Atomkraft? Nej tak mærket

Atomkraft? Nej tak. Den smilende sol stod op i Aarhus

Vi skal signalere venlighed og dialog, og selv pæne damer i beigefarvede cottoncoats skal kunne gå med mærket. Det var filosofien bag den lille smilende sol, som i 1975 kom til verden i OOA’s lokalgruppe i Aarhus. Solmærket vandt kampen mod atomkraft i Danmark, og siden blev det udbredt til hele verden. I dag er mærket oversat til 45 sprog, og det er trykt i omkring 35 millioner eksemplarer.
 
Af journalist Dorte Søholm

2012

Frygten var alle vegne i 1970’erne. Frygten for krig, frygten for miljøkatastrofer og storkapital og ikke mindst frygten for atom-kraften. Drømmene var der også. Store drømme om en grøn klode med fred og retfærdighed for alle. For at give drømmene brændstof og jage frygten på porten, skred mange til handling og engagerede sig i tidens græsrodsbevægelser. De var vokset frem op gennem 60’erne i kølvandet på anti-atomvåben-kampagnen, Vietnamkrigen og studenteroprøret. Som noget nyt var der kommet et lydspor til bevægelserne. Protestsangen var født, og tekster om merværdi, arbejdskampe, u-lande og sågar plutonium gjaldede ved demonstrationer og private fester rundt om i de mange kollektiver, som blev etableret af fællesskabssøgende unge. 

Hvad skal væk? Barsebäck!

En af de unge var Anne Lund, som i 1975 var 21 år og økonomistuderende. Hun boede på et klubværelse på Klostertorv midt i Aarhus, og hun og var meget optaget af politiske aktiviteter som for eksempel medlemskab af SF.
 
Året forinden havde hun under et praktikophold i Sverige stiftet bekendtskab med den svenske atomkraftmodstand, blandt andet bevægelsen ”Stoppa kärnkraften”, og da hun kom tilbage til Aarhus, kontaktede hun den nystartede lokalgruppe af OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft.
 
OOA var blevet stiftet i 1974 i København. Organisationens styrke var det kollektive engagement, så det var udelukket at have en enkeltperson som formand. I stedet valgte man aktivisten Siegfried Christiansen som talsmand.
 
Den danske regering var langt fremme med overvejelser om at bygge atomkraftværker i Danmark, og der var allerede udpeget flere mulige placeringer. Blandt andet Gyllingnæs ved Odder syd for Aarhus.

Anne Lund til en OOA-aktion i Aarhus mod atomkraft i 1977
Anne Lund til en OOA-aktion i Aarhus mod atomkraft i 1977.

Det skabte utryghed og modstand i store dele af befolkningen, og OOA mobiliserede modstanderne. 
De danske aktivister var også bekymrede over Barsebäck, det svenske atomkraftværk, som i 1975 blev indviet lige ovre på den anden side af Øreund få kilometer fra København.

”Hvad skal væk? – Barsebäck! Hvad skal ind? – Sol og vind!” Sådan blev der råbt ved demonstrationer og protestmarcher, som var en populær måde at give sin holdning til kende på. 

En hær af frivillige brugte fritid og energi på at oplyse om og arrangere kampagner mod atomkraften. For Anne Lund faldt valget også på OOA. 

”Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle i hele det her spektrum af politiske bevægelser. Jeg vidste, at jeg skulle noget,” fortæller Anne Lund. 

Problemet med atomaffaldet og langtidsvirkningen på miljøet betød noget for hende, og desuden så hun som mange andre den tydelige kobling mellem atomkraft og atomvåben. Derfor blev det hos OOA, at Anne Lund de næste fire år lagde sit glødende engagement.   

I 1978 arrangerede OOA en protestmarch fra Gyllingnæs til Aarhus
I 1978 arrangerede OOA en protestmarch fra Gyllingnæs til Aarhus.

Signal om et positivt alternativ

Opholdet i Sverige havde givet inspiration til kampen mod atom-kraft.

”Jeg var overbevist om, at vi skulle have et mærke. Det havde jeg set i Sverige,” fortæller Anne Lund, som gav sig til at tegne skitser til et logo til organisationen.
 
Hun var dog sikker på, at det skulle gå i en anden retning end de mærker, hun var stødt på i Sverige. Her havde den venstreorienterede del af kernekraftmodstanderne et logo, som viste et grønt træ på rød baggrund. Træets krone var en knyttet hånd.
 
