter. Også for verden udenfor var det svært at lure, hvem er det, der kommer ud, og hvad kan de egentlig, når de kommer ud?

Og VI vidste jo heller ikke, hvad vi kunne, når vi kom ud. Og hvad kunne vi, som de andre IKKE kunne? Det fandt man først ud af, da man var ude i det. Da man kom ud på den anden side.”

Alle KaosPiloter gennem tiderne kom op på væggen i trappeopgangen i Mejlgade.

Loa Bendix var med sine 22 år en af de yngste på holdet. De fleste lå midt i tyverne og havde været ude at prøve lidt forskelligt, inden de gav sig i kast med den nye uddannelse. Det var et pionerhold, der startede. Et hold unge, som var åbne over for eksperimenter, og som besad en stor risikovillighed. Og det var en ressourcestærk gruppe, som der kunne stilles krav til, for der var ikke noget arbejdsløshedsprojekt eller socialt eksperiment over KaosPiloterne, forklarer Uffe Elbæk:

”Jeg tager hatten af  for, at de turde. Jeg tror, at mange af dem havde en drøm om, at de skulle arbejde inden for kulturområdet. Det var det primære drive i det på det tidspunkt. Der var meget opmærksomhed omkring, hvad kan kulturen gøre, hvordan kan kulturen være en drivkraft i udviklingen af byer og regioner. København var jo blevet udpeget til at være Kulturby i 1996.” 

Erhvervslivet bliver budt op til dans

Allerede i 1992 fik uddannelsen de første bevillinger fra Kulturministeriet. På daværende tidspunkt var det den konservative Grethe Rostbøll, der var kulturminister. Men det var hendes efterfølger, socialdemokraten Jytte Hilden, der kom på banen i 1993, da KaosPiloterne havde brugt alle deres penge på at færdiggøre hold 1. Hold 2 var netop blevet optaget, men økonomien var på katastrofekurs. Der blev holdt krisemøde i Mejlgade med kulturministeren over et fad smørrebrød fra den lokale slagter, og KaosPiloterne blev reddet i 11. time.

Meget hurtigt begyndte KaosPiloterne at byde erhvervslivet op til dans. Op gennem 70’erne og 80’erne havde der været et jerntæppe mellem den kreative verden og kapitalen, og i græsrodsmiljøet havde der været en enighed om, at erhvervslivet var skurken, men her tænkte KaosPiloterne nye tanker.

Uffe Elbæk havde helt tilbage på sine gøglerprojekter i midtfirserne, indgået en aftale med købmanden i Sjællandsgade om kaffesponsorering. Og i hans hoved gav det god mening, at man selv skulle være med til at løbe pengene hjem, når man skulle realisere sine idéer. Noget han også kendte til fra Frontløberne, hvor man havde landet et af de første store sponsorater fra Carlsberg nogle år tidligere:

Jytte Hilden.

”Det, der skete i overgangen mellem 80’erne og 90’erne, det var, at vi begyndte at gå fra en projekttænkning til en virksomhedstænkning. (…) Det betød, at Kaospiloterne placerede sig et meget interessant sted. Og det blev vi jo også kritiseret for.”

Fra erhvervslivet sværvægtere, LEGOs  Kjeld Kirk Kristiansen, Lars Kolind fra Oticon og Mads Clausen fra Danfoss var der stor interesse for den nye uddannelse. De kunne se idéen i at uddanne nogle unge kreative mennesker i opfindsomhed og projektstyring, for erhvervslivet havde brug for folk, der kunne få gode idéer, og som kunne drive dem frem til værdiskabelse.

Kritik fra den akademiske verden

Det virkede som en rød klud på mange, at KaosPiloterne så åbent gik i clinch med erhvervslivet og dermed rokkede ved de faste forestillinger om, hvem man måtte lege med. Mange så en skjult nyliberalistisk agenda i KaosPiloterne åbning over for forretningsverdenen. Desuden var den etablerede uddannelsesverden skeptisk over for den store bredde og manglende dybde i undervisningspensummet, husker Uffe Elbæk:
 
”Der var en kritik fra det mere traditionelle akademiske miljø, som sagde: Hvad er nu det for en gøgeunge, der kommer? Nu kalder de sig en uddannelse. Ved de ikke hvad uddannelse er? Det er sådan noget, man kun kan få lov at kalde sig efter 200 år. Så den vinkel var der på det, at det ikke var akademisk, intellektuelt eller teoretisk nok.”