”Men hele grundstrategien hos OOA var, at vi skulle være tværpolitiske. Det var vigtigt, at vi ikke koblede os specifikt til en venstreorienteret linje.  Så vi skulle i hvert fald ikke have nogen knytnæve - og slet ikke på rød baggrund.”
 
Det andet symbol, den svenske bevægelse brugte, viste en gravid kvinde med neutronbaner omkring sig. Men Anne Lund tænkte, at det heller ikke var brugbart, fordi det spillede på en angst.
 
”Det ville vi ikke gøre. Vi ville ikke signalere skræk og rædsel. Vi ville signalere det positive alternativ.” 
I SF var Anne Lund blevet præget af samtaler om Gandhis ikke-volds-tanker med partikammeraten Jens Thoft (Folketingsmedlem 1984-94).
 
”Og jeg tror, det var den ikke-voldsfilosofi, som slog igennem i det venlige solmærke, som jeg foreslog,” siger hun i dag. 

Ikke alle var overbeviste om, at det forsonende udtryk var vejen frem. Så der blev debatteret godt og grundigt. Nogle mente, at det var helt fjollet, at man skulle sige nej ”tak”. 

Ø-lejre med NOAH

En af dem, der var med til diskussionerne om solmærket var Eva Just. Hun var sygeplejerske, og i 1974 var hun 25 år gammel flyttet til Aarhus fra Silkeborg klar til at kaste sig ind i tidens kampe.

Miljøbevægelsen NOAHs ø-lejre dannede grobund for OOA
Miljøbevægelsen NOAHs ø-lejre dannede grobund for OOA.

Eva Just var blevet grebet af miljøsagen allerede i 1971, og på ø-lejre arrangeret af miljøorganisationen NOAH diskuterede hun klimaet og klodens tilstand, og der blev også lagt energi i arbejdet i Rødstrømpebevægelsen. 

”Jeg havde været NOAH-aktivist i tre år, men der skete ikke så meget der. På en NOAH-lejr havde jeg mødt nogle af de folk, som var med til at starte OOA i København, og så var vi nogle stykker, der dannede en gruppe med udgangspunkt i Aarhus der i begyndelsen af 1975”. 

Aarhus-gruppen bestod af blandt andre personer fra Odderegnens Energigruppe, som var specielt aktive, fordi regeringen ville placere Danmarks første atomkraftværk i deres lokalområde. Her havde en flok københavnere opkøbt flere huse i landsbyen Ørting med det mål at danne en socialistisk folkekommune efter kinesisk forbillede. 

Gyllingnæs var desuden et sted med en stærk tradition for folkehøjskole og folkeoplysning. Så der var lagt op til konfrontation.

Knyttet næve eller høflig sol

Eva Just husker diskussionerne om logoets udtryk: ”Det var nok lidt umoderne dengang at være venlig og høflig. Der var rigtigt gang i venstrefløjen, og til 1. maj demonstrationerne var der jo skilte med knytnæver og paroler om ”ned med” det ene og det andet. Så der var meget debat om mærket, men det viste sig jo at være en rigtig god idé.” 

Der blev holdt mange møder i lokalgruppen i foråret 1975, og der blev ringet og skrevet meget mellem Aarhus og København. Nogle frygtede også, at man ville tabe tvivlerne, hvis man gik ud og tog stilling og sagde klart nej. At det var bedre at lægge op til debat og informere. 

Men i Aarhus-afdelingen var man overbevist om, at så mange i befolkningen nu tog afstand fra atomkraften, at man godt kunne risikere at sige åbent nej. Anne Lund husker tiden:
 
”En stor del af de unge var politisk engagerede, og stilen var lidt militant dengang, så mange syntes, at OOA var lidt fodslæbende. 

” Grænserne mellem det private og det politiske var visket ud. Man forsøgte at leve sit engagement ud også i hverdagen. Og strammerne havde ikke nogen overbærenhed over for slapperne. 

Eva Just med fletninger til NOAH-demonstration i Silkeborg
Eva Just med fletninger til NOAH-demonstration i Silkeborg.

Lydklip med Anne Lund

Tankerne bag solmærket

Solmærkets skaber Anne Lund ønskede et positivt logo for OOA, der ikke fremkaldte angst.

1.53

Solmærkets succes voksede

De første sol-badges blev revet væk 1. maj 1975. Og succesen voksede, fortæller Anne Lund.

1.32

Solmærkets symbolik og udtryk

Anne Lund fortæller om logoets farver, tekst og udtryk.

1.20 


I Eva Justs kollektiv på Aldersrovej i Århus N. var der ”nærmest dødsstraf” for at bruge plastikposer, og døren ind til hendes værelse var dekoreret med et to meter højt kvindetegn med en knyttet næve.  
Så det smilende og glade udtryk med solen som positivt symbol på al energi var et markant brud med den gældende venstrefløjsæstetik, som på det tidspunkt var præget af røde faner, pandeynkende ideologer og knytnæver.
 
Hos solmærket er vreden er helt fraværende, og det var et meget bevidst valg, bekræfter Anne Lund.   
Til sidst blev man enige om at satse på det smilende solmærke og et pænt og høfligt ”Nej tak”. Man tog stilling til sagen, men inviterede samtidig via spørgsmålstegnet til debat.


Lydklip med Eva Just

Protest

Eva Just, medstifter af OOA’s lokalgruppe i Aarhus, fortæller om aktivisternes besøg på Gyllingnæs, hvor der var planer om at lægge Danmarks første atomkraftværk.

1:04

Udbredelsen af solmærket

Eva Just var med til at beslutte, at solmærket skulle sættes i produktion. Det fik stor betydning for kampen mod atomkraft.

1.19


Et mærke med budskab og varme

Aktivisterne var nu klar over, at det hastede med at få styrket den folkelige opinion, inden Folketinget lagde sig fast på fremtidens energipolitik. 

”Det var vigtigt, at det ikke bare var en lille hard core venstreorienteret gruppe, der sagde nej,” fortæller Anne Lund. 

De første 500 solmærker blev trykt i huj og hast efter en håndtegning
De første 500 solmærker blev trykt i huj og hast efter en håndtegning.

”På det her tidspunkt var der desuden markant flere kvinder end mænd, der sagde nej, så for mig var det også afgørende, at mærket blev designet sådan, at det kunne sidde på en pæn damefrakke, en kedelig beigefarvet cottoncoat. Og det kom det til.”
 
Når Eva Just i dag ser tilbage, bliver hun bekræftet i, at hun og hendes kammerater tog den rigtige beslutning: ”Vi kunne jo grundlæggende godt lide at se på den her sol. Der er både et budskab og noget varme.  Jeg har aldrig været med til noget, der slog så kraftigt igennem. Det er det stærkeste brand, jeg har været med til at udvikle. Og det kom til at betyde alt for vores kamp, at det ikke var et surt eller negativt udtryk.”

Nu skulle det gå hurtigt med at få trykt mærkerne, så de kunne komme ud til befolkningen. 1. maj stod for døren, men der var ikke så mange virksomheder, som kunne lave badges – og slet ikke med så kort varsel. Så det endte med, at en fabrik, som fremstillede gaveartikler i Esbjerg, tog ordren.
 
De stansede 500 plastikknapper ud, og så måtte lokalgruppen selv i gang med at lime  sikkerhedsnåle bagpå. Eva Just husker:

”Det var et værre cirkus. Halvdelen af nålene faldt af igen.”
 
Men det første oplag af de gule og røde badges blev klar, og til 1. maj-møderne gik de som varmt brød. Så der blev hurtigt sat gang i trykningen af mange flere.

OOA-mærket blev udbredt 

I Danmark blev solmærket snart en del af tidens dresscode i brede kredse. Det sad på smækbukser og hønsestrik-sweatre, på muleposer og Fjällräve i alle farver og på kollektivernes køleskabslåger. 

Både cyklister og bilister klistrede det på deres køretøjer, og musikerne havde det på deres instrumentkasser. Man sendte et signal om, at vi er sammen om den her kamp. 

Anne Lund: ”Det var dejligt at se det udbredt efterhånden, og i mit stille sind, da jeg sad og tegnede for mig selv, så jeg da også solen for mig på transparenter og sådan noget. Men det sagde jeg ikke til nogen. Jo, det blev en del af tidens uniformering. Et signal man sendte om, hvem man var, og hvad man stod for”.

Også i udlandet blev mærket populært blandt atomkraftmodstandere. Rundt omkring i verden lagde man mærke til, at danskerne havde påvirket den politiske beslutningsproces. Især tyskerne tog nej tak-solen til sig, og i dag er mærket oversat til 45 sprog og trykt i omkring 35 millioner eksemplarer. Dertil kommer gengivelser i aviser, bøger, på løbesedler, plakater og hjemmesider.