En af dem, som i 1989 sad i den akademiske verden og betragtede fænomenet KaosPiloterne, var Niels Lehmann, i dag institutleder på Aarhus Universitets Institut for Æstetik og Kommunikation. I 1989 var han kandidatstipendiat på dramaturgi, som sammen med de fagene litteratur, kunsthistorie og musikvidenskab udgjorde grundpillerne i uddannelsen Æstetisk Kulturarbejde. Niels Lehmann husker, at man på universitetet allerede i firserne mærkede kravet om, at studierne skulle være målrettede og umiddelbart anvendelige:

”Vi havde en minister, Bertel Haarder, som var meget optaget af brugbarhed – ikke mindst på de humanistiske uddannelser. Fuldstændig som vi har det i dag også.”

Derfor var KaosPilotuddannelsen noget, der blev lagt mærke til i universitetskredse, hvor man selv stod midt i en omstilling. Niels Lehmann:

”KaosPiloterne  lagde sig nok lidt mere i retning af det, man ønskede sig fra politisk hold på det tidspunkt, fordi de var meget erhvervsorienterede direkte, hvor VORES tradition jo var en tanke om, at den humanistiske tanke også var en kritisk tanke. Altså en, der undersøger hvordan tingene er og derfor er lidt forbeholden mod den rene opereren, den rene fremdrift, den rene erhvervsretning.” 

Niels Lehmann.

Kaospiloterne inspirerer

KaosPiloternes fokus på handling fik panderynkerne frem hos Lehmann og hans universitetskolleger, som mente, at der manglede substans og dannelse i den nye uddannelse.

”Spørgsmålet er, hvor langt man kan gå i afkoblingen af den kritiske refleksion, afkobling af viden om traditionen, af den analytiske kompetence. Det er jo skægt at se det herfra i dag og så spørge: Havde man så ret i den i virkeligheden lidt halvarrogante holdning, som vi havde?  Det har jo vist sig, at KaosPiloterne har haft stor succes med at få deres folk placeret.  Og med den der sådan rene kreative tilgang til tingene har de jo faktisk fået folk langt ind i samfundsmæssige sektorer, hvor man ikke troede, de ville komme.”

Niels Lehmann er i dag ikke i tvivl om, at KaosPiloternes opdukken på uddannelses-scenen fik universiteternes humanister til at rebe sejlene. Deres uimponerede tilgang til stoffet inspirerede måske lige frem akademikerne lidt.

”Det er der da ingen tvivl om, at de gjorde. Det er klart, at de lå meget centralt placeret i tidsånden, (…) og når  man tænkte over det, så var man nødt til at sige: Jamen de har fat i noget, vi også skal have fat i (…) Så det var bestemt en faktor, og det var også noget, vi kunne lære noget af, fordi de havde den der fremadrettede ånd. Vi skulle bare finde ud af, hvordan vores egne ben var i forhold til det.”

De studerende er bevidste om at deres uddannelse er en livsstil og adskiller sig fra resten af uddannelsessystemet.

Pres og udfordringer

Hold 1 var forsøgskaniner. Og det gav selvfølgelig nogle frustrationer ind imellem. Eleverne blev presset og udfordret, og det var ikke altid, at Loa Bendix og hendes medstuderende kunne se komikken – eller pointen:

”Der var meget, som blev prøvet af på os, som man fandt ud af, at det skal vi aldrig gøre igen. … Jeg kan huske, der var sådan noget med dans, hvor vi skulle lære at danse nordiske danse, og det var bare helt vildt langhåret og et eller andet sted grænseoverskridende.  (…)

Blandt andet var vi oppe på Telefontorvet, hvor vi skulle lave noget standup eller mime eller et eller andet. Men de færreste af os havde en skuespiller i maven. Jeg kan bare huske, at det var helt forfærdeligt…  Bagefter havde jeg det sådan, at det der skal jeg ALDRIG mere udsættes for!”
De overordnede tanker kunne elevene ikke altid lige se i situationen. Men Loa Bendix er den dag i dag overbevist om, at den grundlæggende tanke om at være både fysisk og psykisk stærk, var helt rigtig.

De studerende var meget bevidste om, at deres uddannelse var anderledes end resten af uddannelsessystemet. At være KaosPilot-studerende blev en livsstil, og eleverne opbyggede et stærkt netværk og en social base på skolen, og sådan er det også i dag. Traditioner er en vigtig del af KaosPiloterne historiefortælling.