Anne Lund tegnede solmærket som 21-årig i 1975.
Anne Lund tegnede solmærket som 21-årig i 1975.

Gavlmaleriet i Vestergade i Aarhus

I 1983 blev den fornøjede sol blæst op til et flere meter højt gavlmaleri i Vestergade i Aarhus. Hans Hartvig, som ejede ejendommen og drev forretningen ”Tropefisken”, var meget engageret i miljøpolitik, og han tilbød at lægge mur til logoet.
 
Praktiske folk fra OOA fik organiseret stilladser og håndværkere, og solen kunne nu skinne over hele byen.

Da ejendommen skulle sælges i 1987  lå det Hans Hartvig på sinde, at en eventuel køber ville bevare gavlmaleriet. Det ville advokat Poul Meldgaard. Han overtog huset og vedligeholder fortsat maleriet, og der arbejdes i øjeblikket på at få det tinglyst. 

Når Eva Just går forbi gavlmaleriet i Vestergade, vælder de gamle minder frem. 

”Det mærke kom til at repræsentere de ting, jeg gik op i. Og jeg tænker jo, at det holder stadigvæk.” 

Også hendes aktivist-kammerat Anne Lund glæder sig over, at hendes lille sol blev til en stor sol – og at den stadig skinner: 

Solmærket lyser stadig op på gavlen i Vestergade i Aarhus
Solmærket lyser stadig op på gavlen i Vestergade i Aarhus.

”Den sender tankerne tilbage til 70’erne og til folk, jeg kendte. OOA blev også en stor del af mit sociale liv.  For mig siger gavlmaleriet også noget om Aarhus som bevægelsernes by.”
 
I dag er det Solfonden, som varetager rettighederne til mærket og fører retssager, hvis nogen misbruger det kommercielt eller politisk. Når fonden vinder retssagerne, kommer der penge ind på kontoen, og de bruges til at oplyse om alternativ energi. Fonden har også bidraget til istandsættelsen af gavlmaleriet i 2011.

Kampen blev vundet

I 1985 vedtog Folketinget, at der ikke skulle være atomkraft i Danmark, og i 1999 begyndte afviklingen af Barsebäck-værket i Sverige med lukningen af den første reaktor.
 
Målet var nået for OOA, og i maj 2000 nedlagde organisationen sig selv efter 26 års kamp.
 
Samme år kom solmærket og historien om OOA på Nationalmuset, hvor den i dag kan ses som en del af museets permanente udstilling "Danmarkshistorier 1660-2000.”  

Solmærket bliver til

Anne Lund fortæller:

Jeg havde lavet en idé med nogle skitser - en sol og nogle tekstudkast.
 
Jeg kunne godt have fundet på at skrive ”kernekraft”, men Søren Lisberg fra lokalgruppen var fuldstændig klar på, at det skulle hedde ”atomkraft”, og at det skulle holdes helt enkelt.
 
Jeg spurgte en veninde, der var reklametegner, om hvordan sådan en sol skulle se ud. Og hun tegnede i en bevægelse en hurtig sol med de der buer og en enkelt stråle, som er lidt længere.
 
Alle rettigheder blev overdraget tiI OOA, og i 1977 blev logoet patenteret. I 2004 blev det registreret som EU-varemærke 004193091.

Atomkraft-modstandens historie i Danmark

1958: Atomenergikommisionens Forsøgsanlæg Risø indvies. Formålet er at forske i fredelig udnyttelse af atomenergi. 
1960: Kampagnen mod Atomvåben grundlægges i Danmark som en aflægger af en massiv protestbevægelse i hele Europa.
1960-62: Protestmarcher fra Holbæk til København mod brug af atomvåben. Den sidste march har 25.000 deltagere. (Billede)
1969: Miljøorganisationen NOAH stiftes.
1973: Oliekrisen får politikerne til at tænke i atomkraft.  Man planlægger opførelse af et atomkraftværk ved Gyllingnæs syd for Odder.
1974: Organisationen til Oplysning om Atomkraft stiftes i København på initiativ af Siegfried Christiansen.
1975: Lokalgruppen i Aarhus stiftes.
1975: Organisationen for Vedvarende Energi stiftes.
1975: Barsebäck-værket indvies i Sverige.
1978: Atom-march fra Gyllingnæs til Aarhus. 
1985: Det danske Folketing tager atomkraft af bordet.
2000: OOA nedlægges.