KaosPiloternes traditioner

Elgen Elvis er en af de fortællinger, der er nedarvet gennem generationer af KaosPiloter. Elghovedet blev købt i Norge i begyndelsen af 90’erne som et symbol på det nordiske samarbejde. Siden har det hængt på skolen og har også fået en central placering i de nye lokaler i Filmby Aarhus.

En anden tradition er opholdet på ”Åsen,” et teaterværksted og kursuscenter i Vendsyssel. Her tilbringer de nye KaosPilotstuderende de første tre dage af deres uddannelse, og knap tre år senere tager eleverne turen til ”Åsen” igen efter den sidste eksamen. Her evalueres hele forløbet, og traditionerne holdes i hævd, fortæller Uffe Elbæk:

”Man bruger tre dage til at evaluere og få sagt det, der skal siges og lukke det ned, som skal lukkes ned, og finde ud af, hvad har jeg lyst til at tage med mig videre i mit liv fra KaosPiloterne, og hvad har jeg absolut ikke lyst til at tage med mig.” 

Kaospiloternes maskot Elgen Elvis følger med i hverdagen på skolen.

Det, der ikke skal med videre, bliver brændt, og asken spredes ud ved Skagen, hvor de to have mødes. Og så laver hvert hold en skattekiste med ting, der har haft betydning for dem. Uffe Elbæk:

”Det en metalkasse, som de graver ned i den høj.  Så deroppe ligger der skattekister fra alle de hold, der har gået på KaosPilot-uddannelsen. Så en dag om mange tusind år, når nogen begynder at grave i den høj, så vil man tænke: Hvad pokker er det, der ligger der?”

Den afsluttende translokationsfest er alle årene blevet holdt i Musikhuset i Aarhus. Da Loa Bendix og hendes medstuderende fra hold 1 dimitterede, var det kulturminister Jytte Hilden, der holdt hyldesttalen til de stolte og flyvefærdige KaosPiloter – verdens første. 

Verdens første KaosPiloter - Hold 1 ved dimissionsfesten 1993. Foto Ole Hein.

Hele verden som klasseværelse

Det første hold bestod udelukkende af danske studerende, men allerede fra hold 2 kom der en tværskandinavisk tankegang ind. De næste ti år havde uddannelsen en stærk dansk-norsk-svensk forankring.

Derefter gik skolens ledelse med Uffe Elbæk i spidsen over til en mere global tænkning. Den første outpost i San Francisco blev etableret allerede i 1996, men i begyndelsen af 00’erne tog man skridtet fuldt ud og besluttede at gå fra skandinavisk til engelsk som undervisningssprog. Der blev kigget på hele verden som klasseværelse – og som marked, forklarer Uffe Elbæk: 

Baisikeli - Bikes for a better world. En KaosPilot- virksomhed i Østafrika og Danmark.

”Vi sendte de studerende et eller andet sted hen på kloden, hvor der skete noget, som endnu ikke var i tekstbøgerne. Om det så var til San Francisco, da internettet blev etableret og skabte hele den der dot.com-periode, eller til Sydafrika, da Mandela gik af, eller til Cuba da vi troede at Fidel røg  - det gjorde han så ikke – eller til Shanghai, hvor noget nyt skete i Kina.”

KaosPiloterne mister statstilskuddet

I 2003 havde KaosPiloterne af undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) fået grønt lys til at fordoble optaget af studerende. Uffe Elbæk havde besluttet sig for at søge nye udfordringer og overlade en skude i smult vand til nye kræfter. Men så kom chokket. Dansk Folkeparti stillede krav om, at skolens statstilskud blev taget af Finansloven, og den borgerlige regering bøjede sig. I den situation kunne Uffe Elbæk ikke forlade den synkende skude. Nu skulle der kæmpes.

Forud for den politiske beslutning om at fjerne den årlige støtte på 5,5 millioner til KaosPiloterne lå udgivelsen af bogen ”På en bølge af begejstring,” skrevet af to forskere fra Handelshøjskolen i København, Bøje Larsen og Peter Aagaard.  Den vakte debat med sin kritiske holdning til statsstøttede kulturprojekter og gav KaosPilot-uddannelsen prædikatet ”varm luft.” De to forfattere argumenterede for, at myndigheder og virksomheder havde ladet sig besnære af veltalenhed og entusiasme snarere end af resultater.

Bogen var polemisk, men den havde haft en effekt. Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti sagde: ”På mig virker den uddannelse lige lovlig kreativ og spektakulær. Men hvis folk vil have uddannelsen så fint med mig – de skal bare selv betale. ” (Berlingske Tidende)

Uffe Elbæk valgte i 2006 at give rektor-staffetten videre.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs kunne ikke forhindre beslutningen, og KaosPiloterne var kastet ud i en akut krise. Det var nu, de skulle kende deres venner og støtter. De fandtes blandt andet på Christiansborg, på nogle af dansk erhvervslivs største virksomheder, Lego, B&O og Danfoss. Også borgmesteren i Aarhus, Louise Gade fra Venstre, bakkede op om skolen i Mejlgade. Men det var Tuborg Fondet, som i første omgang reddede skolen ved at tilbyde at støtte uddannelsen i to år. Tre år efter krisen var det fulde statstilskud kæmpet tilbage, fortæller Uffe Elbæk: 

”Det var en gyser. Og da den var landet, så sagde jeg: Okay, nu stopper jeg. Det var et meget bevidst valg, og det handlede om, at jeg ikke ville ende op i sådan et grundlæggersyndrom, hvor jeg ikke kunne finde ud af at flytte mig i tide, så næste generation kunne tage over. Men jeg har aldrig været på så interessant en arbejdsplads i hele mit liv.”

Efter en kort periode med Jytte Vikkelsøe på rektorposten kom svenskfødte Christer Windeløw-Lidzélius til, og han sidder stadig i cockpittet hos KaosPiloterne. 

KaosPiloterne i dag

I 2013 flyttede skolen fra den hjemlige baggård midt i den kreative smeltedigel  i Aarhus’ Mejlgade. Nu har KaosPiloterne til huse i strømlinede omgivelser i Filmby Aarhus på havnen.

I dag er KaosPiloterne et brand, som er kendt over det meste af verden. De studerende, som udgår fra uddannelsen er eftertragtet arbejdskraft i erhvervslivet og i NGO’er, og 96% af de over 600 KaosPiloterne, som er blevet uddannet gennem årene, er i arbejde. Halvdelen har en ledende funktion, og en tredjedel af alle KaosPiloter har startet egen virksomhed.

Loa Bendix, som i 2014 har stået i spidsen for Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling og sideløbende er i færd med at starte sin egen web-shop, er ikke i tvivl om, hvad hun har fået med fra uddannelsen ud over redskaberne til at føre en god idé ud i livet:

”Det er i høj grad det der med at tro på, at man rent faktisk kan flytte noget. At man kan sætte nogle ting i gang , og at det kan lykkes. De sejre, vi oplevede i løbet af uddannelsen, har vist os, at man kan ekstremt meget.”

KaosPiloternes nye skole i Filmbyen i Aarhus.
KaosPiloternes nye skole i Filmbyen i Aarhus,

Kaospiloterne i årstal:

1991 Hold 1 begynder på uddannelsen

1993 Hold 1 får deres eksamensbevis i juni – kulturminister Jytte Hilden holder   talen. Hold to med elever fra hele Skandinavien begynder uddannelsen

1994 Halvdelen af skolen i Mejlgade går tabt i en brand forårsaget af nytårsfyrværkeri

1996 KaosPiloterne åbner deres første ”outpost” i San Francisco

1997 Uddannelsen overgår fra Kulturministeriet til Undervisningsministeriet

2000 Outpost nr. 2 åbner i Durban i Sydafrika

2001 10 års jubilæum. Uffe Elbæk udgiver bogen ”Kaospilot A-Z”

2003 Den kritiske bog ”På en bølge af begejstring” udkommer. KaosPiloterne mister statsstøtten, men reddes af Tuborg Fondet med 1,5 mio. kr. i støttte

2005 KaosPiloterne optager et hold elever i Oslo. Desuden åbner en outpost på Cuba

2006 KaosPiloterne kommer tilbage på Finansloven. Uffe Elbæk stopper som rektor

2007 Ny rektor bliver Christer Windeløv- Lidzélius. Outpost åbner i Vancouver i Canada

2008 KaosPiloterne optager et hold elever i Stockholm

2008 Magasinet Business Week nominerer KP som en af de bedste designskoler i verden

2011 KaosPiloterne fejrer 20 års jubilæum. Åbner outpost i Bogota, Columbia

2012 Ny KaosPilot-skole åbner i Bern i Schweiz

2013 KaosPiloterne rykker fra Mejlgade til Filmby Aarhus